Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 7: Manglebræt

Kategori: Temaer
Visninger: 4151

 

Vi er i det 21. århundrede kommet på lang afstand af vore tip- og tiptipoldeforældres kultur. Engang boede og arbejdede de fleste af os danskere på landet, og tilværelsen var bygget op over de arbejdsfunktioner, som skulle udføres af kvinder og mænd for at få hverdagen til at fungere. En af de meget vigtige arbejdsfunktioner var vask og strygning. Klæderne og alt linned skulle holdes i orden. Et stort arbejde, når alt foregik i hånden. Det var kvindens arbejde, og en dygtig pige eller husmor havde orden i klædeskabet og linnedskabet. Når lagner og betræk var vasket, skulle de rulles, så de blev glatte og pæne og mere modstandsdygtige over for snavs. Til det arbejde brugte man et bræt og en rundstok. Det gamle ord for at rulle er at mangle, og bræt og stok kaldtes tilsammen mangletøj og hver for sig manglebræt og manglestok. Arbejdet foregik ved et bord. Linnedet blev rullet om stokken, lagt på bordet, hvorefter man med et solidt greb begyndte at rulle stokken frem og tilbage med brættet. Når tøjet var rullet færdigt blev det lagt sammen og fik et solidt klap med brættet, så det ikke fyldte så meget i skabet.

Almuekulturen som man med et senere udtryk kaldte bondesamfundets kultur, fik naturligvis også plads på de museer, som i slutningen af 1800-tallet dukkede op rundt omkring i Danmark, især i Stiftsmuseerne og i de frilandsmuseer, som opstod. Ja faktisk var de voldsomme forandringer i almuekulturen ved industrialiseringen årsag til, at museerne opstod. Det gamle forsvandt, men man ville bevare mindet og genstandene fra den gamle bondekultur. Manglebrætter kom på museum, da man begyndte at rulle tøjet på særlige rullemaskiner af jern med valser af træ.

 Akvarel fra 1919 viser en sjællandsk bondestue, som den engang så ud. På væggen hænger manglebræt og manglestok. Det øvrige inventar er en armstol, et hængeskab, rok og uldhæk, bilæggerovn og mælkefade på en hylde under loftet. Kalundborg Museum.

Nu var manglebrættet ikke alene et funktionelt arbejdsredskab, det var også et lille kunstværk i almuekulturen, der ikke kunne prale af meget kunsthåndværk, men hvor man kunne, søgte man at live op på hverdagen f.eks. ved at male træpaneler og skabe i stærke farver og dekorere med blomsterornamenter. I den retning var manglebrættet også genstand for udsmykning og udskæringer. Hertil kom, at manglebrættet havde en særlig funktion, det var nemlig tit en kærestegave. Når en karl havde udset sig en pige som livsledsager, så kunne han ved at skænke hende et smukt manglebræt finde ud af, om han havde håb om en alliance. Sagde pigen ja tak til gaven var håbet lysegrønt. Det er klart, at en sådan gave skulle være noget særligt, og karle som var snilde, gik i huggehuset, fandt et passende bræt og lavede et smukt manglebræt med udskæringer. Tit skar man pigens initialer samt et årstal ind i brættet, der også blev bemalet i livlige farver. Hvis karlen havde for mange tommelfingre men et varmt bankende hjerte, kunne han også gå til den nærmeste snedker eller måske en billedskærer og for klingende mønt få ham til at fremstille et flot manglebræt til den udkårne. På den måde er manglebrætterne blevet små kunstværker i almuekulturen, og det er også forklaringen på, at de havnede på museum, når bedstemor døde, og der ikke længere var brug for dem.  Manglebrættet var ikke det eneste redskab som fik rollen som kærestegave. Også totærsklen eller banketærsklen, et træredskab brugt under vask, fik den rolle.

 Maglebræt fra 1722, Svendborg Museum. Håndtaget formet som hest, udskåret og bemalet.

 Manglebræt og -stok, Ærø Museum. Brættet er med håndtag og helt uden udskæringer og farver, det er fra Als. Typen uden hestehåndtag synes især udbredt i Sønderjylland.

Hvornår manglebrættet blev et stykke kunsthåndværk ved vi ikke, men af museernes samlinger fremgår det, at det sandsynligvis er sket i 1600-tallet og at der i 1700- og 1800-årene blev fremstillet mange manglebrætter. Mod slutningen af 1800-årene gik manglebrættet af brug, men hang i mange hjem som klenodier og blev endda i 1900-årene produceret som rene pyntegenstande og som minde om den almuekultur, slægten kom fra. Manglebrætter blev også samleobjekter for folk, som interesserede sig for antikviteter.

Sønderborg Slots Museum har en fin samling af gamle manglebrætter. Det ældste daterede er fra 1684, men det ældste i Danmark er formentligt et bræt på Koldinghus med indskriften AAD 1619. I øvrigt har følgende museer gamle brætter: Museum Midtjylland 1627, Sydvestjyske Museer 1644, Vendsyssel Museum 1663, Vordingborg Museum 1686, Tønder 1690, Bangsbo Museum Sæby 1681, Svendborg 1722, Langeland 1732, Museet på Lolland Falster 1748, Bornholms Museum 1761. Set med etnologiens briller frister dette til at tolke indførelsen af manglebrætter som kærestegaver som en kulturspredning, en diffusion, fra hertugdømmerne til kongeriget. Men det kan være en tilfældighed i det bevarede materiale. De ældste manglebrætter har en høj kunstnerisk kvalitet, men det er måske i sig selv forklaringen på, at de er blevet bevaret.

 Manglebræt fra Nationalmuseet, udskåret med karvsnit og håndtag med to heste. Dateret 1821.

Typen hvor håndtaget et formet som en hest er den almindelige, men også i ældre tid fandtes en type med et drejet træhåndtag. De manglebrætter, som er blevet til i huggehuset, er naturligvis mere enkle end de, som er udført af professionelle håndværkere. De førstnævnte er med udskæringer i karvsnit, et arbejde som kræver et mønster, en skarp kniv og en sikker hånd. De forblev sommetider ubemalede, men var ofte forsynet med kærlighedssymboler som hjerter og svaner samt navneinitialer og årstal. De professionelt udførte har udskæringer i relief og er bemalet med stærke farver, rød, grøn, blå. Den yngste generation af manglebrætter er næsten uden dekorationer og rene brugsgenstande. Man kan i det materielle se et kulturelt forfald. Skikken med at give kærestegaver forsvandt.

 Dette enkle, lidt klodsede manglebræt er lavet af en karl til sin kæreste omkring 1900 og repræsenter den sidste generation af manglebrætter, Give Museum.

Har du arvet et manglebræt, så bevar det. Hæng det på væggen og tænk på, at der engang var arbejdsomme hænder, som skabte det, og som brugte det, og at der sikkert gemmer sig en kærlighedshistorie i brættet.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 13. september 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 51 - Tobakspibe
Museumsnumre 12: Slavevåben
Museumsnumre 47 - Chatol