Museumsnumre 68 - Skøjter

Et af mest de mest yndede motiver i 1500- og 1600-tallets flamske billedkunst er et vinterbillede med folk, som skøjter på isen i kanalerne. De nederlandske skøjter var med jernmeder. På samme tid brugtes i Danmark stadig skøjter lavet af ben, sådan som man siden oldtiden havde brugt dem. Vi ved, at vikingerne brugte sådanne. En samling skøjter fra den tid findes på Nationalmuseet. Skøjterne var lavet af knogler fra ko eller hest. Knoglens ene side blev slebet plan. Til at fastholde skøjten på foden brugte man remme eller bånd, som var trukket igennem huller i knoglen. Man brugte en pigkæp til at skubbe sig fremad på skøjterne. Den nederlandske skøjtetype af træ med indsat jernskinne gjorde det muligt at skøjte sig frem med benene og typen bredte sig i hele Nordeuropa. I 1600-tallet blev skøjten længere end foden og fortil var skøjtejernet formet som en krølle. Foden hvilede på et stykke træ med bespændinger.

 Peter Cramer, ”Landskab med skøjteløbere”. Cramer var teatermaler og her har han begået et vinterstykke med skøjteløbere med tydelig inspiration fra Holland. Statens Museum for Kunst

Skøjterne blev igen kortere og dermed bedre egnet til sving, men man beholdt krøllen forrest eller lod skøjtejernet slutte i en bue opad.

 Et par skøjter med buet spids, håndsmedede og dateret til 1850, Svendborg Museum

Denne skøjtetype holdt sig til slutningen af 1800-tallet, da skøjter helt i stål kom i brug. Stålskøjterne kom som type fra Amerika. De krævede støvler, som blev fastholdt til skøjten ved fodbeslag. En senere type havde kantjern, som kunne indstilles efter fodens bredde med en skøjtenøgle. Disse skøjter krævede også støvler, f.eks. skistøvler.

 Stålskøjter af den amerikanske type, Den Gamle By, Århus

Skøjter blev ofte lavet lokalt hos smeden, eller de var i nogle tilfælde hjemmelavede. I Ringkøbing var f.eks. ”holmslændere” skattede, en skøjte lavet på Holmsland Klit af en dygtig smed. De nye stålskøjter var derimod fabriksfremstillede. Fabriksmærker var Pelikan, Caststeel, Gloria, Wira m.fl. Et dansk skøjtemærke hed Pingvin.

Skøjteløb var en fornøjelse, som høj og lav deltog i, når lejlighed bød sig, og skøjteløb var udbredt i hele Nordeuropa, hvor der var isvintre. I Danmark var skøjter også brugt erhvervsmæssigt bl.a. til isfiskeri på fjorde, typisk ved Ringkøbing Fjord og ved Limfjorden, hvor lokale museer har bevaret nogle af de gamle skøjter.

Skøjteløb har været et yndet motiv for billedkunstnere siden 1600-tallet og der findes mange malerier og tryk, som viser folk, der løber på skøjter. Berømt er et maleri fra 1795 af pastor Robert Walker fra Edinburgh på skøjter. Han var medlem af Edinburghs gamle skøjteløberforening, verdens ældste. Også danske malere har med opmærksomhed taget skøjtesceneriet til sig og fæstnet det på lærredet. Det gælder bl.a. Fritz Syberg, Peter Hansen, Paul Fischer, Richard Winter og Henry Heerup.

Peter Hansen har i 1901 malet dette vinterbillede fra Sundet ved Faaborg. ”På isen bag byen” hedder det og det følger på smukkeste vis den gamle nederlandske tradition med at skildre folkelivet på isen. Statens Museum for Kunst

I byerne samledes folk ved de frosne vandarealer. I København var der massevis af skøjteløbere, børn og voksne på Kastelsgraven, også kendt som vanilleisen, på isen i Amagervolds grave, på Søerne, i Lergravsparken, i Fælledparken og på Amagerfælled. I den viktorianske tid var skøjteløb en lejlighed til, at kvinder og mænd kunne mødes, og romancer kunne opstå og plejes, når man løb arm i arm. Ved Peblingesøen var det endda brugt at opstille et telt på isen, og her kunne et lille kapel spille for skøjteløberne. Et maleri af Paul Fischer fra 1890 viser denne situation. Skøjteløb var populært i borgerskabet og den franske komponist Emil Waldteufel skrev 1882 Skøjteløbervalsen.

 Skøjteløbere på Kastelsgraven, Illustreret Tidendende 1861

Den første forening af skøjteløbere var Københavns Skøjteløberforening, som blev startet i 1869. Foreningen havde bane på Peblingesøen og opførte for enden af søen en træpavillon som klubhus med tilhørende restaurant. Den karakteristiske bygning eksisterer stadig. Dansk Skøjteunion samlede de efterhånden mange danske skøjteløberforeninger i 1912.

Milde vintre gav ringe aktivitet, men under besættelsen havde man en række strenge vintre, som gav skøjteløberne gode muligheder for at dyrke deres sport. Skøjtehaller og kunstis blev svaret på de varme vintre uden muligheder for at skøjte. De første skøjtehaller åbnede i 1959 i Esbjerg og København. Her kunne skøjteløb udfolde sig i vintermånederne, og man kunne træne og dygtiggøre sig. Hallerne var også åbne for folk, som skulle fornøje sig på skøjter.  

 Skøjteløbere på Søerne i København, foto kbh. billeder

En særlig skøjtetype var de såkaldte sneskøjter, hvoraf der findes eksemplarer i flere museer bl.a. i Jagt- og Skovbrugsmuseet. Det er skøjter helt i træ og med snorebespænding. Meden er et stykke båndjern. Sneskøjter har antagelig været brugt af skovens folk og andre som færdedes, hvor der under et snelag lå is.

 Såkaldte sneskøjter, Jagt- og Skovbrugsmuseet

Specialskøjter udvikledes til sportskonkurrencer. Langstrakte skøjter er til hurtigløb, korte og buede skøjter til kunstskøjteløb og meget korte skøjter benyttes til ishockey. Kunstløb er dels for herrer og for damer dels for par. Der indgår obligatoriske figurer og såkaldt friløb i konkurrencen og et dommerpanel giver point. Musik spiller en stor rolle for kunstløb. Hurtigløbskonkurrence afholdes med forskellige distancer, 500 m, 1000 m og 5000 og 10000 m. Skøjteløberne holder hænderne på ryggen under løb og man krydser banerne ved kurverne. Ikke overraskende er hollænderne specielt dygtige til denne disciplin. Det danske Filminstitut har en filmsekvens fra 1918, som viser kunstskøjteløb og hurtigløb på skøjter i Dyrehaven.

 Et par kunstskøjter fra 1944. Giver og dennes børn har benyttet dem, Kvindemuseet

De kommunale skøjtebaner, som i en årrække har været meget populære, er i de senere år dels pga. covid 19 epidemien dels pga. energipriser og dårlig kommunal økonomi kommet under pres. Flere anlæg er blevet lukket. Med udsigten til stadigt varmere klima ser fremtiden for skøjter heller ikke lovende ud.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 20. februar 2024]