Præriens bedste mand
Af Nils Arne Sørensen, professor, Institut for Historie, SDU
I begyndelsen af 1950’erne kom tegneserier i strid modvind. Det var især professionelle børneopdragere som skolelærere, der råbte vagt i gevær, men kritikken voksede sig også ind i dagspressen, hvor Politikens populærvidenskabelige skribent, Tørk Haxthausen, over tre søndage i juli 1954 afdækkede tegneseriernes moralske morads med forbrydelser, vold, mishandling af kvinder, xenofobi og mere til. Det var serier om superhelte, om detektiver, om det vilde vesten og om krig, kritikken særligt rettede sig imod, og fælles for de fleste var, at de var amerikanske. Opdragelse til terror var den sigende overskrift på Haxthausens artikler (som blev genbrugt da artiklerne blev bearbejdet til bogform året efter). Debatten var ikke et særligt dansk fænomen. Den rasede også i vores nordiske nabolande og rundt omkring i Vesteuropa, men også i seriernes hjemland, USA. Tegneseriekritikerne hentede faktisk en stor del af deres ammunition i USA – ikke mindst hos den amerikanske psykiater Frederic Wertham, hvis kritik af tegneserierne danske læsere af en anden amerikansk kulturimport, Det Bedste fra Reader’s Digest, kunne stifte bekendtskab med i artiklen ”Atompigen og Co.” allerede i 1948.
I Storbritannien førte debatten i 1955 til vedtagelsen af en lov (The Children and Young Persons (Harmful Publications) Act), der forbød ”udbredelsen” af ”billedpublikationer”, der kunne være skadelige for ”børn og unge”. I Danmark nøjedes man (som i Norge og Sverige) med at sende spørgsmålet om ”den kulørte litteratur” i udvalg. Men på det tidspunkt havde kritikken af serierne haft effekt. Allers forlag indstillede i 1954 udgivelsen af serierne om Superman og Fantomet, og året efter led bladet Kong Kylie samme skæbne.
Det var i dette klima, at forlaget I.P. i 1955 søsatte serien Illustrerede Klassikere, hvor ”de bedste fortællinger af verdens største forfattere” (som det hed på bladenes forsider) blev komprimeret, tegnet og fortalt (og reduceret til plots) på 48 sider. På den måde videreførtes i det tegnede format en veletableret tradition for at bearbejde kendte romaner for børn og unge. Derfor kunne serien undgå kulturvogternes kritik, og måske indgik ligefrem et blik for, at tegneseriedebatten og lukningen af seriehæfter efterlod et markedstomrum, som en del af baggrunden for beslutningen om at lancere Illustrerede Klassikere. Det er dog den rene spekulation.
Til gengæld er det sikkert og vist, at Illustrerede Klassikere ligesom serierne om Batman, Fantomet, Superman, Tarzan m.fl. blev importereret fra USA. Der var tale om oversættelser af de amerikanske Classics Illustrated (1941-69). Men de danske udgivere sorterede blandt de amerikanske originaler, og selv om serien rummer tegnede versioner af værker af både Homer og Shakespeare (og har en særlig forkærlighed for eventyrromaner fra 1800-tallet, der i bearbejdet form for længst var nået til børneværelserne), er det iøjnefaldende, hvor meget historier fra det amerikanske grænseland fylder. Ikke blot finder man alle James Fennimore Coopers frontier-romaner, men også biografier af frontiermen som Kit Carson, Buffalo Bill, Wild Bill Hickok, Daniel Boone og Davy Crockett. Det fortæller meget om, hvor elsket en genre westerns var, ikke mindst blandt drenge, langt ind i 1960’erne.
Illustrerede Klassikere udgav Davy Crockett som seriens 12. hæfte i 1956. Det var udkommet året før i USA som nummer 129 i den amerikanske serie. Der var gode grunde til, at det amerikanske forlag havde valgt det emne i 1955 – og at de danske udgivere skyndte sig med oversættelsen. Der var nemlig udbrudt en veritabel Crockett-feber i USA. Det skyldtes Disney-koncernen, der i 1954 søsatte programmet Disneyland på den landsdækkende tv-station ABC. Programmet var en slet skjult reklame og skulle helt håndfast skabe interesse for forlystelsesparken Disneyland, der stod foran sin åbning. Derfor blev programmet opbygget ligesom som parken med et Adventureland, et Fantasyland, et Tomorrowland og et Frontierland. Frontierland blev præsenteret gennem tre timelange afsnit om frontier-manden Davy Crocketts liv. De blev et seerhit og skabte en voldsom efterspørgsmål på Crockett-varer, som Disney koncernen gjorde sit bedste for at indfri. Der blev solgt David Crockett merchandise, ikke mindst vaskebjørnshuer, i massevis. Seriens kendingsmelodi, ”The Ballad of Davy Crockett”, blev indspillet i flere versioner, der alle blev hits. Og Disney smedede mens jernet var varmt: Tv-serien blev klippet sammen til en spillefilm (i farver), Davy Crockett – King of the Wild Frontier, som havde premiere allerede i maj 1955.
Den historie nåede også til Danmark. I juli 1955 kunne Politiken fortælle, at amerikanske børn takket være Disney i Davy Crockett havde fået en ny nationalhelt, og fortsatte: ”Pelsjægerens hastige fart mod berømmelsens tinde … viser, hvilken magt film, fjernsyn, tegneserier og hele det reklamemaskineri, der er knyttet til Disneys virksomhed, har over sindene. I USA er der allerede hausse i Davy Crockett-pelsjægerhuer, blyanter, lommebøger, mærkater o.s.v. Epidemien drager over landet. Før eller siden vil den nok ogsaa naa hertil”.
Det gjorde den også, sådan da. Filmen fik premiere i marts 1956. Måneden efter kom selveste Davy Crockett (i form af skuespilleren Fess Parker) til København, hvor han bl.a. delte Bodil-statuetter ud, men også fik tid til at skrive autografer i Havemanns varehus på Vesterbrogade, hvor man kunne købe ”Davy Crockett varer” som ”de originale krudthorn, piber, huer, bælter, slips, bøger, is o.s.v.” Der blev i aviserne også annonceret for Davy Crockett figurer, dragter, tasker og telte. Parker kom ikke til provinsen, men der kunne man så trøste sig med en Davy Crockett-is – ”noget med chokolade og pop-corn” – og lytte til den danske udgave af sangen om Crockett, ”Præriens bedste mand”. Den gjorde Preben Uglebjerg til en landeplage, som raske danske drenge kunne synge med på adskillige år senere. En del af de samme drenge slugte også Tom Hills serie på hele 16 bind om Crocketts liv, der udkom i årene 1955-60. At der bag forfatterens amerikanskklingende navn skjulte sig danske Karen Brunés, vidste næppe nogen af dem.
Samtidig med, at Davy Crockett-filmen fik premiere, udsendte Disney’s danske samarbejdspartner, forlaget Gutenberghus, historien i tegneserieform. Reklamer lokkede med, at hæftet indeholdt ”hele filmens handling”
Davy Crockett-feberen således nåede til Danmark, men en epidemi kan man næppe kalde det. Der hang langt fra Davy Crockett-huer i alle drengeværelser i 1950’ernes sidste halvdel. Til gengæld var der sikkert blik-seksløbere og -sherifstjerner, cowboyhatte af strå og måske også dolke og tomahawker af plastik og gummi – alt sammen rekvisitter til legene som cowboyer og indianere, som fyldte godt i drenges frie tid uden voksenopsyn.
”Davy Crockett – ”Præriens bedste mand” er en bearbejdet version af et afsnit fra Nils Arne Sørensens bog, Amerikanisering, der udkommer i november 2022 i serien 100 Danmarkshistorier.
[Historie-online.dk, den 10. august 2022]
