Skumle og frække julelege

Ordet "julelege" har stadigvæk en lidt skummel klang. I 1600 og 1700 årene var præster og myndigheder enige om, at legestuernes aktiviteter ikke hørte hjemme i julen. Derfor blev julelegene forbudt - endda flere gange

Allerede i 1500-tallet havde præsterne et godt øje til julestuerne. Christian den Fjerde forbød dem ved kongelig forordning  i 1629 forbød den slags. Og forordningen dannede igen model for Danske Lovs bestemmelse fra 1683, hvori det hedder at "al forargelig legen om julen" er forbudt og skal straffes strengt. 

Bort med juleglæden
Måske har kong Christian også haft personlige motiver idet han bl.a. anklagede Kirsten Munk for at hun "dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Rhingreven mens Vi lå for fjenden og blev skudt i armen". Men det skete ikke lige med det samme. En helligdagslov i 1730 og en forordning i 1735 måtte også til, og disse forbød julestuerne "aldeles" på bestemte dage. I samme periode digtede H.A. Brorson en form for kampsalme imod disse løjer, "Bort verdens Juleglæde" fra 1732. Salmen tog skarpt afstand fra den "syndige legestue" og "syndens natteveje" samt "syndig drik og dans".
Efterhånden ophørte de mere offentlige arrangementer, mens private sammenkomster fortsatte ned mod slutningen af 1800-tallet.

Et lyspunkt for karle og piger
Hovedparten af julestuernes lege var - set med et nutidigt øje - ikke særligt usædelige. Nogle var gemmelege, der minder lidt om "Tag den ring..."- sanglegen.  Andre lege var fx "Stjæle hø i Præstens lade", "Drage handske", m.m. og lege, der efterlignede det daglige arbejde var meget populære
Karle og piger så -forståeligt nok- hen til legestuerne der foregik i tiden fra jul og helt indtil Kyndelmisse under navnet legestue. På landet var arrangementerne sammenskudsgilder som "gik på omgang" i bydelaget. Julestuerne havde deres glansperiode i begyndelsen af 1700-årene, men fandtes i princippet helt ned imod 1800-årenes slutning, især i de østlige dele af landet, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster. Nogle af legene spillede på forskelle mellem kønnene, og det var især disse, som vakte vrede hos præsterne. En af de "frække" lege var at "trille jule-kage" eller "at bage". Legen gik ud på, at en karl og en pige blev lagt på et bord, ovenpå hinanden. De var "dejen" som blev æltet af de andre. 

Den uhøviske julepræst
Julebispen eller julepræsten var en af løjernes helt store personligheder. Bispen skulle helst være en af "de villeste" karle, som blev klædt ud. Han fik fx. en hvid skjorte på, og holdt en pind med lys i hver ende i munden. Han kunne også have et kvindeskørt over skuldrene og være udstryret med en imiteret præstekrave, fx. lavet af halm. Så blev han "præsteviet" af legens øvrige deltagere, der gik rundt om ham og sang.
Bagefter skulle hele selskabet "ofre" nødder og æbler til den nybagte bisp, der godt kunne finde på at daske folk i hovederne med en våd karklud, hvis de var for nærrige med nødderne! Så kom tidspunktet, hvor han skulle til at bestille noget. Piger og karle knælede parvis for at blive viet på skrømt. En julepræst i Horslunde tilspurgte de lykkelige par uden at bruge deres egne navne: "Nå, du lille Sok-i-Hose, vil du så ha' den store Bolribåvse?". Uanset hvordan spørgsmålene blev stillet, var det naturligvis meningen, at der skulle svares "ja".
Bispen eller præsten holdt en vrøvleprædiken, helst fuld af sjofle hentydninger, man kunne grine af. I Vandborg i Jylland fik den nybagte brud påbud om ikke at "være som et død Menneske" når hun gik "til Sengs" med sin mand, der på sin side ikke måtte skræmme hende med "de to runde Kugler".

Striplege
De rigtige præster var ikke særligt begejstrede for legen. De har formentlig  følt, at der blev gjort grin med dem. Der findes flere eksempler på, at præster forsøgte at gøre noget ved uvæsnet. Nicolay Jæger på Møen anklagede i 1729 degnen i Elmelunde for at danse "Offer og Ædelig" med en bondekone. Og på Fyn blev en bondekarl stævnet i 1734 for at agere bisp nytårsdagsaften. Han havde bla. viet et par sammen med en tale hvoraf en del naturligvis var "uhøvisk".
I andre optegnelser hører vi om striplege, bla. fra Møn. Sangteksterne lagde op til at hhv. karle og piger smed tøjet, styk for styk. En meddeler fortalte, at legen kunne fortsætte, "så længe man har klæder på kroppen". Og en anden huskede, at afklædningen somme tider kunne blive "lovlig nærgående". For det "var jo ingen snærpet Ungdom der holdt Juleleg".
I Jylland udviklede festlighederne sig efterhånden til almindelige gilder med musik og dans. Men i de østlige dele af landet, dvs. Fyn, Sjælland, Lolland og Falster, var beboerne åbenbart mere legesyge, for sammenkomsterne med efterlignelseslege, sang- og pantelege mv. var længere om at forsvinde.

Tekst: Charlotte S.H. Jensen