Museumsnumre 9: Madpakke og madkasse

Noget typisk dansk er madpakken. Den findes ikke tilsvarende i andre europæiske lande, fordi smørrebrød ikke på samme måde indgår i hverdagskosten. Selv om mange, især unge i dag køber deres frokost på servicestationen, i kiosken eller henter noget i supermarkedet eller hos bageren, så slår en solid madpakke det allermeste af det købte. For det første kan man selv vælge godt rugbrød, og dertil velsmagende pålæg som mætter, for det andet er det en meget økonomisk løsning i forhold til at købe i en butik. Endelig sparer madpakken også tid.

Madpakken er et ældre fænomen. Den kom i brug, da Danmark blev industrialiseret og man begyndte at arbejde på fabrikker. Mange arbejdere gik dog hjem for at spise til middag. Men da arbejdsdagen var lang, var der brug for mellemmåltider, og en madpakke var løsningen. På Arbejdermuseet i København har man en lille samling af gamle madpakker. Det lyder mærkeligt, men de er fundet i bygninger, hvor de er blevet glemt eller tabt af de håndværkere, som arbejdede dér. Et madpakkefund stammer fra Rosenborg Slot, hvor fundet blev gjort i skunken. Det drejer sig om tre madpakker indpakket i avispapir fra dagbladet Socialdemokraten fra august 1886. Madpakkerne indeholdt rugbrød med fedt, og fedtemadder var typisk arbejdermad. Da arbejdstiden og også middagspausen blev kortere blev en frokostmadpakke nødvendig. En sådan madpakke er fundet i en ejendom på Amager, tabt i en lysskakt. Madpakken er pakket ind i avispapir, BT, som daterer den til februar 1949. Indholdet bestod af to stykker rugbrød samt æg og salt og peber. En tredje madpakke fra 1954 er indpakket i smørrebrødspapir og har mellemlagspapir. Indholdet var tre stykker rugbrød, der så vidt det kan ses var belagt med pålæg, bl. a. stegt flæsk.

 Madpakkefundet fra Rosenborg Slot. Arbejdermuseet

Madpakken hørte også med til skovturen eller vandreturen, kom med i mejsen eller rygsækken, for som man sagde: Uden mad og drikke duer helten ikke.

Madkassen er kendt i vore nabolande som ”matlåda” og ”Brotdose”. Den har en lang historie her i Danmark. På landet spiste man varm mad midt på dagen, men når man af den ene eller anden grund havde travlt med at arbejde eller var langt hjemmefra og ikke kunne spilde tiden med at gå hjem og få noget indenbords, så var mad i en kasse sagen. Det gjaldt f.eks. under høstarbejde eller for hyrder. Også fiskerne brugte madkasser. I de åbne både, som var brugt i det kystnære fiskeri, var ingen kabys, altså måtte man bringe mad og drikke med sig.

Tejnen er den ældste form for madkasse. Den er af træ og har en oval form, dannet af en stærk træspån, som er krummet og samlet med træpløkker eller læderstrimler. Den har bund og et låg med hank. Låget er fastholdt af to træstykker, der kan fjedre. Tejnen er et stykke flot bødkerhåndværk, nogle gange malet i livlige farver og nogle gange forsynet med navn. En fin samling af tejner, bl.a. eksemplarer fra 1700-tallet har Sønderborg Museum.

 En oval tejne fra Als, Sønderborg Museum

Andre tejner af træ er kasseformede og de blev bl.a. benyttet i fiskeriet og af lokomotivførere. Struer Museum har en lille samling af lokomotivførertejner.

Blikæsker var tejnens afløser. Give Museum ejer en madkasse i blik med den venlige indskrift VELBEKOMME. I den nationale genre, findes en blikmadkasse med dannebrogsflag og Dybbøl Mølle på Sønderborg Museum, mens Museum Færgegården Frederikssund har en madkasse med motiv fra genforeningen i 1920.

Bemalet madkasse af blik, Sønderborg Museum

Noget nyt og smart i mellemkrigstiden var de såkaldte picnic- eller skovtursmadkasser. De kunne rumme en anseelig mængde smørrebrød, nødvendigt når større grupper, f.eks. firmaets ansatte tog på skovtur.

 Grønmalet picnicmadkasse fra 1930-erne, Ballerup Museum

Var man småt kørende, og det var en del familier under 30-ernes krise, så kunne en skotøjsæske gøre det ud for madkasse.

En ny type madkasse er fra 1950-erne, nemlig madkassen af aluminium. De fleste er af mærket DIXI. Der findes kasser med plads til 4, 6 eller 8 halve stykker, og kasserne forhindrede, at smørrebrødet blev klemt eller mast i tasken. De blev bl.a. brugt af skolebørn og havde fast plads i skoletasken sammen med lærebøgerne. I spisefrikvarteret blev de åbnet og maden indtaget sammen med skolemælken. I visse kommuneskoler eksisterede en årrække en ordning med skolemadpakker, fire halve stykker rugbrød med pålæg. På den måde var man sikker på, at alle børn fik et ordentligt måltid. Og uden god kost, ingen god indlæring. Det vidste man, og det sociale ansvar vejede dengang tungt på de kommunalpolitiske skuldre. For dem som vil granske i skolebørnenes mad nu om stunder, og måske undre sig, har Sorø Museum lavet en spørgelisteundersøgelse fra 2011 om brug af madpakker i tre skoleklasser.

Aluminiumsmadkasse af mærket DIXI, Museum Nordsjælland

Kvindemuseet har en madkasse af plastik fra 1970-erne med en levende beskrivelse fra giveren af, hvordan madpakkerne i et hjem med to børn blev smurt. De fire madkasser af plastik var i hver sin farve, så man kunne kende forskel. Rugbrødet var så hårdt, at husmoren skar det med en Rådvad brødmaskine. Skiverne var tykke og ovale, men for små til at skære over. Hver morgen smurte hun 17 skiver rugbrød. De seks af skiverne kom i et lag i en meget stor, flad Tupperware kasse, og sønnen spiste dem, når han kom hjem fra skole. Hun gjorde meget ud af maden, pyntede den med salat, karse, tomat med mere. Da hun slet ikke var morgenmenneske, foregik madsmøringen halvt i søvne, så ingen turde forstyrre hende under denne proces, for så kunne hun ikke finde ud af, hvor langt hun var kommet. Hun smurte madpakker til 1982, da hun holdt op på kontoret, hvor hun selv arbejdede. Fra den tid var det kun hendes mand, der skulle have madpakke med. De blev enige om, at den kunne han godt selv smøre.

Der bliver stadig smurt millioner af madpakker hver uge og 75% af madpakkerne bliver smurt på rugbrød. Leverpostej er det foretrukne pålæg.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 4. oktober 2022]