Museumsnumre 74 - kaffevogn og pølsevogn
Kaffe dukkede op i danskernes levnedsmiddelforbrug i 1700-tallet. Ludvig Holberg drak hver dag adskillige kopper af den nye drik. Kaffen har siden holdt sig som en af de artikler, der står øverst på danskernes indkøbsseddel. Mange store og små beslutninger er truffet over en kop kaffe. Kaffen blev indtaget hjemme og på arbejdspladsen. Der var indlagt kaffepause i mange virksomheder. Man kunne også gå på café eller kaffebar i byerne eller drikke sin kaffe med en kage til i et af de lokale konditorier. Det var især kvinder af borgerskabet, som yndede den fornøjelse.
I 1906 opstod Københavnske Kvinders Kaffevogne på initiativ af Lene Silfverberg. Det var ikke en forretning, men en organisation med en mission. Det handlede om at få de mange mænd, som drak alt for mange øl, væk fra denne dyre og dårlige vane. I stedet skulle mændene købe en kop kaffe ved en af kvindernes kaffevogne. Prisen var lav, så alle kunne være med fra cykelbude til arbejdere, håndværkere og kontorfolk. Bag ideen stod kvinder fra kvindekampens og afholdsbevægelsens rækker. Med tilladelse fra Københavns 1. Magistrat rullede kaffevognene ud på gader og pladser, og for otte øre fik man en kop kaffe. Arbejdskraften var frivillige medlemmer. Et årligt medlemskab kostede 2 kr. Kaffevognene blev en succes. I 1922 solgtes en million kopper kaffe.
En af de første kaffevogne fotograferet på Nytorv, Københavns Museum
Lene Silfverberg, der kom fra et indremissionsk hjem, blev skolelærer i Vejle,og da hendes svoger blev leder af afholdsbevægelsen I.O.G.T, sluttede hun sig til organisationen. I Vejle blev hun en ivrig agitator for afholdssagen. Hun blev gift med en afholdsmand ansat i DSB, og sammen flyttede de til København, hvor hun blev en populær og anerkendt frontfigur i afholdskampagnen. Hendes idé med kaffevogne fik støtte fra 31 kendte kvindesagsforkæmpere bl.a. Matilde Bajer, Johanne Meyer, Anne Bruun og husassistenternes leder Marie Christensen. Selv meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund.
Kunder foran en københavnsk kaffevogn ca. 1935, København Stadsarkiv
I 1935 havde KKK 44 vogne og solgte 15.000 kopper kaffe om dagen. Til de arbejdsløse uddeltes i 1934 200.000 billetter til kaffe og brød. Alt overskud gik til de arbejdsløse. Arbejdermuseet har et fint skilt fra en af kaffevognene, men der er ikke bevaret en eneste vogn. Forklaringen er sikkert museernes pladsmangel og en passiv indsamlingspolitik.
Afholdsbevægelsen mistede terræn efter 1940 og er i dag næsten sygnet hen, selv om der kunne være god brug for den med danskernes store alkoholforbrug og de mange alkoholikere. Kaffevognene stoppede også for længe siden, men cafélivet blomstrer, og der er dukket helt nye kaffevogne op i gadebilledet, små motoriserede vogne, som sælger kaffe til en rimelig pris på steder, hvor mange mennesker lejlighedsvis samles.
Moderne kaffevogn, en såkaldt tuk-tuk, reklamefoto
Pølsemanden er ligesom avismanden en institution i den danske offentlige kultur. I København ansøgte Charles Svendsen 1918 for anden gang om tilladelse til at sælge varme wienerpølser fra vogne. Efter adskilligt tovtrækkeri, hvor restaurationsbranchen trak den modsatte vej af Charles Svendsen, fik han i 1920 tilladelse af Københavns Kommune. Den daværende borgmester mente, at de dyre restauranter ville have godt af noget konkurrence. Pølserne skulle koges og lægges på en paptallerken med sennep. Der hørte et lille brød til anretningen. I starten kørte man ud med seks vogne, men snart blev det mange flere. Københavnerne viste sig at være habile pølsespisere. I 1940 var der 60 pølsevogne i byen. Pølserne i Café Fodkold blev i 1920-erne en succes i alle danske byer. Efter 1945 blev stadepladserne af Københavns kommune givet til selvstændige pølsemænd, som anskaffede vogn og drev deres egen forretning.
I Sønderborg, Vejle, Bornholm dukkede der pølsevogne op af samme type som anvendtes i København. De første vogne var trækvogne, men omkring 1930 blev vognen et skur, man kunne sidde i. Rønne Byarkiv.
Selve pølsevognen gennemgik en udvikling fra at være en trækvogn på træhjul med en kedel til at blive en kabine anbragt på gummihjul til sidst med en motor påmonteret, så pølsemanden kun skulle styre vognen, ikke trække den. Dagen lang opholdt pølsemanden sig inde i vognen. Den blev kørt i garage om natten og kom ud om formiddagen, når de første kunder dukkede op. Det var selvfølgelig ikke kun mænd som solgte pølser. Mange pølsemænd var kvinder. Efterhånden blev der også solgt drikkevarer, men ikke øl. Sommetider kunne der være fyldt med folk omkring ”foderbrættet”, og det var alle slags folk. Det blev tit til en snak med pølsemanden, som i dagens løb fik mangt og meget at vide. En kunde, en mand fra efterretningstjenesten, var en dag så tankeløs at glemme sin mappe fyldt med hemmelige papirer ved en pølsemand på Rådhuspladsen. Sagen vakte opsigt i pressen, men blev dysset ned … Dan Turell skrev ironisk ”Pølsesnak”, og måske var det ikke de mest kløgtige bemærkninger, som faldt ved pølsevognen. I alt fald betegner ordet pølsesnak vrøvl og sniksnak.
Pølsevogn på Rådhuspladsen i København en vinterdag 1954, wikipedia
Pølserne, der solgtes, var dels de røde bajerske pølser og dels frankfurter pølser og medisterpølser. De blev kogt eller ristet. Fra Amerika kom moden med hotdogs, hvor pølsen anbragtes i brødet sammen med sennep, ketchup og løg, ristede eller rå.
Pølsevognen var et stoppested for mange mennesker, som alle var på vej et eller andet sted hen. En slags pølsevognsslang opstod. På Fyn f.eks. bad kunder om ”en indianer med blo’ å bæ”. Og andre steder hed en ristet med ketchup, sennep og brød: ”Brændt øgle med slam og kage” og en hotdog: ”Indianer i kano”.
Da pølsevognen kulminerede fandtes omkring 700 stk. i hele landet. Fra 1970-erne gik det tilbage med pølsevognene. Dels kom der forskellige amerikanske ”fastfood” kæder til byerne, og dels blev pølser af madeksperter dømt ude. Det var skrækkelig usund mad. Ja bevares, hvis man lever af det, men en pølse i ny og næ er vel ingen katastrofe, og desuden er kvaliteten forbedret. Den voksende gruppe af muslimer i Danmark spiser heller ikke pølser. De spiser kebab. Pølsevognen er truet. Der er kun 100 stykker tilbage på gaden.
Nogle få pølsevogne er ankommet til museernes samlinger. Dansk Landbrugsmuseum er det eneste, som kan siges at have en samling. De har et par små vogne, en fra Vestjyske Slagterier og en mere stationær fra Danish Crown samt en fra Hadsund Svineslagteri. Det er ikke gadens pølsevogne. Den sidstnævnte angives brugt på stationen og på stadion i Hadsund. Landbrugsmuseet har også to store gadepølsevogne af den sene model, en fra Tulip og en Steff-Houlberg, ”Ejners Pølsevogn”.
Ejners Pølsevogn fra Langebro i København på magasin i Dansk Landbrugsmuseum
Ole Mortensøn
