Spændende genåbninger i Rom
Der sker konstant noget i det antikke Rom. Nyt dukker frem igen og igen. Men også bygninger, der har været lukket ned, genåbner efter endt restaurering. Denne gang drejer det sig om ”Janusbuen” og Mithraet i ”Palazzo Barberini”. Der er fortsat restriktioner for besøgende. Men med omtanke og mundbind er det hele lettere.
Det er for alvor blevet autunno – efterår - her i Rom. Voldsomme udsving i temperaturer og solskin, der pludselig afløses af regnvejr. Og når det regner i Rom, ja så åbner himlens sluser sig godt nok. Man er heldig, hvis man slipper med en våd sok. Museerne holder fortsat åbent, men flere steder skal man bestille tid over nettet. Ofte i god tid forinden. Ønsker man at besøge Augustus’ mausoleum, ja så er der ikke plads før efter jul. Så stort er presset for at komme ind i denne genåbnede attraktion. Men væbnet med paraply er der nok at besøge uden døre.
De tomme nicher hvor der tidligere var anbragt statuer. Foto Erik Ingemann.
Janusbuen har været lukket siden 1993, da bombeattentater ramte Rom og andre italienske byer.
Lige ved kirken San Giorgio in Velabro – opført i 600 årene på det sted, hvor ulven fandt Romulus og Remus – ligger et mærkværdigt bygningsværk kaldt ”Janusbuen”. Umiddelbart kunne man tro, at det er endnu en af Roms mange triumfbuer. Men det er der ikke belæg for.
Den måler 16 meter i højden og 12 meter i bredden, og hver af de 8 bærende dele har to rækker med 3 nicher. Det vil sige 48 i alt.
Her kan man se de tre af gennemgangene. Foto Erik Ingemann
Det, der gør bygningsværket særlig interessant, er, at der er fire gennemgange mod normalt en. Der er tale om en såkaldt quadrifon, eller tetrapylon. Og det er den eneste velbevarede inden for Roms mure.
Da historikere udforskede Janus-buen, fandt de ud af, at en stor del af den bestod af materialer hentet fra andre bygninger i Rom. Det samme som vi så i Diocletians termer. Det gælder de marmorblokke, der er anbragt på siderne. Endvidere fandt man, at diverse udfyldninger bestod af potteskår. Stammende fra de tusindvis af amforaer, der fandtes overalt. Tænk bare på Monte Testaccio, ”Potteskårshøjen” i Rom. Her mener man, at den består af op mod 50 millioner knuste amforaer.
Anvendelse af gamle materialer i et nybyggeri kender vi også i Danmark. Da man i 1672 nedbrød Kalø Slot på Djursland, blev murstene sejlet til hovedstaden. Her indgik de samme år i opførelsen af Charlottenborg ved Kongens Nytorv.
Der har været flere teorier om, hvilken funktion Janus-buen har haft. Del af et fæstningsanlæg, triumfbue og udsigtstårn. I dag er man mest tilbøjelig til at betragte det som et sted, hvor købmænd kunne drøfte varer og priser i behagelig skygge. Det ligger tæt ved en af Roms gamle havne, hvortil man sejlede varer fra Ostia op ad Tiberen. Der er ganske megen logik i dette.
I 1993 blev der udført en række voldsomme bombeattentater rundt om i Italien. Et af disse fandt sted ved kirken San Georgio in Velabro. Bomben var anbragt i en parkeret bil. Der skete voldsomme skader på kirkens facade. Men der var ingen dræbte. Man besluttede at lukke for adgang til Janusbuen af frygt for sammenstyrtninger. Denne lukning er nu delvist ophævet. Om lørdagen er der fri adgang – og det er et besøg værd.
1700tals maleri af Janus-buen
I dag ser bygningsværket noget afpillet ud. Man har ikke fundet spor af de figurer, der har stået i nicherne. Én ting er sikkert: selv om bygningen hedder Janusbuen, så er der intet belæg for, at den skulle have noget som helst at gøre med guden Janus. Hvordan navnet er blevet knyttet hertil, er usikkert.
På kortet finder man de to omtalte bygninger Arco di Giano og San Giorgio in Velabro. Tæt på Circus Maximus og Bocca della Verità
Foreløbigt er der kun åbent om lørdagen. Men selv om det er ude: husk mundbind. Det er obligatorisk.
Barberinis vidunderlige palads
Jeg har ikke tal på, hvor mange palazzi der egentlig findes i Rom. Men der er virkelig mange. Ét af de smukke er Palazzo Barberini, der ligger ud til pladsen af samme navn. Det stammer fra 1600-tallet og er aldeles både smukt og overvældende. I dag fungerer det som museum for antikkens kunst: Galleria Nazionale d’Arte Antica.
Udsmykningen hører til noget af det smukkeste, jeg mindes at have set. Det er blandt andet maleren Pietro Cortona, der har stået for de overdådige loftsdekorationer. Her ser man Christina af Sveriges ankomst i februar 1656.
Pavenøglerne er symbol på, at pavedømmet byder hende inderligt velkommen. Men lige så markant er de tre bier, der summer lige under pavesymbolet. Bien er symbolet for Barberini – så den tillader sig at flyve ganske dristigt.
Del af det store loftsmaleri. Foto Erik Ingemann
Under paladset opdagede man i forbindelse med et byggeri i 1936 et velbevaret Mithræum. Det har længe været lukket. Men da det er et af de mest velbevarede i Rom, er det nu åbnet for besøgende efter en større renovering. Om disse kultsteder kan man læse mere i serien ”Det hemmelige Rom”. Her skal blot vises det smukt restaurerede alterbillede, der daterer sig til det 2. århundrede efter Kristus.
”Tegneserierne” i siderne er en fremstilling af de riter, der knytter sig til kulten.
Romerske toiletbesøg
Noget af det fascinerende ved historie er de mange, mange detailkig ind i fortidens verden. Så får vi ofte ganske pudsige historier. Professor Ann Olga Koloski-Ostrow, University of Michigan, USA, forsker blandt andet i oldtidens affald, har netop udgivet bogen: ”The Archeology of Sanitation in Roman Italy: Toilets, Sewers, and Water Systems”. Hun mener, at man kan opdage meget ved at studere folks toiletvaner. Én af de ting, hun fandt ud af – og stillede spørgsmål ved – var toiletterne i Pompei. Her har man flere steder udgravet oldtidens toiletter. Folk sad side om side og forrettede deres nødtørft. Der var tilsyneladende også tale om en form for socialt samvær. I Danmark kender vi det jo blandt andet fra Øm Kloster i Jylland.
Men det har overrasket hende og fået hende til at undersøge det nærmere.
I første omgang fandt hun ud af, at togaen jo skjulte det noget private foretagende. Hun undersøgte også fund fra disse steder. Hun fandt til sin overraskelse ud af, at romerne brugte en såkaldt ”tersorium”, når nødtørften var forrettet. Det var en kæp, hvor der for enden var anbragt en svamp. Når man havde vasket sig forneden, satte man den tilbage i spanden. Klar til næste. Det, der i første omgang kunne tyde på renlighed, var det just ikke. Derimod et arnested for spredning af sygdomme.
Nu var det slet ikke alle, der benyttede sig af disse offentlige toiletter. De var lavet til ”proles” – altså den lavest stående af befolkningen. ”Plebs” havde deres egne toiletter med helt andre hygiejniske forhold. Og slaver til at gøre rent.
Når man havde lavet de mange offentlige toiletter, hang det sammen med, at man jo ikke kunne have, at folk forrettede deres nødtørft alle mulige steder, så ”plebs” blev beskidte og stanken uudholdelig. Med op mod 1 million indbyggere i Rom regner man med, skrive hun, at der dagligt var op mod 500 tons ”affald”, der skulle transporteres bort gennem byens store kloakanlæg: Cloaca Maxima, der findes den dag i dag. Pudsigt nok med på et af Eckersbergs vidunderlige malerier fra Rom.
Tersorium – svampen man rensede med efter et toiletbesøg. Der er megen fornøjelig og overraskende læsning i bogen
På Eckersbergs vidunderlige maleri ser man tydeligt indgangen til ”Cloaca Maxima”
Nu vi er i gang med fund fra Romerriget, er det kanske værd at nævne et fund, der netop er gjort i New York. Kort tid før krigen sluttede, sprængte SS museet ved Nemisøen og brændte de to bevarede skibe, som kejser Caligula havde haft. I ruinerne fandt man et mosaikgulv. Det kom på mærkværdig vis til USA. Historien kan læses her:
Den dukkede også op på amerikansk tv: https://www.youtube.com/watch?v=a1AJiFo4gmo
Det har tordnet og braget i nat, mens regnen har hamret på ruderne. Men nu er solen brudt igennem. Så kan man roligt gå ud igen. Ma mai senza ombrella – men aldrig uden paraply.
A presto!
Erik Ingemann Sørensen
Se de øvrige artikler i serien "Det hemmelige Rom" her
[Historie-online.dk, 24. november 2021]
