Museumsnumre 32: Gadelygter på land og i by

Blus på lamperne på gade og vej er der i Danmark, ja i hele Europa og i den rige del af verden. Når man flyver om natten, ser man, hvor meget lys der er. Ja man taler ligefrem om lysforurening. Men måske er lysfesten ved at være forbi. Energi bliver atter en mangelvare, som den engang var. Men hvad er der at frygte? Nogen af os bor stadig uden for den urbaniserede del af landet med storbyer, forstæder, motorveje osv., dér hvor der mangler vejbelysning. Himlen viser i klart vejr sit stjernetæppe, men når man færdes i vintermørket, ved nymåne, så skal man huske en lygte, for ellers risikerer man at falde i grøften.

Dette mørke har været en kendsgerning for alle historiens generationer, indtil man begyndte at opsætte gadelygter. Det startede i slutningen af 1500-tallet i de store europæiske byer, Paris og London. Der blev brugt tran som brændstof, hvilket resulterede i en stor efterspørgsel. Flåder af skibe blev sendt på hvalfangst, og på hvalstationer f.eks. på Svalbard blev hvalernes spæk kogt til tran, som blev hældt på tønder og sejlet til storbyerne. Kongeriget Danmark fulgte i slutningen af 1600-årene den europæiske udvikling, og vigtige gader og pladser i kongens by, København, blev forsynet med gadelygter. Lygterne blev først opsat Ved Stranden, Højbro Plads, på Slotsholmen og i Købmagergade. Et af argumenterne for at opsætte og tænde gadelygter var at begrænse de overfald og tyverier, som skete om natten. I begyndelsen drejede det sig om 500 gadelygter. Hundrede år senere var antallet det dobbelte. Byens vægtere passede gadelygterne. Lygterne var anbragt på pæle og lygten var en såkaldt hornlampe, idet horn og ikke glas sendte lampens stråler ud i mørket. Lygterne var kun tændt i vinterhalvåret.

Efterhånden fik flere og flere byer i provinsen også gadelygter, som typisk først blev opsat på havnen, i gaden fra havnen op til torvet og i hovedgaden. Fra slutningen af 1700-tallet var tranlygterne forsynet med glas. I Middelfart opsatte man gadelygter, og det tran, man skulle bruge til lygterne, fik man ved at jage marsvin i Lillebælt. Fangsten var så god, at man i et halvt århundrede også leverede tran til Odenses gadelamper. Middelfart Museum har en glimrende model af en af byens gamle trangadelygter. En anden gadelygte er bevaret fra Køge. Den sad på husvæggen ved ”Norske Løve”, en kro og poststation for enden af byens hovedgade. Lygten var af jernplade og havde tre glaspartier. Det var blikkenslagere, som lavede sådanne gadelygter.

 Model af trangadelygte, Middelfart Museum

Gaslygten blev tranlygtens afløser. I London fik man i 1812 de første gaslamper, og i Paris og Bruxelles kom de i 1820. Danmark haltede bagefter med udnyttelsen af gas. Men fra 1850 begyndte man i København og de større byer at anlægge gasværker. Skibe førte en strøm af kul, fortrinsvis fra England og Skotland til de danske havne. De nye gasværker afgassede kullene og sendte via et ledningsnet gas til husholdninger til brug i køkken og til belysning. Men en anden stor aftager var kommunerne, som brugte gassen til nye gasgadelygter. Det gamle Københavns Bymuseum havde en meget interessant kukkasse, hvor man så samme gadebillede dels oplyst af tranlamper og dels af gaslamper. Der var synlig stor forskel! Byerne kom til at stråle med gasgadelys og gasbelysning i butikker og restauranter. Det var den nye tid, industrialiseringens tid. Tranlygten var lavteknologi, krævede kun brændstof og en lygtemand til at tænde og slukke. Nu måtte gasledninger i jernrør nedgraves i gaderne og føres til de mange nye gadelamper, som bestod af en støbejernslygtepæl med rør op til selve gaslampen, der var forsynet med en underdel med brænder, en række glasruder samt et metaltopstykke, der gav aftræk for varmen og tillige beskyttede gasbrænderen mod regn og slud. I hovedstaden var det et engelsk firma, Cochrane & Co., som i 1857 stod for anlæg af byens nye gadebelysning med gas. De første gasgadelygter var derfor i engelsk stil og blev opsat på Vesterbro i nærheden af det nye gasværk.  

 Gadelygte fra Odsherred Museum, formentlig er der tale om en tranlygte, som er konverteret til gas og siden el

Nye gasgadelamper kom i hele landet, og flere større byer kom hovedstaden i forkøbet. Helsingør fik sine første gaslamper i 1853, Odense fulgte efter samme år, og Århus fik sine første lamper i 1855. Men i mange mindre byer måtte man vente mange år på at få et bygasnet. I Middelfart fik man gaslygter i 1887. Hver by fik efterhånden sine egen karakteristiske gasgadelygter.

 Nytorv og Gammeltorv i København ved illuminationsfesten 1888 i anledning af Chr.d. 9.s regeringsjubilæum. Læg mærke til gasgadelampen i forgrunden til venstre

En ny elegant gasgadelampe dukkede op omkring 1900. Afdelingsarkitekt i Københavns Kommune Ludvig Clausen (1836-1907) tegnede denne lampe, som fik stor udbredelse. 10.000 eksemplarer blev sat op i byen. Den var med glasklokke hele vejen rundt, så lyset ubrudt kunne stråle. Lygtehuset var af kobber, standeren af støbegods, profileret. Det var en lampe som københavnerne med rette var meget glade for. Den blev senere ændret til ellampe. Da den skulle udskiftes efter besættelsen, skete det under protester. Heldigvis fik mange lamper lov at blive stående i gamle gadeforløb. Lampen er i dag blevet et samlerobjekt og handles for tusindvis af kroner.

 Clausen lampe på husvæg i Fredericiagade, Københavns Museum

København fik sit første elværk i 1892, men kun langsomt blev el-belysning i gaderne indført. De første elektriske gadebelysninger kom i 1920-erne. Det tog sin tid at få gadebelysningen ændret fra gas til el. I Helsingør indledte man arbejdet i 1922, og først i 1936 var den sidste gaslygte udskiftet. Elektriske ledninger førtes nedgravede eller i luften frem til firmaer, private brugere og offentlige institutioner. I mange tilfælde lod det sig gøre at beholde lygten og lygtepælen, idet man førte en elledning op til lygtehuset og monterede fatning og glødelampe i dette.  

Efter anden verdenskrig blev belysningen af vejbanen højere prioriteret. Det skyldtes den voksende bilisme. I stedet for lygtepæle opsatte man lysmaster og ophængte gadelamper i wirer over kørebanen. Lyseffekten blev øget med armaturer med såkaldte lysstofrør, hvor en gasblanding i røret ved el blev gjort fluorescerende. Lysteknologien tog endnu et stort skridt fremad med højtryksnatrium lampen, som blev udbredt fra 1960-erne.

 Tegning som viser den generelle udvikling af vej- og gadebelysning 1860 - 1970, edu images

I 1970-erne fik København en ny gadelampe, ”Københavnerlampen”, tegnet på stadsarkitekt Edwin Lorenzens kontor, og lampen blev produceret af Philips i Danmark. Lamperne hang over kørebanen i byens gader. I 2015 skulle lamperne udskiftes ved en stor fornyelse af gadebelysningen. De omkring 7.000 gamle lamper blev ikke sendt til metalskrot, nej de blev sat til salg på lauritz.com og mange har fundet vej til private hjem og foreninger. Et godt eksempel på genbrug.

 Københavnerlampen, tv i oprindelig udgave og th som retro lampe, da den gik på pension 

I det sidste årtier er indledt en ny lysrevolution, nemlig LED lamper. Disse lamper er meget energibesparende. LED halverer strømforbruget. Kommuner og forsyninger er sammen gået i gang med at erstatte gamle lysmastarmaturer med nye LED-armaturer. Det er en omfattende proces. I København begyndte man at udskifte med LED i 2014. 22.000 gamle armaturer skal udskiftes. God, differentieret belysning gør en stor forskel i gadebilledet og er desuden tryghedsskabende. Der arbejdes også med såkaldt stemningssættende belysning i byen, hvorved hele kvarterer kan få ændret karakter ved ny belysning. Til de nyeste besparelsesforanstaltninger hører også mørkeperioder, tidsrum, hvor der slukkes for lyset. Vi må leve med vintermørket og samtidig glæde os over lyset. Mange byer har indført en vinterlysfest med overraskende farverig illumination af bygninger og anlæg.   

 Den nye københavnske LED-gadelygte er designet af den danske designer Morten Lyhne for firmaet Thorn, foto Thorn Lighting

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-opnline.dk, den 4. april 2023]