Museumsnumre 115 - Milesten og vejskilte

De fleste mennesker oplever at stå ved en skillevej, og så er det vigtigt at vide, hvilken vej man skal gå for at nå sit mål. Det gælder i overført betydning som i praksis. Førhen da vejen var lang, fordi den oftest skulle tilbagelægges til fods, var det en stor hjælp, når der ved en skillevej dukkede et vejskilt op. Mens man rejste til fods eller evt. til hest eller med vogn, var det også af stor vigtighed at vide, hvor langt der var til byen, landsbyen, kroen eller færgen. Af den grund blev der opstillet såkaldte milesten langs vejene i kongeriget. Som regel angav milestenene hvor langt man var fra en større by i området. På Sjælland var det København, på Fyn Odense og i Jylland en række byer som Kolding, Århus, Viborg og Ålborg. En mil blev ved metersystemets indførsel sat til 7,532 km.

Veje blev anlagt, da landet blev bebygget. Man taler om oldtidsveje, som der stadig findes rester af. Vejene opstod ved, at folk fandt vej gennem landskabet, og de blev opretholdt af den færdsel, som var på dem. Vejene var jordveje, og tit lå hjulsporene ved siden af hinanden, fordi kørende undgik huller og vand i det gamle spor. Da kongemagten blev stærkere, blev vejene af interesse for kongen. De tjente dels til at krigere kunne komme hurtigt frem, dels gjorde vejene handel inden for riget lettere. Fra 1500-tallet gav lovgivning og recesser anvisning på, hvordan og hvem der skulle vedligeholde vejene. Lensmændene og senere amtmændene var ansvarlige for vejenes tilstand, og vejarbejdet påhvilede bønderne. I praksis var vejene meget ufarbare og vanskelige at komme frem på med vogne med læs. Derfor blev rigets transport frem til bilismens fremkomst for størstedelen klaret ad de søveje, som naturen havde stillet til rådighed.

Milesten 5 ½ mil fra Christian d. 7’s tid. Stenen er kommet til Teknisk Museum fra det nedlagte Vejmuseum. Teknisk Museum

For at hjælpe de vejfarende, sørgede kongerne for, at der blev opstillet milepæle eller milesten, en pæl eller en sten for hver mil. Under Frederik d. 2 kom kongelige milesten i brug. Men det var først under enevælden i Christian d. 5’s tid, at systematisk vejopmåling og opsætning af milesten blev gennemført ved Ole Rømer. På milestenen var anbragt kongens kronede monogram og antallet af mil. For hver mil opstilledes en milesten og for hver kvarte mil en mindre sten, hvori et hul angav en kvart mil, to huller to kvarte mil og tre huller trekvart mil. En kvart mil blev kaldt en fjerdingvej, og det udtryk møder man tit i gamle tekster. Ofte anbragtes milestenen på en lille høj ved vejsiden.

Milesten af obelisktypen i marmor fra Frederik den 5’s tid. Jacob Kornerup tegnede denne milesten ved Gentofte sø i 1828, og som det fremgår, var forvitringen af marmoret stærkt fremskredet. Mange af disse milesten af norsk marmor blev i 1800-årene erstattet af granitsten af keglestub formen. Man brugte i veneration for de gamle stens anbringelsestidspunkt at forsyne de nye sten med Frederik 5’s og Christian d. 7’s kronede navnechifre. Øregårds Museum

Nye milesten ved hovedlandevejene kom under Fredrik d. 5 og under Christian d. 7 med vejforordningen 1793. Omkring hovedstaden blev opsat høje marmorsten med krone og kongens monogram samt mil angivet med arabertal. Andre steder benyttede man granitsten. Hovedlandevejene var under statens forvaltning, mens de øvrige veje hørte under kommunerne. Marmorstenene viste sig at forvitre i det danske klima, og man gik over til kun at benytte granitsten. Formen blev ændret fra obelisk eller steleform til en keglestub med spids for oven under de følgende konger Frederik d. 6, Christian d. 8 og Frederik d. 7.

Kegleformet milesten fra Frederiksborg, dateret 1854, Vejhistorisk Selskab

Ordet mil satte sig fast i sproget og vi kender f.eks. fra folkeeventyret udtrykket ”syvmilestøvler” for folk som rejste ufatteligt hurtigt, eller udtrykket en ”milepæl” i historien om … Fra 1907 skulle vejlængder angives i kilometer. Milestenene blev ubrugelige, men mange fik lov at stå og de ses rundt omkring som en kærlig hilsen fra fortiden: Her var trafik længe før din ankomst. I dag er milesten fredede. I Roskilde findes ved landevejen mod Ringsted i udkanten af byen tre gamle milesten. De er for nogle år siden på foranledning af Roskilde Museum restaureret og genopsat for fondspenge. Stenene er henholdsvis Fredrik d. 5 2 ½ mil, Christian d. 7 4 ½ ml og Christian d. 7 5 ½ mil.

Kilometersten i granit fra Midtsjælland, Ringsted Museum

De lokale vejsten, som man fik fremstillet og opsat, var forskellige. Disse sten havde indhugget navnet på de byer, de viste hen til og gerne med en pil, som angav retningen, man skulle gå. Mere almindelig end vejsten var vejskilte, som til gengæld havde en begrænset levetid. Vejskiltet var i sin enkleste udgave en pæl af egetræ med et eller flere brædder med påskrift. Brættet var savet i en spids i den ene ende, så det angav retningen, man skulle bevæge sig. Man må skelne mellem vejskilte, gadeskilte og færdselstavler. De har hver deres karakteristiske udseende og historie.

Louis Moe har i 1885 tegnet et vejskilt til julenisserne, som er på vej til julemarkedet. Denne form for vejskilt er det ældste og enkleste. Roskilde Museum

Så godt som ingen gamle vejskilte har overlevet, og museernes antal af sådanne skilte er meget begrænset. Det hænger sammen med deres forgængelighed og en manglende interesse for deres bevaring. Desuden savnes et vejmuseum i Danmark. Trods etablering af et sådant på Farø, fik initiativet ikke støtte, og museet måtte lukke pga. manglende økonomi. Et nyt forsøg i Holbæk på et Vej- og bromuseum holdt også kun kort tid, da en ny trafikminister valgte at trække stikket til museet, hvorefter museets genstande blev fordelt til andre museer. Skade, når man tænker på, hvilken rolle veje og vejtrafik har spillet og stadig spiller for landet. Heldigvis eksisterer der billeder og fotografier, som kan dokumentere vejskiltets eksistens og brug.

Et ægtepar i Stegsted er gået til postkassen for at se om der er post. Til venstre ses vejviser med skilte. Odense Bys Museer

I 1900-tallet fremkom jernskilte til orientering for færdslen, der snart kom til at omfatte automobiler. Det var standere af jern, rød- og hvidmalede med et eller flere vejskilte anbragt for oven med navne på de nærmeste byer og en kilometerangivelse. Vejviserne opsattes i vejkryds, ved skilleveje eller ved vejudmundinger. Med bilismens udbredelse og bygning af motorveje fra 1950-erne blev store trafiktavler på motorvejene almindelige. De mange og store skilte har i mange år domineret vejnettet visuelt. Man har i de seneste årtier talt om en trafikal informationsoverbelastning med alt for mange skilte langs motorvejene, men måske er skiltene på retur i en ny tid, hvor gps systemer kan føre køretøjer sikkert gennem byernes trafikmylder og vejlabyrinter.

Vejtavler på motorvej, Damgård Metal

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 11. marts 2025]