Museum på Rejsen 29: Magritte Museum og Tegneseriemuseet, Bruxelles

De førende lande i udviklingen af det europæiske samarbejde, Frankrig, Tyskland og England valgte Bruxelles som EUs hovedstad. Byen lå godt placeret i forhold til Paris, Bonn og London, og EU præger i dag byen. Her finder man EUs mange forskellige kontorer samt de vigtigste organer: parlamentet, ministerrådet, kommissionen og EU domstolen. En hærskare af ansatte befolker de mange kontorer - omkring 50.000 - og de ansatte er ikke blandt de ringest lønnede i Europa. Prisniveauet i Bruxelles er højt. Man kan besøge Europa-parlamentet og i "Huset for europæisk Historie" få information om, hvordan administrationen fungerer.

Imidlertid er Bruxelles ikke EU. Vil man udforske Belgien og specielt Bruxelles, så er der andre steder at gå hen. Turiststrømmen i byen fører en til Grote Markt, en usædvanlig smuk plads. De fleste af husene brændte i 1695 ved et fransk bombardement, men blev genopført i de følgende år. På pladsen ligger det sengotiske rådhus. Man skal ikke langt op på formiddagen, før pladsen er fyldt med turister fra alverdens lande. Mange i store grupper. Turiststrømmen fører videre mod den berømte figur "Manneken Pis". I ligeberettigelsens navn skal det nævnes, at der nu også er en "Jeanneke Pis". Gaden med "Manneken Pis" er fyldt med butikker, der sælger iskager, belgisk chokolade, vafler og souvenirs. Man skal næsten mase sig frem for at få et glimt af den lille figur. Hvilken skuffelse! Figuren, som vi så den, var indhyllet i en mærkværdig klædning og bar en stråhat. Man kunne ikke se den.

Ergo et hurtigt tilbagetog og det bør gå til bymuseet, der ligger på Grote Markt over for rådhuset. Museet har en gammeldags udstilling med rariteter: gotiske figurer fra rådhuset, sølvtøj og nogle af de gobeliner, som flamlænderne var berømte for at producere. "Wandtapejt" kalder man dem her. På anden sal er der udstilling om byen Bruxelles med en stor informativ model af byen og gode byhistoriske oversigtstavler. Desuden på øverste etage - og her kommer vi til sagens kerne - findes den ægte "Manneken Pis" udstillet. Figuren på hjørnet af Stoofstraat og Eikstraat er en kopi. Hvordan hænger det sammen? Jo i 1965 blev den lille figur bortført af hærværksmænd. Kun fødderne stod tilbage. Ulykke! Ligesom den engang vandaliserede "Lille Havfrue" i København er "Manneken Pis" uundværlig for Bruxelles som byens vartegn og for turismen. En kopi blev fluks lavet og opsat. Men nogle år efter dukkede den ægte "Manneken Pis" op. Den blev efter en anonym telefonbesked fundet i en kanal. Nu er den restaureret og udstillet i bymuseet, hvor man tæt på kan beundre den fine bronzefigur af den lille dreng, som tisser. Den blev støbt i 1619 som erstatning for en lignende figur hugget i sten.  

 Den originale "Manneken Pis" i bymuseets udstilling. om

Magritte Museum er et andet fast anduvningspunkt for kulturisten. Museet er indrettet i en helt ny bygning i fire etager. Vær forberedt på at stå i kø. Man kører op med elevator og starter på 4. sal, hvorfra man bevæger sig ned. Det er en spændende rejse i billedkunstneren René Magrittes liv og værker. Han var født i 1898 i en arbejderfamilie. Hans mor begik selvmord, da han var 12. Magritte kom på kunstskole. Gennem påvirkning fra andre malere begyndte han at male symbolistisk og abstrakt. Han producerede også plakater. Ganske ung blev han gift med Georgette, en kvinde fra hans eget miljø, og det blev en livslang kærlighed. I 1927 flyttede Magritte og hans hustru til Paris, hvor Magritte malede og beskæftigede sig teoretisk med forholdet mellem motiv og virkelighed og skrev en bog om emnet. Berømt er hans tegning af hans pibe og underteksten: Dette er ikke en pibe!

 Tegning af nøgen kvinde med pibe i munden. To vigtige "raisons d'etres" for Magritte. om

Efter tre år i Paris flyttede parret tilbage til Bruxelles og blev dér resten af livet bortset fra en kort periode under krigen, hvor de flyttede til Frankrig. Under krigen malede Magritte impressionistiske billeder, men vendte tilbage til surrealisme / symbolisme. Krigen gjorde ham mere politisk bevidst, og han blev medlem af kommunistpartiet i 1945. På sine ældre dage eksperimenterede han med filmisk udstyr. Han døde i 1967, aktiv til det sidste.

 Vægillustration i Magrittemuseet. om

Vil man fortsætte med at forfølge belgisk originalitet og verdenskunst, skal man gå på sine måske snart trætte fødder til Tegneseriemuseet i Rue des Sables. Dette museum, verdens første museum for tegneserier, åbnede i 1989 og ligger i en smuk art nouveau bygning tegnet af arkitekten Victor Horta i 1905. Bygningen var oprindelig en tekstilfabrik. I stuen er en stor tegneseriebutik og en café. Museet er på første og anden sal. Ved trappen op står en figur af Tintin.

 Buste af tegneseriefiguren Tintin og i baggrunden portrætfoto af Hergé. om

Man kan ikke kalde udstillingen veldesignet og overskuelig. Den er opsat på forskellige planer med forskellig design og med fokus på nogle få store tegneserieskabere. Men en introduktion giver korte forklaringer på tegneserien. Hvor gammel den er, og hvordan en tegneserie i dag bliver til. Der er også en udmærket gennemgang af de forskellige typer af tegneserier: den historiske tegneserie, romantegneserien, dyretegneserien, science fiction tegneserien osv.

Første sal har en lille kompakt plakatudstilling om Tintin og manden, som skabte figurerne, Hergé. Man kan godt blive lidt skuffet over, at der ikke er mere information om denne verdensberømte belgiske tegneserie. Tintin og Hergé elskere kan med fordel tage til Hergé museet i byen Louvain la Neuve.

Hergé (1907-1983) var født i Bruxelles og lancerede i 1929 serien med den lille reporter Tintin og hunden Terry, som hvirvles ind i talrige dramatiske begivenheder rundt omkring i verden, men med venners hjælp får historien altid en lykkelig udgang. Stilen er naturalistisk med stor detaljerigdom, mens persongalleriet er stærkt karikeret.

En af figurerne i Tintin er vennen kaptajn Haddock og udsnittet her viser de mange forskellige ansigtsudtryk, Hergé har givet ham. om

Andre store belgiske tegneserier ses på udstillingen, f.eks. "Splint og co" af Rob Vel, og senere overtaget af tegneren André Franquin og kollegaen Wasterlain. Den førstnævnte skabte selv serien "Vakse Viggo". Velkendt er også "Smølferne", som tegneren Peyo kreerede.

 Foto af interiør i Tegneseriemuseet. om

Måske kan man forklare den plakatagtige udstillingsform med det indlysende problem, at tegneserier nu engang er papirtryk, og det giver en flad udstilling, men alligevel kunne man ønske sig et mere sammenhængende udstillingsdesign.

Tegneserien er i dag med rette værdsat og vurderet som betydningsfuld billedkunst. For ikke så længe siden var tegneserier underholdning for børn og unge.

For "afficionados" kan det oplyses, at i 2009 åbnede "Museé de la bande dessineé" i den franske by Anguléme. Museet er kaldt tegneseriens Louvre, med 8.000 originaltegninger og værker, bl.a. andet af de kendte tegneseriekunstnere René Goscinny og Albert Uderzo, der sammen lancerede "Asterix".

Også Danmark har glimrende tegneseriekunstnere, ældre som Willy Nielsen med serien "Egene" i Skipper Skræk og Carla og Vilhelm Hansen med "Rasmus Klump" samt nyere tegnere som Claus Deleuran ("Rejsen til Saturn" m.fl.), Nicoline Werdelin ("Café" m.fl.) og Peter Madsen ("Valhalla"). Og mangler vi ikke herhjemme et kunstmuseum, der vil tage tegneseriekunsten til sig?

Tilbage i virkelighedens verden i Bruxelles følger vi en gågade hen til hotellet. Gaden er fyldt med en globaliseret, broget menneskemasse med én fællesnævner: shopping. Uha, en mand er netop faldet omkuld. Han ligger livløs på fortovet. Død? Heldigvis er der folk omkring ham, lyd fra et udrykningskøretøj høres ... Det føles godt at ankomme til hotellets reception. Virkeligheden kan være langt mere skræmmende end surrealisme og tegneserier.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen"