Peter Sabroe - Historiens Aktører nr. 19

På Østbanetorvet i Århus står en statue af en mand, som fik flyttet nogle sociale skelpæle. De kan være svære at flytte, men for ham lykkedes det. Sagen var den, at Danmark var et dejligt land at leve i omkring 1900, hvis man var født på solsiden i samfundet. Hvis man derimod var så uheldig at være født på bunden af samfundet, så livet ikke lovende ud. Der eksisterede blandt overklassen i byen og på landet en menneskelig kynisme, som var økonomisk baseret. Underklassen var arbejdskraft, og skete det, at folk af en eller anden årsag ikke kunne arbejde, så vankede der ingen hjælp eller forståelse, men derimod en anbringelse på fattiggården, hvor man kunne få lov at arbejde for føden i den udstrækning, man kunne. Der var børn, som voksede op på en fattiggård.

Netop i årene omkring 1900 voksede den sociale forståelse. Den havde været der hele tiden i form af velgørende private og kirkelige tiltag, men da underklassen, arbejdere på land og i by, begyndte at organisere sig, blev det et politisk krav at forbedre forholdene for samfundets svageste. Socialdemokratiet blev arbejderklassens løftestang i sagen om bedre levevilkår og omsorg for befolkningen. Der var nok at gøre, for det var galt mange steder.

En af de unge socialdemokratiske politikere var Peter Sabroe. Han var født i landsbyen Gødvad ved Silkeborg i 1867, søn af en forpagter og handelsmand. Familien flyttede til Århus, da Peter var barn, og her voksede han op, men som 14-årig rejste han til København og blev skomagerlærling. I 1880-erne var socialismen på fremmach blandt arbejderne, og i København var socialisterne stærke. Peter deltog i en strejke mod bl.a. skomagermestre og mistede sin læreplads. Men det slog ikke den unge mand ud. Som strejkende afskedigede arbejdere sagde: Der er andre skorstene der ryger! Peter gik i lære som hattemager. Men den unge opvakte mand begyndte at skrive artikler fra København til avisen Demokraten i Århus. I 1887 flyttede han til Randers og året efter hjem til Århus, hvor han blev ansat som journalist. Som journalist og politisk agitator var han fremragende. Hans drivkraft var ikke politiske ambitioner eller spidsfindigheder men en udtalt retfærdighedssans og et glødende forsvar for de svage i samfundet. Hans søn fortalte, hvordan en spadseretur med hans far hurtig kunne udvikle sig til alt andet end en fredelig oplevelse. Så hans far f.eks. en fuld mand, som slog sin kone, så var Peter straks i aktion, eller piskede en kusk løs på sine gamle øg, så blev der skredet ind. Da en soldat døde under overdreven eksercits i Ridehuset, deltog den unge journalist ved mandens begravelse, sprang op på graven og råbte: "Soldater! Glem ikke de bødler, der pinte den døde!" Militæret og øvrigheden var rasende og Sabroe blev idømt 14 dages fængsel for forstyrrelse af gravfreden. Sabroe gik også i aktion, da en tragisk brand kostede fem børn livet. Forældrene var på arbejde og børnene alene hjemme. Sabro skrev om sagen og løftede den op i det store perspektiv, nemlig at i fattige familier måtte begge forældre arbejde og børnene være alene hjemme. Omkring 2000 samledes i et protesttog med røde og sorte faner ved begravelsen af børnene.

 Peter Sabroe, portrætfoto.

I 1900 blev Peter Sabroe valgt til Århus byråd for Socialdemokratiet og med ham havde børn og fattige fået en ridder i panser og plade, som kæmpede for deres sag. Ridderen stødte lansen ind dér, hvor han fandt de ansvarlige for uretfærdigheder og overgreb. Det gjorde ondt og han fik ikke venner blandt overklassen. Til gengæld fik han de socialdemokratiske vælgeres fulde støtte, og andre folk som kæmpede for sociale forbedringer, f.eks. Larsen Ledet, Jeppe Åkjær m.fl. så med sympati på denne uforfærdede mand. I 1901 blev Peter Sabroe folketingsmand, og han førte kampen videre fra folketingets talerstol. Her gik han løs på tyendeloven, hvor Venstre opretholdt husbondens ret til at prygle sit tyende. Og han rettede lansen mod justitsminister Alberti, der i en revison af straffeloven indførte pryglestraf ved voldsforbrydelser. Som bekendt blev Alberti fældet af helt andre årsager i 1908, nemlig pga bedrageri. Sabroe kom med i en kommission, som skulle revidere den gamle tyendelov af 1854, men først i 1921 blev prygleretten afskaffet. Det lykkedes dog ved revisionen i 1912 at forbedre boligforholdene for tyendet.

Da Sabroe fra opdragelsesanstalter fik oplysninger om misrøgt af børn, tog han fat på den sag. I 1908 skrev han om det indremissionske pigehjem Hebron ved Struer. Hans kritik af forholdene førte til nedsættelsen af en særlig undersøgelseskommission. Det var rystende oplysninger om forholdene for de 40 piger på hjemmet, der kom for dagen, især hvad angik afstraffelsesmetoderne. Pigerne blev straffet for selv småforseelser som at snakke ved bordet, mens de hårdeste straffe blev idømt for tyveri og rømninger. Afstraffelserne rakte fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i mørk arrest i dagevis. Indespærring blev ofte suppleret med fratagelse af mad og drikke. Der var eksempler på piger, som havde tørstet i flere døgn.

Andre opdragelsesanstalter blev undersøgt, og resultatet af Sabroes kampagne var at flere forstandere måtte tage deres afsked, og hvad der var vigtigere, folketinget og hele befolkningen blev opmærksom på problemerne på opdragelseshjemmene. Sabroe blev sagsøgt af sine modstandere og måtte betale erstatning for injurier, da han ikke sparede på krudtet.

Han meldte sig under afholdssagens faner, og han var ikke bleg for at gå ind på et værtshus, hvor arbejderne ved lønningsdag sad og fyldte sig, mens konerne stod ulykkelige ude på gaden. Lønnen blev drukket op. Sabroe gik ind og skældte arbejderne ud. Brændevin har kostet os flere mænd og flere penge end militarisme og krige, skrev han. På grund af sin kompromisløshed var der også kredse i Socialdemokratiet, som ikke så med sympati på Sabroes agitation. Han skånede ikke folk, selv om de var hans partifæller.

Ved en cirkusforestilling i Hjørring oplevede Peter Sabroe, hvordan man med en pigkæp stak til elefanterne for at få dem til at makke ret. Dyrplageri i Sabroes øjne, og det blev påtalt. Det var i Cirkus Bech Olsen. Bryderkongen og en importeret cowboy bad Peter Sabroe om at holde bøtte ... det endte med at cowboyen gav Peter Sabroe en på skrinet. Politiet blev tilkaldt, og sagen blev grebet med fornøjelse af den borgerlige presse. Endelig var der en, som havde lukket munden på denne Sabroe. Men for Bech Olsen blev det en dyr affære, bl.a. fordi arbejderne boykottede hans cirkus. "Den der giver Sabroe en lussing, giver hele arbejdersagen en lussing", hed det.

 Statuen af Peter Sabroe

Peter Sabroe var som agitator hele tiden på farten og i juli 1913 var han på turné på Fyn og i Jylland. Han sad i eksprestoget til Esbjerg, som forulykkede ved afsporing i Bramming, og han var blandt de 15 omkomne. Det var en tragisk afslutning på et liv, der i den grad var viet til kampen for de svage. Det viste sig, at Sabroe var meget afholdt af folket, og i Århus samlede sig 50.000 mennesker på Storetorv ved domkirken for at følge hans båre fra kirken ud til Nordre Kirkegård. Århus byråd fik i 1924 sat et minde om denne byens søn, som ved sin indsats fik vakt den sociale ansvarsfølelse, dér hvor den aldrig var ankommet. Billedhugger Elias Ølgård skabte bronzefiguren, der er så vellignende at folk som kendte Peter Sabroe ved afsløringen sagde, at det var som at se ham igen. Den lille pige ved statuens side symboliserer de børn, som Peter Sabroe kæmpede for.

Peter Sabroes liv og skæbne inspirerede til filmen "Kampen mod uretten", som Nordisk film producerede i 1949.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 7. april 2021]