Museumsnumre 81 - kløpind

Det klør, og man kan ikke komme til at klø dér, hvor det klør. Alle kender situationen. Kløe er naturligt forekommende, men kan også skyldes forskellige hudlidelser og allergier. Huden er vort største organ, og den er gennem livet udsat for mangt og meget. Den er vores beskyttelse mod infektioner og sygdomme. Hudsygdomme og hudlidelser er derfor alvorlige. Heldigvis kan man i dag ved forskellig behandling gøre noget ved hudsygdom.

For 150 – 200 år siden var kløe et mere udbredt fænomen end i dag på grund af utøj som lopper og lus og på grund af fnat. For at modvirke den irriterende kløe havde man blandt de personlige genstande kløpinde. Simple pinde kan bruges til at klø sig på ryggen, men menneskelig opfindsomhed kalder på mere forarbejdede og smukke løsninger, som kan bruges igen og igen. Takket være deres udformning og holdbarhed er mange kløpinde havnet på landets museer. Lad os kigge på hvad museernes samlinger rummer om denne personlige brugsgenstand.

 Hånd til kløpind udskåret i ben, Nordsjællands Museum

 Kløpind fra Nedergade i Odense, Odense Bys Museer

Når man nu ikke kan nå ned på ryggen for at klø, hvad er så mere nærliggende at konstruere end en lille hånd på et skaft! Odense Bys Museer har et eksemplar af standardkløpinden for 250 – 100 år siden. Det er en 42,5 cm lang flexibel pind med en lille hånd med udspilede, let krumme fingre for enden af pinden. Hånden er udskåret i ben. Knækkede pinden eller var den for lang kunne en ny bruger anbringe hånden på en ny pind af passende længde. Kløpinden fra Odense stammer fra et borgerligt hjem i Nedergade 52. Kløpinde blev brugt i alle sociale klasser. Arbejdermuseet har en kløpind fra omkring 1910, mens Teknisk Museum har en kløpind, som har tilhørt naturvidenskabsmand og professor Hans Christian Ørsted.

Kløpind fra Hans Christian Ørsteds bo, Teknisk Museum

Hvor gamle er kløpindene? Køge Museum har en kløpind hvorom noteres: Fra Holbergtiden. Også Horsens Museum har en kløpind, der kan dateres til 1700-årene. Men ellers er det småt med dateringer. Hånden er på nogle kløpinde udskåret i elfenben. Det gælder en kløpind fra Varde. Særligt fornemme kløpinde var importeret fra Kina. Det anføres om en kløpind på Lolland-Falsters Stiftsmuseum, at den oprindelig har tilhørt apotekeren i Maribo, og at den er kinesisk. Ærø Museum har også en eksotisk kløpind. Hånden er sort, af ukendt træsort og sidder på en bambuspind. Pinden kunne også erstattes af et stort fiskeben, hvilket er tilfældet for en kløpind i Den Gamle By.

 Kinesisk kløpind fremstillet i horn. Købt i Kina i 1870-erne. Viborg Museum

En speciel kløpind brugtes af de fine damer i 1700-tallet, da moden, der kom fra Frankrig, dikterede høje opbygninger af deres frisurer. Frisuren var opsat med krølhår og paryk og kvinderne måtte sove med opsætningen. Imidlertid blev frisuren bolig for lus og lopper og trods diverse hårpomader medførte arrangementet en voldsom kløe i hovedbunden. For at modvirke dette benyttede damerne en kløpind, på fransk en ”grattoir”. Nationalmuseet er i besiddelse af en sådan hovedbundskløpind. Heldigvis gik de store frisurer og parykker af mode efter revolutionen i Frankrig, og velhavende kvinder og mænd kunne gå i ”eget hår”.

En atypisk kløpind befinder sig i Vesthimmerlands Museum. Det er en lang egespån udskåret med et lille håndtag i den ene ende og krummet i den modsatte ende. Måske var dette den ældste og enkleste form for kløpind og måske er så få bevaret, fordi en egespån ikke gør meget væsen af sig? En anden simpel kløpind er fra Ærø Museum. Det er en let krummet poleret bøgepind med savtakker i den ene ende.

 Kløpind fra Ærø Museum

Tilbage til standardmodellen med hånden, så benyttede skomageren i Dunkær på Ærø sig af en sådan kløpind helt i bøgetræ. Pinden var i brug i mellemkrigstiden.

Fra Vordingborg stammer en kløpind, hvor hånden er erstattet af et rillet cirkelformet træhoved og den bærer en indskrift på tysk: ”Wenn es juckt, kratze sich!”

En helt special kløpind på museerne er Himmelbjergskløpinden. Sådanne kløpinde blev skåret som souvenir til folk, der besøgte bjerget. Kvindemuseet og den Gamle By har eksemplarer af disse kløpinde, som altid har indbrændt: Himmelbjerget. De blev fremstillet i mellemkrigstiden, da man rejste på ferie rundt i Danmark.

 Kløpind fra Himmelbjerget, Den Gamle By

Kløpinden er stadig en artikel som forhandles og i den moderne form er hånden erstattet af et riveformet kradsejern. Samtidig er pinden afløst af en teleskopstang i metal, hvilket gør det muligt at medbringe kløpinden i toilettasken. Jo det klør stadig, også i det 21. århundrede!

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 21. maj 2024]