Museum på Rejsen 22: Danevirke Museum

Ved Danevirke ligger et lille museum. Det er noget så usædvanligt som et dansk museum i udlandet. Den slags findes der naturligvis få af, men et lille dansk museum findes f.eks. i Tranquebar i Indien. Danevirke Museum ejes og drives af Sydslesvigs Forening. Næste år fejres 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark, så et besøg på Danevirke Museum er en god lejlighed til at genopfriske den for Danmark tragiske udgang på to krige og sammenstødet mellem to nationale bevægelser, den tyske og den danske.

Museet er indrettet i en bygning fra 1836 med en nyere tilbygning og passer derfor arkitektonisk ind i omgivelserne. Det blev åbnet for snart 30 år siden med støtte fra en række danske fonde. Entréen er beskedne 3 euro, og for den pris får man besked om en hel del vedrørende den gamle vold, som engang var grænsen mellem danerne og det frankiske rige. Menukortet siger: stueetagen Danevirkes arkæologi og historie samt krige og kulturarv. Første sal rummer en udstilling om det danske mindretals historie, altså tiden efter folkeafstemningen i 1920.

Udstillingen er lille og kortfattet, men måske passer det fint til vores rastløse tid og til de mange turister, som ankommer, og er på rundtur med forskellige kortere stop enten i bil eller på cykel. Det sidste er glædeligvis mere og mere populært. Der er tekster på både dansk og tysk, i modsætning til vikingemuseet i Hedeby, som kun har tyske tekster.

Om Danevirkes tilblivelse og brug fortælles med tekster, kort, originale genstande og figurer. Dendrokronologiske undersøgelser af pæle i volden har vist, at de ældste dele går tilbage til omkring 400 evt. Med tiden blev anlægget, som består af volde, grave og mure, udbygget. En kampestensmur kan dateres til 737 evt. og i anden halvdel af 1100-tallet foranstaltede Valdemar den Store den sidste udbygning af hovedvolden med opførelsen af en 5 km lang teglstensmur omkring 5 meter i højden. På opførelsestidspunktet har byggeriet været Nordeuropas største teglstensbyggeri!  

 Forskellige fund fra Danevirke, foto om

Et stort kort viser geografien omkring volden, som strakte sig omkring 20 km. Mod vest lå store, engang svært tilgængelige vådområder og mod øst lå den lange fjord Slien, som dengang havde to udløb til Østersøen. I dag eksisterer kun det sydligste. Det, man forstår, er, at volden var en effektiv grænsemarkering mod syd til Frankerriget. Forbindelsen nord-syd gik med Hærvejen / Oksevejen her igennem landskabet og selv i dag findes motorvejen nord – syd ikke langt fra museet. I 2008 blev nogle bygninger tæt ved museet og volden nedrevet og tyske og danske arkæologer gik i gang med at grave. Det, de opdagede, var interessant. Volden stoppede brat. Flere udgravninger dokumenterede, at man nu havde fundet porten i forsvarsvolden – det sted, hvorigennem trafikken nord-syd passerede.

Efter 1200-årene gik volden i forfald. Der var ikke længere brug for den, hævdes det, men sandheden er vel nærmere, at den danske krone og de tyske herremænd i Holsten indgik en uhellig alliance, som under Christian d. 1 resulterede i den politik, at hertugdømmerne skulle opfattes som et uadskilleligt område i kongeriget. Det blev til skade for det danske Slesvig. Først i 1800-tallet, da danskheden vågnede, ligesom i øvrigt den tyske nationalisme, blev Danevirke igen en dansk forsvarslinje. På et kort over sprogforhold fra 1850, ser man at det danske sprog i dele af det sydslesvigske område var fortrængt. Danevirke var ikke længere grænsen mellem dansk og tysk.

I 1850-erne efter første slesviske krig begyndte man at befæste Danevirke, bl.a. med en række kanonstillinger, men da krigen i 1864 kom, måtte stillingen opgives. Sagen var, at lille Danmark stod over for to europæiske stormagter, Preussen og Østrig, med en angribende hær med dobbelt så mange soldater som Danmark. Den danske generalstab måtte vælge en tilbagetrækning, som i øvrigt blev udført om natten under meget vanskelige vejrforhold men i god orden. Ifølge militærstrategen von Clausewitz var netop et velordnet tilbagetog en af de vanskeligste militære manøvrer. Efter 1864 blev de nyere forsvarsanlæg sløjfet af de tyske sejrherrer, men volden Danevirke bestod.

Interessant er museets oplysning om at Danevirke under anden verdenskrig atter fik forsvarsmæssig betydning. Tyskerne gravede i 1944 en tankgrav langs volden, idet man som krigen skred frem frygtede en allieret invasion i Jylland og et angreb nordfra mod Tyskland. I øvrigt var det en dansker i Kiel, Søren Telling, som ved henvendelse til Heinrich Himmler fik reddet Valdemarsmuren og volden fra større ødelæggelser i forbindelse med gravearbejdet til tankgraven. Efter krigen blev tyske krigsfanger af englænderne sat til at fylde tankgraven og udbedre skader på volden.

Udstillingen på første sal om det danske mindretal har for nogle sikkert skræmmende meget tekst, men rummer også meget interessant. F.eks. plakater og materiale, som viser, hvor hårdt man fra dansk og tysk side pressede på ved folkeafstemningen i 1920. En plakat på tysk truer værftsarbejdere i Flensborg: "Kein Werftsarbeiter darf für Dänemark stimmen!". Plakaterne er sigende og veludførte; en dansk om Flensborg lyder: " I 1000 år var du Danmarks by, du barn af Danmark bliv dansk påny." Danmark lokkede med rigelige fødevarer og arbejde. I Tyskland var fødevaremangel og en stor krigsgæld. Tyskerne hånede dansksindede med at kalde dem "Speckdänen". Der var ingen gensidig forståelse!

Sydslesvig med Flensborg gik tabt i 1920, og de dansksindede måtte indse, at de var et nationalt mindretal. De blev ikke glemt af Danmark, bl.a. kom mange børn på ferieophold i Danmark. Men, som udstillingen viser, blev danske mænd endnu engang tvunget til at kæmpe for det militaristiske Tyskland, og mange døde for en sag, som bestemt ikke var deres. En mindetavle fra Langbjerg danske skole rummer ni navne på faldne elever. Det danske mindretal har efter krigen forstået at spille det politiske spil og ofte har SSV været udslagsgivende i magtkampen mellem SPD og CDU om flertallet i landdagen i Kiel. En af de dygtige danske politikere i Sydslesvigsk Vælgerforening var Karl Otto Meyer (1928-2016). En dokumentarisk film om ham er under udarbejdelse og vil blive vist næste år.

 Voksfigur af Karl Otto Meyer på udstillingens første sal. foto om.

Danevirke Museum er et sagligt og informativt museum. Man går derfra en hel del klogere. Danske museer er i de senere år blevet meget børne- og underholdningsorienterede til skade for sagligheden. Når man i en turistomtale kan læse:" Historie Center Dybbøl Banke er absolut et besøg værd. Gå med i krigen 1864, mens kanonerne buldrer og duften af pandekager breder sig i soldaterlejren." Man tager sig til hovedet over den slags. Er det hvad man vil lære opvoksende generationer om 1864?

 Fra vikingemarkedet ved Danevirke aug.2019. foto om

Uden for Danevirke Museum ved volden mødte vi et andet fænomen i nutiden. Folk som klæder sig ud og leger fortid. De går virkelig op i sagen. Her var det et vikingemarked og ganske fornøjeligt og spektakulært, men lad os slå fast, man kan ikke gå ind i stenalderen, vikingetiden eller 1864. Det er og bliver fortid og historie - i alt fald så længe der ikke er opfundet en tidsmaskine.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen"

[Historie-online.dk, den 15. oktober 2019]