Novus annus natus est

”Et nyt år er født” hedder det i en gammel romersk tekst. For romerne havde også deres kalender. Sidste år markerede vi månederne med illustrationer fra ”Très Riches Heures du Duc de Berry” – tidebogen fra Frankrig, der blev til i 1400-tallet. I år præsenterer historie-online de romerske måneder. Fra det der fik navnet: ”Den julianske kalender” – indført af Julius Cæsar. Kendetegnet af både guder og helt særlige begivenheder hvoraf flere var ganske løsslupne.

Fasti Antiates Maiores er en årskalender, der stammer fra årene 84 – 55 f.Kr.

De romerske myter fortæller, at det – man fristes til at sige naturligvis – var Roms grundlægger, Romulus, der i år 738 f.Kr. indførte kalenderen. Fakta peger på, at romerne overtog den græske kalender, der på sin side havde rødder tilbage i Babylonien. Uproblematisk var det ikke, for grækerne baserede deres kalender på månen, og kalenderen havde kun 10 måneder. Året bestod ligeledes af kun 304 dage. Så noget måtte ændres.

Numa Pompilius, der ifølge traditionerne efterfulgte Romulus som konge (715 – 673 f.Kr.), fik rettet op på situationen ved at indføre januar som den første måned og februar, der imidlertid blev anbragt sidst på året. I 452 f.Kr. flyttede man februar måned, så den kom mellem januar og marts. Årets længde var dog stadig blot 355 dage – altså 10 ½ dag kortere end solåret.

Da Cæsar sad på magten, var situationen efterhånden forvirrende. Der var nu en forskydning på hele tre måneder i forhold til solkalenderen. Man var ganske enkelt kommet tre måneder længere frem. Men Cæsar lyttede til ægypteren Sosigenes fra Alexandria og indførte solkalenderen. Hermed blev året på 365 ¼ dag – 12 måneder med skudår hvert fjerde år. Det blev den julianske kalender. Den blev anvendt i Danmark frem til 1700, hvor man skiftede til den gregorianske kalender.

Var der ikke lige en gud til en måned, så fandt romerne hurtigt inspirationer i mytologien – som nu i den nedenstående mosaik. Det er en scene fra et bakkanal – Bacchus var romernes udgave af Dionysos. Og som vinproducerende land var der al mulig grund til at slå sig løs i amforaernes indhold.

Så der er gode historier til 2023.

Erik Ingemann Sørensen

[Historie-online.dk, den 4. januar 2023]