Søstrene Fibiger - Historiens Aktører nr. 7
I den viktorianske tid skulle kvinder af borgerskabet passe hjem og børn og i øvrigt ikke blande sig i store og betydningsfulde ting. Den slags klarede mænd – konservative mænd, som fyldte så meget i landskabet at halvdelen af befolkningen, ja og mere end det, ikke havde noget at skulle have sagt politisk. Men som altid er der personer som bryder normerne, som går deres egne veje, veje som viser sig at tilhøre fremtiden. Af den støbning var de to søstre Fibiger. De var døtre af kaptajn Johan Adolf Fibiger, der af kongen var sat til at undervise ved den nye militære højskole i Gjethuset i København, der lå hvor i dag Det Kgl. Teater findes. Fibigers bror var chef for højskolen fra starten i 1830 til 1842.
J.A. Fibiger blev i 1835 forflyttet, da hans holdninger ikke var "comme il faut". På den militære højskole blev den kommende generation af officerer alligevel påvirket af tidens liberale tanker, og en række elever blev siden fremtrædende personer i det militære og den nationalliberale sag. Det var navne som Frederik Læssøe og C.C.G. Andræ, Anton Frederik Tscherning, C.E. Reich m.fl. som alle fik roller at spille i årene før og efter enevældens afskaffelse og under treårskrigen. Kaptajn Fibiger blev også skilt fra sin hustru, som døde i 1844. Familien faldt en eller to etager ned i det borgerlige samfund. Men de to døtre Fibiger, storesøster Illia Fibiger og lillesøster Mathilde, fik hver deres pionertjans i kvindesagens tjeneste og kom til at betale en høj pris for deres ideer.
I de første år efter deres mors død levede de pauvert sammen. Illia forsøgte at tjene penge ved håndarbejde, en af de få veje en kvinde kunne gå, og skrev i 1850-erne anonymt romaner, en anden af de selvstændige kvinders veje. Det blev bl.a. til romanen "Magdalene" 1862 og skuespillet "Modsætninger" opført i 1860. "Magdalene" er en roman om en ung kvindes møde med kærlighed, erotik og ægteskab baseret på forfatterindens erfaringer og iagttagelser. Siden Thomasine Gyllembourgs romantiske og konservative romaner var ikke fra kvinders side kommet litterære arbejder.
Illia Fibiger
I 1853, det store koleraår, troppede Ilia op på Almindeligt Hospital, hvor man havde indlagt mange kolerapatienter. Det var ikke nogen god idé, for hospitalet i Amaliegade var allerede propfuld af gamle og syge stakler. Heldigvis var bestyrelsen klar over, hvad der ville ske. Man havde skyndt sig at bestille hundredvis af ligkister. Folk døde som flue og på et tidspunkt var der så mange døde, at der ikke var tid og kræfter til at fjerne de afdøde fra deres senge. Ligene hobede sig også op i vognporten. Det var i dette kaos Illia og med hende flere frivillige ankom. Folk med hjertet på det rette sted, som i modsætning til hospitalsledelsen gjorde en stor og modig indsats.
Ilia overlevede og kom til Frederiks Hospital, hvor hun blev ansat som sygeplejerske, en af landets første. Hun vågede over den syge Søren Kierkegaard, indtil han afgik ved døden 11. nov. 1855.
I 1860 forlod hun stillingen på hospitalet, flyttede ind i den nye bebyggelse Lægeforeningens boliger på Østerbro, og påtog sig rolle som mor for seks pigebørn fra Fødselsstiftelsen, en stor opgaven, som tog alle hendes kræfter. Trods en vis succes som forfatter, var hendes økonomiske situation yderst anstrengt. Det var en kamp for at få penge og kræfter til at slå til. Den kamp tabte hun. Mere eller mindre slidt op døde hun i 1867.
Mathilde Fibiger
Lillesøster Mathilde Fibiger fik i 1849 plads som huslærerinde på en gård ved Saxkøbing, men hun havde også en litterær åre og skrev en roman: "Klara Rafael, 12 breve af en ung piges liv". Hun havde forbindelserne i orden, sendte manuskriptet til Johan Ludvig Heiberg, som hjalp hende og skrev forordet. I romanen som udkom i 1850 advokerede Klara Rafael alias Mathilde Fibiger for kvinders rettigheder til uddannelse og arbejde. Romanen var et frisk emancipatorisk pust, og det kan nok være, at den fik borgerskabet op af chaiselongerne. Bortset far enkelte kvinders støtte, så blev Mathilde Fibiger hudflettet af den borgerlige og litterære elite. Heiberg så bølgen komme og dykkede ned. En af de hårdeste kritikere var forfatteren Meir Aron Goldsmidt, angiveligt liberal og mester for den samfundskritiske Corsaren. Hvad værre var, også Mathildes egen familie, hendes brødre ritmester Carl Axel og lærer på Borgerdydsskolen Otto Daniel blev rasende. De følte sig skandaliserede. Mathilde gjorde endnu et forsøg på det litterære område med romanen "Minona”, men også den roman blev skidt modtaget. Hun stod forladt uden midler og arbejde. Dog kom lægen og politikeren C.E. Fenger hende til undsætning og fik hende ansat som første kvinde i Det kgl. Telegrafvæsen. I Helsingør traf ægteparret Bajer, som netop havde startet Dansk Kvindesamfund, telegrafistinden. Hun var bleg, syg og kraftløs, men hun støttede det nye organisatoriske initiativ, meldte sig ind og skrev også en artikel til "Tidsskrift för hemmet", "Den ensommes hjem", om tilværelsen som enlig kvinde. Allerede i 1872 døde hun i Århus, nedbrudt af modgang.
Det blev en anden Matilde (nemlig Matilde Bajer), husmoder med seks børn i en lejlighed i Korsgade på Nørrebro, som uden at give op på noget tidspunkt førte kvindesagen frem til sejr i 1915.
En mindeartikel 1872 i Illustreret Tidende viste søstrene Fibiger. Til venstre Ilia og til højre Mathilde.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 6. januar 2021]
