Museum på Rejsen 30: Bygdø, Oslo

Der er visse steder, gode museer klumper sig sammen. I Berlin har de "Museumsinsel", hvor fem store museer ligger side ved side. Det samme gør sig gældende hos vores nordiske venner i Oslo. Bygdø er ingen ø, men en halvø i Oslofjorden, og man kan med bus nr. 30 eller i bil køre dertil på kort tid. Om sommeren er det dog langt fornøjeligere at gå om bord i en lille færge i havnen ved rådhuset og sejle over fjorden ud til Bygdø.

Man skal afsætte god tid, hvis man vil se museerne på Bygdø. Det er en ordentlig mundfuld. Den historie, som fortælles herude på Bygdø, er spændende. Det er nemlig historien om udlængsel, om opdagelsesrejser og om skibsfart som noget karakteristisk for det norske folk. Det er en historie som strækker sig over 1000 år. Og det er en god idé at begynde med begyndelsen: Vikingeskibene.

Vikingeskibsmuseet rummer verdens flotteste samling af vikingeskibe. Bevares, vi er også leveringsdygtige i Roskilde med vikingeskibsfund, men de norske vikingeskibes bevaringstilstand er enestående. 

Området omkring Oslo Fjord var i vikingetiden et kærneområde for landbrug, fiskeri og søfart. Allerede i folkevandringstiden sendte man de mægtige på rejse til dødsriget i skibssætninger, som vi stadig finder i landskabet rundt omkring i Norden. I 800-tallet blev konger eller stormænd i en 100 årig periode begravet i et skib med forskelligt gravgods. Over skibet opkastede man derpå en høj. Vi kender jo fra Ladby en sådan skibsbegravelse. Da man i Norge begyndte at grave i disse høje fandt man i et par af dem velbevarede skibsskrog. Det første, man fandt, var Tuneskibet, derpå Gokstadskibet i 1880 og i 1903 Osebergskibet.

Da man havde udgravet skibene, kom spørgsmålet, hvordan skulle man udstille dem? Svaret var, at de skulle have et vikingeskibshus. Staten udskrev en arkitektkonkurrence som Arnstein Arneberg vandt. Det blev et trefløjet anlæg, som i sin form tydeligvis trækker på gamle byggetraditioner fra klosteranlæg og til kongelige magasinbygninger.

Der var for en del år siden tale om at flytte vikingeskibene, men den plan er heldigvis skrinlagt, og i stedet vil man lave en tilbygning. Skibene står skarpt og smukt i de tre eksisterende haller. Der er en nøgternhed og enkelhed, som passer til de engang gravlagte fartøjer. No nonsense - kun skibenes former og linjer. Det er skønhed på en hvidkalket baggrund, der giver mindelser om et reformert kirkerum.

 Osebergskibet i Vikingeskibshallen på Bygdø, wikipedia

Osebergskibet er et langskib med to begravede kvinder. Det dateres til 820. Fartøjet har slanke linjer og høje stævne. Et par rekonstruktioner blev bygget for at finde ud af, om skibet kunne sejle. Det kunne det ikke. Begge kopier kæntrede. Længe betragtede man skibet som et offerskib, men et nyt rekonstruktionsforsøg blev startet i 2006. Vibeke Bischoff fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som i en lang årrække har studeret vikingeskibe, fandt, at der var sket visse ændringer, da man havde samlet skroget. Der var bjælker, spanter og bord, som ikke var sat rigtigt sammen. Det havde ændret formen. Man korrigerede fejlene, hvorefter den nye rekonstruktion kunne sejle! Kopien sejlede fra Oslo til Roskilde i 2015.

Gokstadskibet er mere enkelt og robust i linjerne. Det er bygget af eg omkring 890. En mand var begravet i skibet med senge, et telt, rideudstyr, tre små både, en slæde og ankre. Graven menes at være blevet plyndret for mindre genstande. Også dette skib har man rekonstrueret og konstateret, at det er sødygtigt. En kopi bygget i Island, kaldt "Isledningur", blev i 2000 sejlet til Grønland. En anden kopi sejlede over Atlanten.

Tuneskibet er det ældste af de tre gravskibe. Det blev fundet i 1867, men kun den underste del af skroget er bevaret. Det dateres til samme tid som Gokstadskibet.

Et fund af et skib i en høj er for nylig gjort i Jellestad ved Halden i Norge. Ved hjælp af en geo-radar har man kunnet påvise strukturen af et skib inde i højen. Kun skibets bund synes bevaret.

Fra Vikingeskibsmuseet fortsætter man og drejer ad Bygdønæsvejen helt frem til næsset. Her ligger et museum, som hylder to norske berømtheder.

"Fram Museet" på Bygdø, wikipedia

"Fram Museet" er en stor bygning, en A-hal som rummer ekspeditionsskibet "Fram" og nu en ditto tilbygning, hvor ekspeditionsskibet "Gjøa" er udstillet. Det handler om opdagelsesrejser i Arktis, og det handler om to af verdenshistoriens store personligheder, Fritiof Nansen og Roald Amundsen. Det er folk, man ikke så hurtigt bliver færdig med, men kortfattet kan det siges at Nansen var en pioner i polarekspeditioner og -forskning. I 1888 løb han på ski tværs over Grønland og i 1893 startede han "Fram" ekspeditionen. I tre år drev skibet med isen i Nordishavet, og besætningen, udelukkende nordmænd, gjorde videnskabelige observationer. Selv forlod han "Fram" for med hundeslæde at nå nordpolen. Det mislykkedes, men han og hans medrejsende klarede sig til Franz Josef Land, overvintrede og kom hjem til Oslo få dage efter "Fram"s hjemkomst. Han blev fejret som nationalhelt. Nansen var ikke kun en eventyrer. Han var polarforsker, studerede zoologi og oceanografi og fik et professorat i Oslo. Han var tillige en stor humanist. Under første verdenskrig var han meget aktiv i fredsarbejdet og modtog derfor Nobels fredspris i 1922. 

"Fram", søsat i 1892, er et monument over Nansens omhu."Fram" var forsynet med sejlskibsrigning som barkskib og med motor. Skibet er af træ og bygget af svært tømmer og med runde former, så skroget kunne modstå pakisens tryk. Klædningen består af tre lag og er 60 cm. tyk. Konstruktionen er gennemtænkt og de bedste materialer er anvendt. Konstruktør var Colin Archer, Norges berømte skibsbygger, b.a.mester for de norske redningsskøyter. Ernest Shackletons ekspeditionsskib "Endevour" klarede ikke isen i Antarktis og Shackleton og nogle hans folk måtte foretage en livsfarlig, heroisk bådfart fra Antarktis til Syd Georgien."Fram" kunne derimod klare isen og var i 1898 - 1902 atter på polarforskningsrejse.

"Fram" på rejse i Antarktis 1910-1911. Et sjældent foto hvor man ser ekspeditionsskibet under sejl i isfyldt farvand, wikipedia

Roald Amundsen var i højere grad eventyrer. Han købte en ældre Hardangerjagt og sejlede 1903- 1906 med den gennem Nordvestpassagen, som den første. At finde passage var forsøgt før, bl.a. af Jens Munk 1619 og Frankling ekspeditionen i 1845 begge gange med katastrofale konsekvenser. Men Ammundsen lykkedes. "Gjøa" blev af Amundsen efterladt i Amerika, kom til San Francisco og derfra til Bygdø, hvor den i mange år stod på land, en skidt position for et træskib. Heldigvis blev "Gjøa" reddet og kom indendørs i egen bådhal og er nu centrum for fortællingen om Amundsens ekspeditioner, som gives ved hjælp af billeder, tekster og genstande. Det blev Amundsen, der i konkurrence med engelske Robert Scott først nåede sydpolen, og d. 14. dec. 1911 kunne han plante det norske flag dér. Med "Fram" sejlede han to gange til Antarktis og oprettede den lejr, som blev udgangspunktet for sydpolsfærden. Amundsens styrke var hans tilgang til ekspeditionen. Han brugte ski og benyttede inuitternes tusindårige erfaringer i transport og overlevelse under arktiske forhold.

Ganske tæt på "Fram Museet" ligger "Kon- Tiki Museum". Museet blev startet i 1950 og bygget for private midler. Bygningen er en hal, som rummer balsaflåden "Kon-Tiki", som Thor Heyerdal i 1947 rejste med fra Peru til øen Raroia i Stillehavet, en sørejse på 7.000 km. Foruden "Kon - Tiki" har museet også udstillet sivfartøjet "Ra II", som i 1970 klarede rejsen fra Marokko til Barbados på knap to måneder. Den første "Ra" måtte året før forlades i synkefærdig tilstand. Heyerdahl var i begge tilfælde ekspeditionsfører.

Der er god plads omkring de to fartøjer og under "Kon-Tiki" er lavet en 30 meter lang gang, hvor gæsten "under havoverfladen" møder diverse havdyr, bl.a. en 10 meter lang hvalhaj. Omkring "Kon - Tiki" er uddybende fortællinger om Påskeøerne og den polynesisiske kultur.

 Balsaflåden "Kon - Tiki" på udstillingen, visit oslo no

Museet har også en biograf, hvor man kan læne sig tilbage og bl.a. se klip fra den film, som Thor Heyerdahl i 1947 optog under "Kon-Tiki" ekspeditionen. Optagelserne blev klippet til en sammenhængende dokumentarfilm og vandt en Oscar i denne genre. Det er meget fascinerende at se de oprindelige billeder. For nogle år siden producerede Nordisk Film en ny spillefilm om "Kon - Tiki" ekspeditionen. Også den film vandt en Oscar.

 Thor Heyerdahl i rigningen på "Kon - Tiki", kon-tiki.no

Thor Heyerdahls ekspeditioner er nogle af de første større kulturhistoriske eksperimenter. Hans metode var ved forsøg med forhistoriske fartøjer at påvise kulturelle sammenhænge mellem verdensdelene. Gyldigheden af forsøgene har været stærkt omdiskuteret, men Heyerdahls princip om i praksis at afprøve historiske spørgsmål, er for længst blevet knæsat jævnfør spørgsmålet: Kan vikingskibet sejle? Takket være forsøg og forskning ved vi i dag meget mere om den sag. Thor Heyerdahl skriver sig selv ind i rækken af store nordiske opdagelsesrejsende, og den række går helt tilbage til Gokstadskibet. Jo museerne på Bygdø hænger godt sammen

Og så er vi endda langt fra færdige med Bygdøs museer. To store museer står tilbage, nemlig "Norsk Sjøfartsmuseum" og "Norsk Folkemuseum", men det må blive en anden gang. Der er også grænser for hvor store mundfulde kultur, man kan indtage, uden at kløjs i det.

Ole Mortensøn

Se alle artiklerne i serien "Museum på Rejsen"

[Historie-online.dk, den 17. december 2019]