Museumsnumre 48 - Miniaturemalerier

Eksklusivt er et tillægsord, man kan sætte på visse af fortidens genstande, og når det gælder emnet her – miniaturemaleri, så er det velanbragt. Det drejer sig om malerier en miniature oftest udført på elfenben og tit sat i en medaljon, beregnet til at bære om halsen.

Miniaturemaleriet trækker lange spor i verdenshistorien og er kendt både i Mellemøsten i Islamisk kunst og i Kina. I vores verdensdel kan man føre miniaturemaleriet tilbage til de bøger, som munkene lavede i middelalderens klostre. Bøgerne var lavet på pergament, og dels brugte man at forstørre og ornamentere det første bogstav ved starten af et afsnit dels brugtes små illustrationer, som skulle assistere teksten i den pågældende bog. Alt sammen var sirligt håndskrevet og -malet. Med renæssancen skete en sekularisering af det religiøse miniaturemaleri. Reformationens stormænd og fyrster gav tidens store billedmagere til opgave at fremstille portrætter af dem. Og datidens kunstnere som Hans Holbein og Albrecht Dürer fremstillede kobberstik en miniature af personer og gengav folkelige scener. I Frankrig kom miniaturemaleriet frem i 1500-tallet, hvor det store navn var Jean Clouet. Omtrent på samme tid kom miniaturemaleri meget på mode i England og ved Henrik 8.s hof var Hans Holbein den yngre en fremtrædende miniaturemaler.

Miniaturemaleri kan males i gouache på pergament med gennemsigtig vandfarve på papir og på elfenben. I 1630 begyndte man i Frankrig at lave emaljemaleri – en ældgammel teknik. Malingen lægges på en metalplade som regel kobber eller guld. Først lægges en hvid emaljeundergrund og derpå maleriet med farver, der kan tåle en række brændinger. Det siger sig selv, at emaljeminiaturer er kostbare at fremstille. De er sommetider signeret på bagsiden. Jean Petitot er det største navn i emaljemaleriet i Frankrig. Han var hofmaler for Ludvig 14.

Miniaturemaleri er en særlig kunstart, og den kræver sirlighed og talent, en særlig penselføring. Miniaturerne er forskellige alt efter malerens teknik. Da efterspørgslen var stor, kunne man leve af at male miniaturer. Typisk var motivet miniatureportrætter af konger, dronninger, digtere, komponister, generaler og videnskabsmænd, men efterhånden blev personlige portrætter efterspurgt af folk som havde mindre fremtrædende stillinger, dvs. købmænd, godsejere, prælater, og embedsmænd. En medaljon med et miniatureportræt og en tot hår og blomsten forglem mig ej blev brugt som kærligheds- og trolovelsesgave.

Miniature af Christian 4, Rosenborg Slot

I Danmark er miniatureportrætterne af Chr. 4 fra 1611 og hans dronning Anna Cathrina fra 1612 udført af den flamske maler Jacob van Doordt blandt de første eksempler på kunstarten. I 1700-tallet blev det mode blandt landets rigeste at få malet portrætter og tillige miniatureportætter, som de nærmeste pårørende, især kvinder kunne bære som medaljoner. Formatet er som regel ovalt 6 – 8 cm i højde. Miniaturer blev også malet til at medbringe på rejse, ophænge på vægge eller stille på skrivebordet, ja de fandt som emaljeminiaturer vej til at pryde snustobaksdåser og kostbare lommeure.

Miniaturemaleriets storhedstid herhjemme var 1750 – 1850. Og museerne forvarer en part af fortidens miniaturemalerier. Det er naturligvis Statens Museum for Kunst, Frederiksborgmuseet, Nationalmuseet og især De kongelige Samlinger på Rosenborg som kan fremvise miniaturesamlinger. Men også andre museer har i deres beholdninger gode eksemplarer. Helsingør Bys Museer har nogle tidlige værker fra omkring 1740 og 1750. Mange af museernes portrætter er desværre af nu ukendte personer. Nationalmuseet har i etnografisk afdeling nogle religiøse miniaturer, Kristus, jomfru Maria m.fl. formentlig af katolsk herkomst. Miniaturemaleriet var en anset kunstart, hvilket fremgår af, at en række af de bedste miniaturemalere blev udnævnt til hofminiaturemalere. Lad os se på dem.

Den første var Christopher Foltmar (1718 – 1759). Han var både organist og miniaturemaler og uddannet af organist og miniaturemaler ved Holmens Kirke Jacob Fosie. I en årrække var Foltmar organist ved Vajsenhuset, men miniaturemaleriet blev hovedkilden til hans indtægt, og i 1749 blev han hofminiaturemaler, men han arbejdede også for privatfolk. Nogle af hans værker findes på Frederiksborgmuseet, Statens Museum for Kunst og Rosenborg. Han arbejdede med olie og gouache maleri og med emalje og stilen er rokoko.

Portræt af kvinde, ukendt, udført af Christopher Foltmar, Statens Museum for Kunst

Wilhelm Andreas Müller (1733 – 1816) var tysker, uddannet i miniaturemaleri i Dresden og kom til København i 1757, hvor han straks fik arbejde. I 1763 blev han kongelig miniaturemaler, medlem af Kunstakademiet og fik bolig på Charlottenborg. Fra hans hånd kendes en række miniaturer af kongelige. Han var god ven af Wiedewelt og fremstillede kobberstik til illustration af dennes værker.

Hans efterfølger var Cornelius Høyer (1741 – 1804). Han blev uddannet på Kunstakademiet midt i 1700-tallet og var elev af Carl Gustav Pilo. Han rejste til Paris og Italien, hvor han blev videreuddannet i miniaturemalerfaget og lærte at male på elfenben. Høyer lærte i 1780-erne en ny form for miniaturemaleri af den franske kunstner Carvelle, der brugte bly og sølvstift med en enkel farvet baggrund. I 1769 blev han hofminiaturemaler,og han var en dygtig kunstner i sit fag. Rosenborg og Statens Museum for Kunst har et par af hans værker. 

Carl Gustav Pilo, miniature af Cornelius Høyer, Statens Museum for Kunst

Bakkehusets genius Kamma Rabek er her portrætteret som ung på miniature formentlig omkring 1795. Portrættet gengiver den smukke, moderne kvinde og måske er Høyer mester for miniaturen. Bakkehusmuseet

Christian Horneman (1765 - 1844) var hofminiaturemaler efter Høyer. Han gik på Kunstakademiet i 1780 og vandt sølvmedalje i 1786, hvorefter han rejste udenlands. Det blev en meget lang uddannelsesrejse. I Berlin lærte han miniaturemaleri med bly og sølvstift på papir. På sin videre rejse til Wien og Italien portrætterede han mange fremtrædende personer bl.a. Beethoven og Haydn. Tilbage i Danmark i 1803 ”crayonnerede” Horneman mange af de kongelige personer, og han blev 1804 miniaturehofmaler. Flere af hans miniaturer findes på Rosenborg. Under Christian 8. var han stadig aktiv som miniaturemaler, men han plagedes af sygdom og fik fribolig på Charlottenborg og årlig understøttelse. Han var far til komponisten Emil Hornemann.

Den næste i rækken var Liepmann Frænkel (1772 – 1857) født i Mecklenburg og af jødisk familie. Han flyttede til København i 1792 og blev handelselev hos et familiemedlem, men hans interesse lå i miniaturemaleri som Johannes Ludvig Camradt på akademiet lærte ham. Han havde succes og blev miniaturemaler for Frederik 6. og hans efterfølger Christian 8. I 1840-erne startede han en tapetfabrikation og blev også hoftapetfabrikant.

Miniature Frederik 6, udført af Liepmann Frænkel, Nationalmuseet Stockhol.

Hofminiaturemalerne er kun toppen af isbjerget. En lang og til dels ukendt række af kunstnere har beskæftiget sig med miniaturemaleriet. Mange kom fra andre beslægtede fag. Nogle var som G.L. Lahde og Niels Truslew kobberstikkere, andre var porcellænsmalere som Josef Brecheisen, der en kort tid var hofmaler. Kunstmalere forsøgte sig også med miniaturer. Det gælder f.eks. Jens Juel.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen lavede miniatureportrætter af sine venner og familie og nogle af hans værker fra 1790-erne er bevaret på Thorvaldsens Museum. Han havde haft Lahde som læremester. Da han 1796 rejste med fregatten ”Thetis” fra Københavns Red til Rom udførte han for venskabs skyld og for at fordrive tiden på den lange sørejse en række miniatureportrætter af kaptajnen L. H. Fisker og af nogle søløjtnanter om bord.

 Miniature af kaptajn Fisker, blyant, sølvstift og vandfarve på krideret baggrund udført af Bertel Thorvaldsen, Frederiksborgmuseet

Miniaturemaleriet fortsatte med at være eksklusivt og elsket i 1800-tallet og listen over miniaturemalere er lang. Karakteristisk for disse kunstnere er at de rejste meget omkring både i Danmark og til udlandet for at opsøge gode kunder. Men kundekredsen, modellerne, skiftede. Det var ikke længere adelsfrøkner med krøller, røde kinder og sløjfer eller elegantiers med paryk, bånd og ordener, men derimod sortklædte robuste borgere og deres fruer.

Marstal Søfartsmuseum har et eksempel på, hvordan miniaturemaleriet også spredte sig til søens folk. I 1835 fik skipper Levin Hansen udført et skibsportræt af sin jagt ”Elisabeth” af Ole Johnsen Seboy i Bergen og en ukendt miniaturemaler lavede et portræt af ham. Begge billeder havnede på søfartsmuseet. Portrættet anes i øverste venstre hjørne

Den sidste store miniaturemaler var Johannes Møller (1814-1885). Han var i 1830-erne en yndet miniaturemaler, som bl.a. malede mange miniaturer af kongen, Chr.  8, og han blev i 1840-erne hofminiaturemaler. Imidlertid forlod han pludselig København pga. en kærlighedsaffære og rejste til Stockholm og Sankt Petersborg og bosatte sig siden i London, hvor han døde 1885.

Selvportræt af Johannes Møller, Statens Museum for Kunst

Fra 1850-erne gjorde daguerreotypi og fotografi efterhånden miniaturemalerne arbejdsløse. At blive ”taget af” hos en fotograf blev moderne for eliten og snart blev fotografering billigere og selv jævne folk troppede op hos fotografen og fik i hans atelier taget fotografier, som blev sat op i hjemmet eller samlet i albums.

En overgangsfigur var Henrik Georg Galster (1826 – 1901). Han var fra Nørresundby og slog sig ned i København, og havde atelier først på Vesterbro og siden i Købmagergade, hvor han arbejdede både som miniaturemaler og fotograf.

Fotografering og digitale billeder har ikke slået miniaturekunsten ihjel. Selv i dag findes miniaturemalere. Undertegnet har haft fornøjelsen af at besøge en maler i den persiske by Isfahan og beundre hans nøjagtighed og hurtighed under udførelse af arbejdet, en mester i kunsten. Der er stadig også samlere som på antikvitetsmarkedet og på auktioner finder gode eksemplarer af denne forfinede og personlige kunstart.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 5. september 2023]