Museumsnumre 99 - galionsfigur

Man hører af og til en eller anden person omtalt som galionsfigur for noget. Det er en talemåde, som ikke nødvendigvis er flatterende for den omtalte person. Vedkommende er en slags staffage, en kransekagefigur. Men en galionsfigur var engang for længe siden en figur, som blev sat i stævnen, på galionen af større fartøjer. Hensigten var at udsmykke skibet, og galionsfiguren skulle give skibet karakter og held og lykke.

Det med held og lykke er noget, man kan få brug for til søs, for forlis og havari har altid truet skibene og deres besætninger. I den antikke verden malede man øjne på skibets stævn. Ifølge den ægyptiske mytologi skulle Horus eller Ras øjne føre skibet sikkert og uskadt frem. I antikkens Grækenland malede man også øjne på skibsstævnen. Mataki, de blå øjne, skulle holde skibet fri for ulykker og forlis. Det er en tradition, som stadig er i live og ses på græske fiskefartøjer. Venedig, Genua og andre havnebyer i Middelhavet brugte også øjnene i stævnen af deres krigsgalejer, som havde en lang spids beregnet til at vædre fjenders skibe.

Bayeuxtapetet viser normannernes skibe med dragehoveder ved invasionen af England i 1066, Nationalmuseet

I vor egen kulturkreds var de nordiske skibe ofte udsmykket med et dragehoved i stævnen. Symbolikken er som i Middelhavet. Dragen skal indgyde fjender og onde magter frygt og give skibet en heldig færd over havet. Danske småskibe, skuder og galeaser, havde ingen galionsfigurer, men i 1600-tallet, hvor orlogsskibe og kompagniskibe blev smykket med overdådige billedskæringer i agterspejlet, satte man på galionen, en lille platform over stævnen, en prægtig figur af træ. Disse galionsfigurer var som regel udført med reference til skibets navn. Hed skibet ”Havfruen” satte man en skulptur af en havfrue på galionen, hed det ”Mars” blev krigsguden udskåret og ”Fortuna” havde lykkens gudinde i forstævnen. Forklaringen på disse figurer var renæssancens og senere barokkens begejstring for udsmykning og pragt, en begejstring som kongen eller kompagniet eller skibsejeren udfoldede, akkurat som man udsmykkede sit palæ i byen efter sin økonomiske formåen. Galionsfigurer var kostbare udsmykninger, idet de skulle skæres af billedhuggere eller specialister i udskæring af træ. Bertel Thorvaldsens far, Gotskalk Thorvaldsen, var billedskærer og leverede galionsfigurer til flåden og private skibsredere. Flåden havde i øvrigt sin egen billedskærer F.C. Willerup.

I 1800-tallet forsvandt galionen i skibene, men skibe med en klipperstævn, dvs. fremspringende stævn, indbød til anbringelse af en figur under bovsprydet, og brugen af figurer i stævnen fortsatte. Ikke mindst på de store sejlskibe, f.eks. de berømte engelske fuldriggede teklippere sås flotte figurer. Danske orlogsskibe blev også fortsat prydet med en galionsfigur. I sidste halvdel af 1800-tallet forsvandt stævnfigurerne. Skibene blev både med hensyn til udrustning, bemaling og udsmykning præget af tidens krav om det nyttige og økonomiske ved søfart. Borte var også den gamle tro på en stævnfigurs magiske virkning.

Danske museer ejer i snesevis af galionsfigurer, men set i forhold til de mange sejlskibe, som gennem tiden er blev bygget herhjemme, så er det kun et forsvindende lille antal, der er bevaret. Det hænger sammen med at mange skibe gik til bunds eller blev ophugget pga råd og ælde. Ingen fandt på at gemme de værdifulde figurer for eftertiden. Undertiden drev et skib i land og vragets værdifulde dele, master, planker og udrustning inklusiv galionsfiguren blev solgt ved en strandauktion. Ofte blev figuren solgt til en person som syntes om den og vedkommende satte den op foran sit hus eller ved sin kro. Dér rådnede den væk.

Da lokale museer kom til omkring 1900 var tallet af bevarede gamle galionsfigurer begrænset. Men figurerne blev ligesom navnebrætter fra skibe oplagte museumsgenstande. Medvirkende til bevaring af figurerne var også en ny forståelse af deres kunstneriske værdi. Det lykkedes derfor at bevare en del tilbageværende figurer for eftertiden. Lad os se hvad museerne gemmer.

Galionsfigur af kvinde fra et ukendt strandet skib. Figuren er veludført, men mærket af vind, vejr og råd, Ringkøbing-Skjern Museum

Den lange farlige kyst mod Vesterhavet gav anledning til mange strandinger i Nordjylland og Vestjylland og i museerne i dette område findes adskillige galionsfigurer. Vendsyssel historiske Museum har en figur af en pige med en salmebog. Den stammer fra et norsk sejlskib der strandede ved Tornby i 1880-erne. Ringkøbing-Skjern Museum har adskillige figurer, men typisk for strandingsfigurerne kan de sjældent identificeres. Nogle figurer er fundet i stranden eller ligefrem drivende til søs, og de var naturligvis i en dårlig forfatning. En kvindefigur blev købt på strandingsauktion af en møller og blev opstillet ved hans mølle, indtil den i 1939 kom til Ringkøbing Museum. En anden kvindefigur i museets samling kom fra Ringkøbing alderdomshjems have. Ifølge protokollatet har den været ejet af købmand Kolbye i Strandgade. Den pyntede i mange år i hans forretning. Da han pga alderdom skulle på alderdomshjemmet, nægtede han at flytte, hvis han ikke fik ”sin pige” med. På den måde kom figuren til alderdomshjemmet.

 Galionsfigur af kvinde, ejet af købmand Kolbye, Ringkøbing-Skjern Museum

Kvinder er det foretrukne motiv blandt de bevarede figurer. Undertiden er de frivole, med blottede bryster, noget der nok kunne fornøje de unge søfolk, undertiden lystige som en kvindefigur i Bornholms Museum, der bærer en matroshuse. Dyr som løve, enhjørning, havhest og ørn samt skikkelser fra den antikke mytologi eller den nordiske gudeverden er yndede motiver.

Galionsfigur af kvinde med matroshue, Bornholms Museum

Bemalingen af de bevarede figurer er næsten aldrig original, men museernes konservatorer har i en del tilfælde kunnet genskabe den oprindelige bemaling. Det er sket for en galionsfigur af en løve formentlig fra et skib fra 1600-tallet. Figuren findes på Museet for Søfart. En usædvanlig veludført figur, der viser en moder med barn, befinder sig også i samlingerne i Museet for Søfart. Figuren er fra omkring 1840, men skibet ukendt. Det er en af museets fineste figurer.

 Galionsfigur moder med barn, Museet for Søfart

I nogle tilfælde er figurens historie oplyst. Marstal Søfartsmuseum har en kvindefigur fra skonnert ”Sine” af Faldsled. Den angives bygget 1858 hos skibsbygmester Conradi i Kiel og dennes bror skar figurer til de nybyggede skibe.

 Galionsfigur af kvinde med rose fra skonnert ”Sine”, Marstal Søfartsmuseum

Bangsbo Museum, nu Nordjyllands Kystmuseum, har en god samling figurer, og figurerne viser følgende: biskop i ornat, inder med turban, kvinde draperet, kvinde med udringet kjole, mand med kindskæg, en ørn.

 Galionsfiguren ”Rhederen”, Vestfyns Museum

Mandsfigurer optræder også. Det er berømte mænd, eller det kan være skibets reder, som er afbildet. Det er tilfældet med en helfigur ”Rhederen”, som findes på Vestfyns Museum. Denne figur og mange andre er veludført, men der er også bevaret eksemplarer, hvor det må formodes at være en tømmermand uden større kunstneriske evner, som har udskåret figuren.

Galionsfigur på ”Hjejlen”, wikipedia

Da skibene fik dampmaskiner holdt man i starten fast i at forsyne dem med master og sejl, og de fik også en galionsfigur. Hjuldampskibet ”Hjejlen” på Silkeborgsøerne blev leveret af Burmeister & Wain i 1861 og har i stævnen en fugl, en hjejle. Denne figur er udført af billedhugger W. E. Møen, der havde værksted på Kastelsvej i København.

Den prægtige galionsfigur fra kongeskibet ”Slesvig” fra 1845, nu opstillet på flådestationen i Korsør, Søværnet.

Søværnet ejer i alt 16 gamle galionsfigurer. De fleste var udstillet på Holmen, men er i dag spredt for alle vinde. Det er store og meget dygtigt udførte figurer. Galionsfigurer i privat eje forekommer også og uanset hvor en galionsfigur opstilles, så kalder den på vores opmærksomhed som et kunstværk fra fortidens skibe. Stadig udbydes figurer til salg, men næste alle er af nyere dato, har aldrig siddet for stævnen af et skib og kan ikke fortælle historier fra de syv have.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 5. november 2024]