Museum på Rejsen 52: Singapore
Tidsforskellen mellem Europa og Singapore er syv timer, og de fleste, som ankommer med fly til Singapore efter 12-13 timers flyvning, er lettere groggy. Kommer man om aftenen ind til centrum for at finde sit hotel, virker byen overvældende. Man må lægge nakken tilbage for at se skyskraberne, og området omkring Singapore River er et farverigt lyshav. Man føler sig lidt som i en tivoli. Og fornemmelsen er ikke helt forkert, for her gælder det underholdning og turisme. Det vrimler med folk fra alverdens lande. Fyldte turistbåde sejler under de illuminerede broer. Et stort højhus har en lysreklame i neon ”CapitaLand” … et andet højhus fortæller i gadeplan, at herinde tænkes store tanker. Her handler det om penge og ideer, og de vil gerne imponere i Singapore. Imponerende ren er byen i alt fald. Her ses ingen graffiti, plastikposer eller knuste flasker på gaderne. Det er forbudt at indføre tyggegummi og at smide det på gaden. På indrejsesedlen står med store røde bogstaver: "Warning - Death for drug traffickers under Singapore law."
Singapore by night. Floden er Singapore River. foto om
Republikken Singapore er en af de få bystater, som findes i verden. Monaco og San Marino er eksempler på europæiske bystater. Befolkningen er på størrelse med Danmarks, men den er sammentrængt på kun 751 kvadratkilometer, og landet har verdens næsthøjeste befolkningstæthed. Singapore er et højt udviklet samfund med en per capita indkomst, som placerer landet blandt de rigeste i verden. Transport og sygehusvæsen er velfungerende, og boligstandarden er god. Arbejdsløsheden er lav, og det samme gælder korruptionen. Analfabetismen er udryddet, og der er styr på kriminalitet. Gennemsnitslevealder er for kvinder 85,4 år og for mænd 81 år. Bystaten har flere kulturer. Kinesere udgør den største etniske befolkningsgruppe (77 %), malajer (14 %), indere (7 %) og resten er af blandet herkomst. De officielle sprog i bystaten er engelsk, malaj, mandarin og tamil. Hvordan er dette lille område blevet en samfundsmæssig succes? Svaret får man som altid ved at besøge de lokale museer.
Nationalmuseet i Singapore, foto om.
Lørdag formiddag er byen mere stille, næsten behagelig at færdes i. Vi finder vej til ”Singapore National Museum”, der er indrettet i en stor hvidmalet bygning fra 1887, bygget til museum og bibliotek. Der er foretaget flere tilbygninger, sidst i 2017. Vi møder først en lille særudstilling om kvinders ligeberettigelse, en instruktiv gennemgang af kvinders vej til uddannelse og arbejde forklaret på en række plancher. Kvinder er i dag med i alle brancher, men mændene er stadig i overtal. Det gælder også i parlamentet.
Nationalmuseets faste udstilling er en fortælling fra 1300 til vore dage om Singapore og dets beboere. Udgravninger har vist, at stedet var beboet i 1400-tallet, og floden udgjorde en naturhavn ved navn Temasek, som blev benyttet af søfarende fra Java, Kina og Vietnam. Et panorama viser en traditionel malajisk landsby. En stor skibsmodel dominerer rummet. Malaccastrædet var præget af skibstrafik længe før, de europæiske sømagter ankom. Skibsfarten betød, at også pirateri trivedes, da de mange øer gav mulighed for gemmesteder.
Model af skib i udstillingen om Singapore i den ældste tid. foto om
Længe fik de malajiske kystbeboere lov at passe sig selv, men i 1819 lejede englænderne øen Singapura af den lokale hersker. Sir Stamford Raffles hed den person, som så mulighederne for at skabe et søfartsknudepunt og en flådebase her. Han var ansat af East Indian Company i London. Kompagniets hensigt var også at bryde den hollandske dominans i området, idet hollænderne var i besiddelse af Java og Sumatra. Udstillingen giver besked om, hvordan der var uoverensstemmelser mellem Raffles og den militære øverstbefalende, den skotske major Farquhar. Blandt andet tillod majoren spil og slaveri i kolonien. Raffles fik Farquhar hjemsendt.
I løbet af forholdsvis kort tid udviklede Singapore sig til en vigtig havneby. Havneanlæg, gader, veje og beboelseskvarterer voksede frem, og mange tilflyttere kom til byen. De fleste kom med tomme hænder, men nogle få formåede at skabe sig formuer ved byggeri og handel.
Det offentlige byggeri blev for øvrigt udført af straffefanger, som kom fra Indien. Omkring 1850 var Singapore et stort handelscenter og i 1867 blev byen kronkoloni.
Udstillingsfoto af opiumsrygere, der tit endte som menneskelige vrag. foto om
Udstillingens gode malerier, spændende genstande og fotos gør beretningen om kolonien levende. Fattigdom var bagsiden af det stærkt ekspanderende bysamfund og et lille afsnit dokumenterer problemet opiumsindtagelse. Et komplet rygesæt og fotografier er vist. De såkaldte "coolies", kinesiske daglejere, var byens arbejdshær i havnen, i butikker og værksteder, og de løb foran de såkaldte "rickshaws", vogne trukket af mennesker. Kolonimagtens embedsmænd, officerer og ansatte samt købmænd og andre velbeslåede levede i luksus med en tjenerstab, som tog sig af alt praktisk arbejde. Herskaberne og deres fruer havde tid til selskabelighed og sport. Men koloniherrerne frygtede oprør. I 1915 gjorde et indisk regiment oprør. De ødelagde installationer og dræbte 47 militære og civile, inden de blev stoppet. En sikkerhedstjeneste bekæmpede og forfulgte i mellemkrigstiden oprørske elementer, heriblandt kommunistiske grupper.
De dramatiske begivenheder under anden verdenskrig er godt fortalt. Et stort kort viser den japanske ekspansion i Asien. Først kastede japanerne sig over Korea, derpå Manchuriet og Kina, og med verdenskrigen blev Indokina og Malaccahalvøen invaderet. I september 1941 kom turen til Singapore. Trods de engelske initiativer på at forbedre forsvaret faldt Singapore i løbet af kort tid. Der er beretninger om de japanske grusomheder mod de tilfangetagne soldater og mod den kinesiske befolkning. Omkring 20.000 kinesere blev ganske summarisk henrettet af japanerne. Efter befrielsen i 1945 kom kun syv japanere for en domstol for de brutale mord og to dødsdømtes. Den kinesiske befolkning var rasende.
I årene efter verdenskrigen gik en bølge af afkolonisering gennem verden. Overalt krævede kolonierne selvstændighed. I 1959 fik Singapore selvstyre, og i 1963 gik byen sammen med de tidligere britiske kolonier på Malacca halvøen og på Borneo ind i en ny stat Malaysia, men forlod i 1965 denne statssammenslutning. Det var lidt af et vovestykke, men republikkens unge præsident og formand for partiet PAP (Peoples Action Party), Lee Yuan Kew, erklærede, at man ønskede en flerkulturel selvstændig bystat svarende til Singapores befolkningsmæssige sammensætning. Malaysia var overvejende muslimsk. Med Lee Yuan Kew havde Singapore fået en politisk leder af format. Han satte kursen mod en velfærdsstat og ansporede den materielle vækst gennem lave selskabsskatter. Han og PAP stod også for en befolkningspolitik som sagde to børn pr. familie og for en politik om, at byen skulle være grøn. Udviklingen i Singapore følges på museet helt op til nutiden, og den besøgende får et klart billede af byen fra landsby til koloniby og til selvstændig republik. Det er republikkens resultater, som er imponerende.
Opstilling i udstillingen om kampen for selvstændighed. Figuren er Lee Yuan Kew. foto om.
På anden sal er der flere genstandsrige udstillinger. En café og en museumsbutik hører med til oplevelsen.
Markeder, kineserkvarter, det arabisk kvarter, en botanisk have, "bumboat"sejlads på floden, en tur til Sentosa Island med strand og underholdning for børn og voksne - altsammen lokker. Man kan snildt bruge et par dage. Men inden man forlader byen anbefales også et besøg på "Asian Civilizations Museum", der ligger ved Riverfront, i det gamle palæ "Government Offices". Det er et nyindrettet museum, fra 2003, som gør sig umage med at forklare, at der var søfart og handel imellem de asiatiske civilisationer, længe før europæerne rykkede ind på scenen med våben og krigsskibe. Søtransport foregik først og fremmest med den livsvigtige ris som last.
En stor del af udstillingen er om Tang skibet - et skibsvrag, som i 1998 dukkede op ved en lille indonesisk ø 600 km sydvest for Singapore. Vraget kunne dateres til Tangdynastiets tid, og det var lastet med ca. 60.000 stykker keramik fra Kina. Skibet, formentlig af arabisk herkomst, forliste omkring år 830 antagelig på vej til Den arabiske Golf. I Indonesien var vragplyndring nærmest et erhverv, og myndighederne så igennem fingre med private plyndringstogter. Fundene fra vraget blev købt af en velhavende kineser i Singapore, og han skænkede alle fund til museet. Mængden af keramik er ganske overvældende, og alt er smukt udstillet. Det meste keramik er stemplet. Der er både tale om dagligdags keramik, serier af skåle f.eks., og om luksusprægede enkeltgenstande. Vraget dokumenterer den betydningsfulde handel, som fandt sted mellem Kina og Mellemøsten ad den maritime silkevej. Arabiske og kinesiske skibe kunne transportere langt større varemængder hurtigere, end det lod sig gøre med karavaner ad silkevejen.
Udstillingen af keramik fra Tang skibet, Asian Civilizations Museum, foto om
Udstillingen fortsætter på sporet: handelsvejenes udvikling og viser kunstgenstande fra de forskellige epoker. Nye søveje kom til. Først med portugiserne, som rundede såvel Kap det Gode Håb som Kap Horn og etablerede forbindelse mellem Europa og Asien. Derpå fik spanierne via de amerikanske kolonier handelsforbindelse til Asien over Stillehavet. De næste europæere, som gjorde sig gældende i handlen med Asien, var hollændere og englændere. Krydderier fra Indonesien og produkter fra Kina, især silke, keramik og porcelæn, var de vigtigste handelsvarer. Det ses også at Japan spillede en rolle som leverandør af stengods og lervarer, og at Indien indgik i den asiatiske fjernhandel. Her var tekstiler vigtigste udførselsvare.
Til de store religioner i Asien hører også kristendommen, i øvrigt verdens største religion. Her ses kristen religiøs kunst vist i Asian Civilizations Museum. foto om
På anden sal i museet er en etnografisk samling, som viser store mængder af genstande, mest kunsthåndværk, fra de forskellige religiøse kulturkredse: den kinesiske, den islamiske, den kristne og den buddhistiske. På etagen er også plads til skiftende særudstillinger. I caféen i stueetagen kan man sidde udenfor på en terrasse ud mod Singpore River eller gemme sig indendørs i skyggen og studere gæster fra nær og fjern.
I Singapore er de ikke alene dygtige til at servicere skibsfart og til handel og finansiel virksomhed. De har også brugt tid og kræfter på at forklare den historiske udvikling og påpege, at kolonitiden er fortid og kun en kortere epoke i et langt forløb. Man fornemmer en stolthed og en vilje bag dette udsagn: Vi kan selv!
En europæisk lektor forklarede: Kineserne er konfucianere og den livsanskuelse sætter samfundet først, derpå følger slægten/familien og til sidst jeg-et. Med den indstilling lader det sig gøre at reformere og forbedre et samfund i løbet af et forholdsvis kort tidsrum.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien Museum på Rejsen her
[Historie-online.dk, den 23. juni 2020]
