Museumsnumre 25: Barometer

”Barometret står på storm” er et gammelt udtryk for at store forandringer er undervejs. En sømand kunne fortælle: ”Barometret faldt helt ned til Cornelius Knudsen, en hurricane var på vej mod os!” Der er stadig folk, som har et barometer hængende på væggen, og når de aflæser det, banker de lidt på det for at se, hvad vej, viseren bevæger sig. Er lufttrykket stigende eller faldende? Men barometrets store tid er slut. Via den mobiltelefon, som næsten alle i dag er i besiddelse af, kan man få vejrmeldinger fra diverse landes meteorologiske institutter med oplysninger om lufttryk, vindhastighed og -retning, nedbør, temperatur og skydække.

Barometret er en gammel opfindelse. Det kom i brug i slutningen af 1600-tallet. Ja, det er så heldigt, at vi kender opfinderen. Han hed Evangelista Torricelli, var italiener og var elev af fysikeren Gallileo Gallilei. Torricelli fyldte i 1643 et ca. et meter langt glasrør med kviksølv. Det var tilsmeltet i den ene ende. Han satte en finger for den åbne ende vendte det rundt, og satte den åbne ende af røret ned i en skål med kviksølv, da han derefter gav slip med fingeren, sank kviksølvet i glasrøret så meget, at det stod med en kviksølvsøjle på omkring 760 mm. Torricelli kunne af dette slutte, at luften på grund af sin vægt udøver et tryk, og dette lufttryk kunne måles ved den højde kviksølvsøjlen i glasrøret viste. Lufttrykket forandrede sig, så søjlens højde skiftede. Der var tale om lavtryk og højtryk. På græsk hedder tryk eller vægt baros, og deraf kom navnet barometer. Lufttrykket måles som udgangspunkt nær havets overflade, tidligere i millibar. I nutidens måleenhed, hektopascal, er 1013 grænsen mellem på den ene side højtryk og på den anden side lavtryk og angiver en atmosfæres tryk.

Bog om Toricellis opfindelser udgivet 1725 i Firenze og med et kobberstik af ham på titelbladet

Kviksølvbarometret var længe det eneste instrument, som kunne måle lufttrykket og dermed give besked om vejret. Det klassiske barometer er et glasrør med kviksølv. Røret er sat fast på et bræt, og på dette er øverst en skala, så man kan aflæse trykket. Ved højtryk stod på skalaen smukt vejr, og ved ekstrem lavtryk storm, indimellem var ustadigt vejr eller på engelsk ”change”. Barometeret blev først og fremmest efterspurgt af folk, der var afhængige af vejret. Det gjaldt især inden for landbrug, fiskeri og søfart.

Kviksølvbarometer af den gængse type fra 1800-tallet. Dette er oprindeligt fra Høve Museum, nu under Vestsjællands Museum. Det er fremstillet af Carl Nielsen, Kjøbenhavn

Længe forblev barometret en luksusgenstand, som kun få havde adgang til, og mange slet ikke kendskab til. Først med oplysningstiden, encyklopædierne og fysikkens udvikling som videnskab blev barometre kendt og udbredt. Instrumentmagere fremstillede barometre, som blev hængt op i stuerne hos godsejere, købmænd og skibsredere. Barometre fandt også vej til søs, men grundet deres skrøbelighed var det kun på større fartøjer og især den nye tids dampskibe, at man havde barometre. Disse skibsbarometre med kviksølv var kardansk ophængt, dvs. hang lodret uanset skibets bevægelser.

Som videnskab kom meteorologien frem i 1800-tallet og systematiske målinger med barometre medførte, at man kunne få overblik over vejrsituationen og efterhånden udsende vejrmeldinger. På geografiske kort noterede man lufttryk fra de mange forskellige målestationer og tegnede linjer mellem steder med samme lufttryk. Disse linjer kaldte man isobarer. Når målinger viser isobarer, som ligger tæt ved hinanden, er det tegn på hurtige trykforandringer og storm. Man kan indtegne lavtryk og højtryk på vejrkortet. Med hensyn til vinden er en hovedregel, at vindene i et lavtryk drejer indad, dvs. mod uret, mens højtrykket skaber vinde som drejer udad og med uret. Lavtryk giver blæst, skyer og regn, mens højtryk giver stabilt og roligt vejr.

Kviksølv er som bekendt et meget giftigt og farligt stof og muligvis døde Torricelli i 1647 kun 39 år gammel af kviksølvforgiftning ligesom Tycho Brahe.  Som følge af dette grundstofs giftighed begrænsede et EU-direktiv i 2007 salget af kviksølv, hvilket reelt stoppede produktionen af ​​kviksølvbarometre i Europa. Kviksølv finder imidlertid også anvendelse i industrier, bl.a. i guldminer, og forureningen antager foruroligende dimensioner. Minamatakonventionen 2017 har heldigvis ført til, at de fleste lande går ind for restriktioner og styrer mod at afskaffe brugen af kviksølv, men forureningsproblemet er langt fra løst, og kviksølv i miljøet er en trussel mod folkesundheden i mange lande.  

I 1843 opfandt den franske fysiker Lucien Vidie en ny type barometer. Det er væskeløst og konstrueret med et tyndt spiralformet metalbånd, som registrerer skiftende lufttryk. Denne barometertype – aneroidbarometret – udkonkurrerede efterhånden kviksølvbarometret. Det var lettere at transportere og viste sig også at være lettere at masseproducere. Vidie opfandt også barografen, et barometer som tegner streger på en papirrulle, så lufttrykket løbende kan aflæses.

Et gennemskåret aneroidbarometer til instruktion, Teknisk Museum 

De danske museer har i tidens løb formået at erhverve og indsamle en hel del barometre, og forhåbentlig passer de godt på deres kviksølvbarometre. Størstedelen af de bevarede barometre er fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det drejer sig om stuebarometre, vægbarometre, og skibsbarometre.

Et af de ældste kviksølvbarometre er fra 1790 og fra et hjem i Hørsholm, mens Sønderjyllands Museum i Sønderborg har et kviksølvbarometer med en skala i kobbertryk med årstallet 1800. En del gamle kviksølvbarometre har skala med håndskrift. Et barometer fra Ringkøbing er med karvsnit i træet og årstallet 1805. Ringkøbing-Skjern har et barometer fra 1850-erne fra et hus på Bork Havn ved Ringkøbing Fjord. Et barometer i Museum Syddjurs er mærket F. Kattrup, Strands, 1869.

De ældre kviksølvbarometre findes i lidt varierende modeller, en type hvor brættet er med svungne former, en anden med rette kanter. Et snurrigt barometer findes på Mors Museum. Museet angiver: Barometer med et hus med en mand og kone i. I tørt vejr kommer konen ud og i fugtigt vejr kommer manden ud. Hvordan mon det fungerer? Er det et barometer?

Af høj alder er formentlig også det såkaldte vejrglas, som er et langt glasrør med kolbe med kviksølv anbragt på et smalt bræt, en simpel form for kviksølvbarometer. Haderslev Museum har et sådant vejrglas desværre uden datering.

Et særligt kviksølvbarometer konstruerede hollænderen Christian Huygens. I 1672 lavede han et U-formet rør med en lukket del og en åben del udsat for lufttrykket. Det lukkede rør indeholder kviksølv, ligesom Torricellis, mens det åbne har en farvet væske oven på kviksølvet. Ålborg Museum har et af disse Huygens barometre modtaget 1891. Det er et stort vægbarometer med en glaslåge foran.

 Huygens barometer i Ålborg Museum

 Et Huygens kviksølvbarometer i særklasse er ejet af Vejle Museum. Barometret er formentlig en gave til prinsesse Louisa Augusta fra storfyrst Paul og hans hustru i Rusland. Det er fremstillet af Johs. Serra i København omkring 1795

Fra 1880-erne blev aneroid barometre anbragt i dekorativt udskårne træstykker meget populære som stuebarometre. En type med termometer for oven og neden under et stort aneroidbarometer blev fremstillet i stort tal, og typen kaldes ”banjobarometre”. Aneroidbarometret forekommer også i lille udgave som lommebarometer. Et sådant har Tønder Museum.

Som skibsbarometer gik man over til at bruge aneroidbarometre. På Bangsbo Museum findes fra Danyard i Ålborg et barometer i læderetui. Fiskeri- og Søfartsmuseet har et aneroidbarometer med angivelsen, at det har været om bord i giverens bedstefars evert. Han fiskede muslingeskaller til kalkovnen i Varde. Han døde i året 1900.

Skibsbarometer fra evert, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Det var oftest danske optikere, urmagere og instrumentmagere som stod for produktionen af barometre i årene frem til 1900. Anføres kan f.eks. optikus E. Nathan i København, og en optikus J.M. Nathansen optræder i Odense. J.M. Madsen, Krystalgade i Rønne lavede barometre ligesom urmager O. Pedersen, Kerteminde. Et ”barometrum” fra Assens har påskriften forfærdiget af J.S. Resting, Assens med tilføjelsen: Flag-, Sejl-, Kompas- og Barometer Mager. Københavns Museum har et ”Barometrum” forfærdiget af A. Lublin i Saxkøbing 1859”.

 Efterhånden gik produktion og salg over til større firmaer. Ivar Weilbach i København var et af disse firmaer, som siden 1755 forhandlede nautiske instrumenter og søkort. Med sømandens udsagn indledningsvis in mente må vi ikke glemme instrumentfirmaet Cornelius Knudsen i Købmagergade i København. Et tredje firma var optikerforretningen F. A. Thiele også med adresse i Købmagergade. Det var den med sloganet: Øjet får hvile i brillen fra Thiele. Men de solgte også mange barometre, hvoraf en del har fundet vej til museernes samlinger.

Stuebarometer beregnet til ophængning eller til at stå på et skrivebord ca. 1950, Bangsbo Museum

Mindre barometre med termometer opsat i lakeret ædeltræ som teak, og beregnet til ophængning eller opsætning i stuen blev markedsført fra 1900 til 1950-erne. Den seneste type barometer, populær fra 1960-erne er skibsbarometret monteret i et cirkelformet messinghus. Schatz er et velanskrevet gammelt tysk mærke, som har produceret et sæt i messing med skibsur og skibsbarometer. Der er ingen grund til at kassere gamle barometre, brug dem og få et personligt forhold til lavtryk og højtryk og sammen med en vindfløj og termometer er man godt hjulpet til at forstå vejret. Man kan stadig få kalibreret, dvs. korrigeret, sit gamle barometer.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 14. februar 2023]