Museumsnumre 2: Skibskister
Jo mere plads man har, jo mere er man tilbøjelig til at samle sammen. Det kan mange læsere vist nikke genkendende til, og i en verden som bugner af materielle goder, der kan købes for penge, er forbruget efterhånden blevet et problem. Men hvor meget har vi egentlig brug for? Når man tager på rejse, så finder man ud af, at det ikke er så meget. Sådan var det også i gamle dage for de erhvervsgrupper, som rejste rundt. ”Travel light, travel far!” hedder det på engelsk. De farende svende og de forskellige omrejsende handelsmænd måtte klare sig med lidt. På samme måde var det med de mange danske søfolk, som i lange perioder forlod hjemmet og boede om bord i det skib, de sejlede med. Lukafet hed boligen og det var som regel et trangt rum under dæk i forskibet.
I Danmark var der tidligere mange søfolk. Der var brug for dem i landets talrige store og små skibe og søfolk kunne let få arbejde i den store flåde af handelsskibe, som sejlede med fragt rundt i Europa, ja i hele verden. Søfolkenes livsform har sat forskellige materielle spor i museernes samlinger og ikke kun i de museer som har specialiseret sig i søfart og fiskeri. Blandt de spor er skibskister.
Sømanden ung eller gammel havde brug for en kasse til at opbevare sine ejendele i. Disse indskrænkede sig til beklædning og værktøj. Desuden medbragte han i en køjesæk, hvad der var nødvendigt til sengen, køjen, dvs. lagen, tæppe, dyne og hovedpude. Ofte kom olietøjet, der brugtes i dårligt vejr, og søstøvlerne også i køjesækken. Tit havde sømanden også en sejldugspose til sit værktøj, prene, sejlhandske, sejlnåle, merlespir m.m.
Tom Petersen har i denne radering gengivet en ung sømand på rejse med sine få ejendele. Fuldt påklædt ligger han på en banegårdsbænk med hovedet på køjesækken og skibskisten inden for rækkevidde.
I museernes samlinger kan vi se, hvordan der i slutningen af 1800-tallet og frem til ca. 1930 fandtes en slags standard skibskiste. Der var forskellige krav til den. Den skulle ikke være større eller tungere end man kunne løfte den og evt. tage den på nakken. Den skulle være til at sidde på. Den skulle være tæt og solid og stå godt fast på gulvet i lukafet, dørken som det hed.
En typisk dansk skibskiste er udført af godt fyrretræ, har sortmalet fladt låg, trapezformet tværsnit, dvs. bunden er større end låget, siderne er malet søgrønne og enderne forsynet med jernhåndtag eller tovværkshanke. Åbner man kisten, er den måske malet indvendig, men den kan også stå rå. En lille hylde med låg, en såkaldt læddike, ses i den ene ende. Her er plads til småting. Sømændene gav deres skibskister et individuelt præg ved at male deres navn indvendigt i kistelåget og dekorerede ofte med dannebrogsflag eller sømandens symboler for tro, håb og kærlighed – kors, anker og hjerte. Nogle gjorde meget ud af dekorationsarbejdet. De malede eller fik nogen til at male et sejlskib indvendigt på kistelåget, gerne et de sejlede med. Man kunne også erstatte jernhåndtagene med klædte tovværkshåndtag. Kisterne var fra snedkeriets side ofte forsynet med en lås og tilhørende nøgle, men at låse sin skibskiste var ilde set i de større sejlskibe. Det var det samme som at beskylde sine skibskammerater for at stjæle, og tyveri var et absolut tabu. Stjal en mand fra sine kammerater fik han tæv og blev sat i land i næste havn.
Skibskiste af den almindelige grønmalede slags, men med et skibsportræt i låget. Kisten har tilhørt Kristen Hansen fra Marstal, som første gang mønstrede ud i hans fars lille skonnert ”Nikoline” som kok i juli 1917. Det er denne skonnert som er gengivet på lågets inderside. Kristen Hansen sejlede i 1930-erne som styrmand i rederiet A.P. Møller. Marstal Søfartsmuseum.
Museernes skibskister har ofte historier om kistens ejer knyttet til sig. Bemærkelsesværdig er ejerhistorien for en skibskiste fra Odsherred, Vestsjællands Museum. Kisten er fra tiden omkring 1800, og den har tilhørt Peder Willemoes. Det er en kasseformet trækiste, beklædt med sælskind og med jernhængsler, -beslag og -lås. Det er altså ikke den type kiste, som vi kender fra anden halvdel af 1800-tallet. Peder Willemoes var helten fra Kongedybet i 1801. Den unge søløjtnant kommanderede et lille flydende kanonbatteri og kæmpede mod admiral Nelsons skib ”the Elephant”. Han blev efter kampen af admiral Nelson rost for sit mod. I 1808 var Willemoes om bord i linjeskibet ”Prinds Christian”, som på vej til Storebælt blev angrebet af en engelsk flådestyrke, der havde fået efterretning om den danske orlogsmands afsejling. Det kom til kamp ved Sjællands Odde, en kamp som det danske linjeskib tabte. Kampen kostede mange døde søfolk, bl.a. Peder Willemoes, og de overlevende blev som fanger ført til England. Blev kisten bjærget fra det vraggods, som var i ”Prinds Christian” eller var den slet ikke om bord men befandt sig i den unge søløjtnants efterladenskaber? Efter al sandsynlighed det sidste for en seddel bekendtgør, at den blev arvet af løjtnant Krieger, en af Willemoes’ kammerater. Den fortsatte i familien Kriegers eje, indtil et familiemedlem, præst på Orø, skænkede den til Odsherred Museum. Museet har i øvrigt en lille samling af effekter fra søslaget ved Sjællands Odde.
Skibskiste som har tilhørt Peder Willemoes, Odsherreds Museum
En anden spændende skibskiste har Museet for Søfart. Det er en kiste, som har tilhørt digteren Poul Martin Møller. Efter en ulykkelig kærlighed gik den unge teolog til søs. Han var i 1819-1821 skibspræst om bord i Kinafareren ”Christianshavn”. Det var på denne rejse, Poul Martin Møller skrev ”Rosen blusser alt i Danas have”. Digtet er en hyldest til fædrelandet, som havde lidt så meget under Englandskrigen og mistet Norge, og som digteren savner meget trods den kendsgerning, at det efter krigen ”er et lidet, fattigt land”. Skibet besøgte Batavia, Manila og Canton. Desværre er kisten ikke publiceret med fotografi, men det anføres at der er tale om en kiste som også kunne være brugt i land. Sammen med andre daterede og kendte skibskister viser dette at 1700-tallets skibskister i form var meget lig de mindre kister, man brugte i land, men tit beklædt med læder eller sælskind.
Endnu en tidlig type fra 1700-årene findes på museerne, nemlig en lang cylindrisk skibskiste, som også er beklædt med sælskind eller læder. Det er en type som har været egnet til at modstå søsprøjt og regnvand og den har dels været anvendt i åbne fartøjer som skuderne og dels i større skibe, hvor man opholdt sig på banjen og sov i hængekøjer. Der var intet lukaf for besætningen.
Cylindrisk skibskiste fra Djursland Museum, typen blev brugt i 1700-tallet
Skibskister bruges ikke længere af søfolk, men til gengæld er de blevet dekorative og praktiske møbler i private hjem. Dygtige møbelsnedkere udfører i dag luksusudgaver af fortidens skibskister.
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 10. august 2022]
