Museumsnumre 84 - klokke

Der findes en mængde klokker: madklokke, kaneklokke, koklokke, dirigentklokke, dørklokke, cykelklokke, alarmklokke, osteklokke, juleklokke og klokkefår og ”gammelmor i klokkerne” (et beklædningsstykke) og … ja der kan spindes en meget lang ende om emnet klokker, men lad os her starte med de store og vigtigste klokker: kirkeklokkerne.

Når kirkeklokkerne ringer for at kalde menigheden til gudstjeneste måske med dåb eller ved begravelse eller bryllup, så er dette en umistelig del af det danske lydbillede. Uanset om man er troende eller ikke, så er lyden af kirkeklokker fra sognekirken et tegn på, at alt er, som det skal være. Livet går sin gang. Sådan har det lydt i snart tusind år. På samme måde lyder klokkerne i byerne, men her bor folk som løsrevet det kulturelle fællesskab finder lyden af kirkeklokker en søndag morgen irriterende. Tjah … kan man svare disse folk, der er af samme kaliber som de, der ikke kan udholde at høre hanegal, når de flytter på landet, og tilføje at klokkerne var der, længe før de kom.

Klokkebronze eller klokkemetal kalder man det gods, som kirkeklokkerne er støbt af. Klokkemetal består af 78-80 % kobber og 22 – 20 % tin. Det hed sig i gamle dage at der skulle en smule sølv i blandingen, men undersøgelser af klokkemetal har vist, at blandingen ligger fast på de nævnte procenter, og der er kun meget ubetydelige spor af sølv. Det indsamlede sølv må altså være vandret andetsteds hen end i smeltediglen. Klokkestøbning er en kunst, som kun et fåtal behersker. Klokkestøbere benyttede forme med en kerne af ler, klokkens indre, derover blev lagt voks og klokkens ydre formet med inskriptioner og ornamenter. Til sidst omgav en lerkappe klokkeformen. Kunsten bestod derefter i at hælde smeltet klokkemetal i formen, hvorved voksen blev smeltet. Når man efter afkøling fjernede lerkernen og lerkappen fremstod klokken.

Kirkeklokkerne hører til den gruppe af genstande, som stort set er forblevet, dér hvor de hører hjemme, nemlig i kirkernes tårne. Der var dog i ufredstid bud efter dem, idet metallet efter smeltning og tilføring af bly kunne bruges til kanonstøberi eller omsmeltes til anden brug. Værst i henseende til omsmeltning af kirkeklokker var tiden omkring Grevens fejde.

Kun få klokker er kommet på museum, hvor de også ville fylde godt op. Et klenodie findes dog på museum, nemlig en kirkeklokke fra Hedeby. Den dateres til 900-tallet og fandtes på bunden af Hedeby Nor. Den er højst sandsynlig faldet over bord fra et fartøj. Det er den ældste kirkeklokke i Norden og den er udstillet på vikingemuseet i Hedeby syd for grænsen.

 Klokken fra Hedeby, Nationalmuseet

Klokkens form har forandret sig gennem tiden fra en buttet lidt tøndefomet eller bikubeformet udgave til en afskåret kegleform med profiler og den i dag brugte type med udbuede sider. Øverst er en krydshank, som brugtes til ophængning af klokken i stolen. De ældste klokker blev slået an ved at trække i et tov fastgjort til stolen, hvilket fik klokkekneblen til at svinge og ramme godset. Ofte havde kirken flere klokker i tårnet. Store klokker afgiver en dybere klang end de små. Senere blev klokker forsynet med hamre, og der opsattes en række klokker, så man ved hjælp af et klokkespil kunne få melodier frem. Klokkespil findes i en del danske bykirker.

Kirkeklokke fra Tyrsted kirke, støbt ca. 1430, Nationalmuseet

Nationalmuseet har en klokke fra Tyrsted kirke, dateret omkring 1430 med en gotisk indskrift på latin, som oversat lyder: ”Hjælp Maria. Denne klokke tilhører Thyrsted kirke”. Netop i 1400-tallet medførte krige mod hanseaterne usikre tider og kirkeklokker var et godt krigsbytte for landsknægte, som skaffede sig lønforhøjelse ved at plyndre, hvor de kom frem. Klokkestøberens bomærke viser to malmgryder, hvilket antyder at han også støbte dette værdifulde husgeråd.

Bornholms Museum har en kirkeklokke i jern fra valgmenighedskirken i Skt. Mortensgade i Rønne, en ejendom som museet har overtaget. Den er dateret til 1899 og fremstillet i Tyskland på stålværket i Bochum, det første sted man lavede klokker i jern.

Odense Bys Museer har en lille kirkeklokke fra Vissenbjerg kirke med årstallet 1644 samt en lidt større monteret i stol af træ og dateret 1769. Den kommer fra Årslev kirke.

 Kirkeklokke fra Årslev kirke, Odense Bys Museer

Haderslev Museum, Den Gamle By, Vendsyssel historiske Museum, Glud Museum m.fl. har også kirkeklokker. Flere af dem er havnet på museum, fordi de er gået i stykker. Andre klokker stammer fra hospitaler og missionshuse, hvor de er blevet ”arbejdsløse”.

Klokkeringning er ifølge traditionen morgen og aften og i øvrigt ved gudstjeneste og anden kirkelig handling. Kimning finder sted i forbindelse med gudstjeneste på højhelligedagene. Arbejdet med at ringe var overdraget til en mand, klokkeren. Det var et arbejde som krævede punktlighed og gode kræfter, dels når tårnet skulle bestiges, og dels når klokkerebet skulle bruges. Hvorfor begrebet en klokker er blev brugt nedsættende som betegnelse for en dum og sendrægtig person er lidt af en gåde? Men den sprogbrug går tilbage til Holbergs tid.

Der er lavet en liste over kirkernes klokker, og man har registreret det imponerende antal 3952. Mange kirkeklokker er af betydelig alder. Antallet af gamle klokker er dog ikke så stort, som man skulle tro. Blandt de ældste er en række kirkeklokker fra 12. århundrede. Det er klokkerne i Ellidshøj Kirke, Hem kirke i Hindborg Herred, Skjern kirke i Middelsom herred, Skrydstrup kirke, Skærum kirke, Søby kirke i Gjern herred, og Urlev kirke. Klokken i Smollerup Kirke regnes for landets ældste og har bikubeform. For de ældste klokkers vedkommende er der ingen årstalsangivelse ej heller støberens navn. Enkelte navne på klokkestøbere fra det 12. århundrede er dog kendt. Fra det 13., 14. og 15. århundrede er mange flere klokker bevaret. Langt størsteparten af klokkerne er dog fra nyere tid, og nogle er næsten nye. Et af de store klokkestøberier var De Smidtske Jernstøberier i Aalborg. Studiet af klokker er en videnskab for sig med navnet ”campagnologi” og den er verdensomspændende.

 Skibsklokken på fregatten ”Jylland”, foto Flådens historie, J. Balsved

Også skibsklokkerne er gamle brugsgenstande. De er betydeligt mindre end kirkeklokker og som disse lavet af klokkemetal eller af messing. Skibsklokker er blevet anvendt til signaler om bord i sejlskibene langt tilbage i tiden. På skibsklokken slog man glas. Vagten varede fire timer og blev inddelt i glas, efter det halvtimes sandglas man havde om bord. Når glasset blev vendt, slog man på skibsklokken, hvilket blev kaldt "at slå glas". Man slog et slag for den første halve time på vagten, et dobbeltslag for den første time og så fremdeles op til fire dobbeltslag, otte glas, hvorefter vagten skiftede. Man kunne ved antallet af glas altid vide, hvor meget af vagten der var gået. På vagten var det også almindeligt, at man skiftede sin tjeneste, f.eks. gik man udkig en time, blev så afløst og gik til rors, osv. Skibsklokken blev i tåge brugt til at afgive lydsignaler, så skibe, som kom i nærheden, blev varskoet om, at der var fare for kollision. I den senere tid med moderne motorskibe var skibsklokken nærmest en prydgenstand, ofte forsynet med skibets navn, men den kunne f.eks. bruges i ruteskibe eller passagerfartøjer i forbindelse med afsejling. Det er stadig påbudt at have en skibsklokke om bord, og den skal have en størrelse, som gør, at den kan høres. Gamle skibsklokker er blevet maritime antikviteter, som efterspørges af samlere, men nogle har også fundet vej til barer og loger.

Gamle skibsklokker findes naturligvis i søfartsmuseerne. Læsø Museum har en klokke fra Fyrskib nr. 17. Mens Museet for Søfart har adskillige klokker, bl.a. flere fra Mærsk-skibe. De klokker som findes på museerne er skænket fra skibe, som er blevet solgt eller hugget op, mens andre skibsklokker er bjærget fra strandede skibe eller vrag på havbunden.

Skoleklokke fra Eskjær skole, Odense Bys Museer

Lyden fra skoleklokken har mange ældre oplevet og husker. Klokken var en vigtig del i skolens hverdag. Den hang ved opgangen til klasseværelserne og betjentes af gårdvagten. Imidlertid blev skoleklokkerne på de større byskoler erstattet af ringeklokker, som var automatiserede. De virkede ligesom de håndbetjente klokker til det, de skulle bruges til, nemlig at ringe ud til frikvarter og at ringe ind til time. I dag foregår der ingen ringning på mange skoler, med det resultat at mange elever kommer for sent til undervisningens start. Her ringes ud for emnet klokker, selv om der som øverst anført er meget mere at fortælle.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 18. juni 2024]