Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark
Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.
Der står Martin Luther på dagsordenen hele året 2017. Fem hundrede års jubilæum for augustiner-munkens opslag af de berømte 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Et skridt, der markerede hans brud med paven, munkelivet, cølibatet og hele den katolske kirkes væsen - og i særdeleshed dens uvæsen. Samt indledningen til en splittelse i den universelle kirke, græsk oekumene, som førte til langvarige krige, et Tyskland i ruiner samt indædte teologiske stridigheder. Men også til nybrud i den religiøse verden og nye tendenser i det verdslige samfund.
Optakten til jubilæet har allerede i flere år medført en sand flodbølge af arrangementer og ny litteratur i hele den protestantiske verden om Luther som person og om reformationen som samfundsfaktor. Naturligt nok, ikke mindst i Tyskland. Reformatorens liv og levned bliver endevendt, reformatorens tanker og dagligdag dissekeret og dyrket ned i de mindste detaljer. Forfatterne er ofte logeagtige Luther-forskere, der i egen snæver optik mener at have en nærmest naturgiven ret til at beskæftige sig med deres idol. Men forfatterne er også a-historiske teoretikere (i Danmark til eksempel en Frederik Stjernfelt) samt faghistorikere (i Danmark for eksempel Michael Böss), der indbyrdes ikke kan blive enige om, hvor meget i det nutidige verdslige samfund af demokrati og frihedsrettigheder, Luther skal have æren for.
En forfatter som den københavnske kirkehistoriker Martin Schwartz Lausten bemærker nøgternt i bogen Luther og Danmark i 500 år (anmeldt på historie-online), at regenter, teologer og lægfolk op gennem historien gang på gang har henvist til Luther som autoritet for deres holdninger. Ofte har det været i kamp med andre synspunkter. Det var en proces, der såmænd startede umiddelbart efter Luthers død i 1546. Også i Danmark kom vi tidligt med på den vogn – og befinder os stadig der. Det store spørgsmål er så, om Luther kunne genkende sig selv, såfremt han kiggede forbi.
Det er simpelthen et scoop af det ærværdige og mere end 200 år gamle Bibelselskab (grundlagt 1814), at det har fået den ukronede dronning inden for kategorien historiske romaner, Maria Helleberg (født 1956), med på reformations- og Luther-vognen. Ved at udgive nærværende sværvægter af fiktionslitteratur, der med frejdig og skønlitterær frihed føjer helt nye sider til den danske reformations-litteratur. Vel researchet, flyvsk, velskrevet – men måske lige lang nok. Indrømmes skal det dog, at de mange sider flyver af sted, så længe de handler om hovedpersonernes indbyrdes amourøse forhold. Men romanen bliver lidt lang i spyttet, men stadig både seriøs og oplysende, når talen og handlingen falder på de politiske og religiøse trakasserier, som bogens 30-årige tidsramme, 1515-44, er så overmåde rig på. Selv om de naturligvis pr. definition burde kunne interessere - også historikere.
Kærligheden mellem to mennesker er romanens kontante og helt centrale udgangs- og omdrejningspunkt. I en tid, der var fuld af modsætninger og forandringer. Grundlæggende handler romanen nemlig om to unge mennesker, der ønsker et bedre liv. Hun, den historisk eksisterende og højadelige, men forældreløse Elsebeth Gyldenstjerne, søger at slippe væk fra mishandling, misrøgt og mangel på kærlighed. Han, den ligeledes meget historiske Stygge Krumpen, vil væk fra en underordnet stilling i kongeriget og til noget større. I løbet af et år lykkes det dem at opnå alt det, de længes efter – og mere til.
Hun bliver skilt fra sin voldelige og fordrukne fyrre år ældre mand, den ligeledes historisk eksisterende Bonde Due Munk til herregården Torp i Thy. Angiveligt, fordi ægteskabet aldrig var blevet fuldbyrdet. Ægtemanden havde nemlig været mere optaget af at tæve og ydmyge sin unge kone end af at forene sig med hende i ægtesengen. Stygge Krumpen bliver biskop og herre på Børglum Kloster og meget andet. Elsebeth, som Stygge konsekvent kalder sin Elisabeth, bliver hans elskerinde, og en livslang kærlighedshistorie kan begynde.
Med andre ord. Magt, rigdom, politisk handlekraft og saftig erotik kan blomstre for fulde gardiner. De helt rigtige ingredienser til en rigtig Maria Helleberg-roman. Forfatteren har det tilsyneladende som fisk i vandet, når hun skriver om kærlighedsforholdet mellem sine to hovedpersoner – biskoppen og den højadelige kvinde. Sidstnævnte er derfor – ikke overraskende – forfatterens helt store heltinde. Dygtig, smuk, erotisk og med ben i næsen. Kvinden, som Stygge Krumpen i Hellebergs fortolkning lader indrette herregården Voergaard i Vendsysel til deres fælles elskovsrede. Og, som han tager med på sine rejser – også de officielle.
Men Elisabeth er også kvinden, som Helleberg udsætter for mange genvordigheder. Ikke mindst, da Stygge som stædig og trofast katolik bliver taget til fange og anbragt 1536-42 på Sønderborg Slot – i øvrigt sammen med den detroniserede Christian 2. Stygge bliver fri efter at have underskrevet en loyalitetserklæring til reformations-kongen Christian 3. Og han bliver genforenet med sin hjerte allerkæreste. Men nu berøvet sin enorme jordejendom, som kongen har konfiskeret. Sine sidste år tilbringer Stygge sammen med sin Elisabeth på Asmind Kloster, som han får overdraget som len og kompensation.
En katolsk biskop måtte gerne tage sig en såkaldt ”vedsoverske”, men betænkeligt var det alligevel, når hun var af højadelig byrd. Men sæderne er i opbrud. Hun kalder ham ”min hjerte allerkæreste”, mens han kalder hende sin ”cunnus dulcis” - søde kusse. Han lærer hende latin, og ”han kunne igen tale hende ind i nydelsen, og som kvinde var hun åbenbart umættelig --- han kunne drukne hende i berøringer” - som det sanseligt står skrevet i bogen. Helleberg er suveræn – både, når hun beskriver den kropslige nydelse, og når hun gør det religiøse og politiske levende og livagtigt for læseren. Lyt for eksempel til følgende statement om bogens heltinde: ”Andre kvinder tilslørede deres køn og lyst, men hun havde altid båret sin skam som et smykke”. Eller nyd disse citater, hvor Helleberg lader sin mandlige helt afsløre helt andre talenter, end historiebøgernes magtbegærlige, lidet gejstlige, men yderst verdslige egenskaber hos Stygge Krumpen:
”- Hele dagen har jeg villet kysse dig, hviskede han, strøg hånden begærligt op i hendes nakke, nedefra og op i håret, blottede nakken og halsen og lod munden strejfe hendes hud. --- Bøjede hende, holdt hendes hår, og en hånd mod hendes bryst, og lod munden vandre, opdage, kærtegne. Ildperler sprang under huden på hende. --- Han smagte så godt, det var som at kysse en hel urtehave. --- Vil du have mig? Vil du virkelig have mig? Hviskede han, mens hans læber trak sine spor over hendes hals, hvordan i alverden kunne han dog være i tvivl? --- Jeg kan tilbyde dig alt, undtagen ægteskab, jeg kan kun give dig mig selv, og hvad jeg er og kan. Men jeg kan ikke leve uden at måtte elske dig. Jeg har kæmpet imod så længe, men Gud kan ikke være imod, at jeg elsker et menneske, som er så meget værd at elske. Jeg kan ikke leve uden at elske dig. --- I denne første lange, tørre og hede sommer elskede de overalt, i haven eller urtegården, på trappen, i senge, borde, liggende i græsset, i badstuen, eller i de dybe vinduesåbninger. --- Man vidste jo aldrig, hvornår den uimodståelige lyst indfandt sig, og den skulle straks mættes. --- De forsøgte ikke engang at skjule sig eller deres forehavende, de var heller ikke ligefrem stilfærdige” (side 140 ff.).
Den krakilske anmelder kan så stilfærdigt stille sig tvivlende til, om datidens mennesker oplevede og ikke mindst italesatte sex og den kødelige kærlighed så eksplicit, som Helleberg lader dem gøre. Opdraget, som de var i kirkens udlægning af de bibelske tekster. På den anden side kender vi også en Pierre Abelard´s (1079-1142) hede kærlighedsforhold til sin unge elev Heloise – et forhold, der dog endte i fordømmelse og kastration.
Men stormene er på vej. Ingen bemærker dem, alt forekommer normalt og forventeligt. Der er kun en tro og en kirke i Europa. Alle tror på den samme indiskutable fortælling om liv, død, frelse og Gud. Men noget nyt er under opsejling. Mens en ung mand finder fred i et kloster, flygter en nonne. Helleberg bruger dette parallel-spor og dets anonyme par, der befinder sig i samfundets lavere lag, til at beskrive dagligdags emner som klosterliv, Københavns belejring oplevet fra klosteret og en hoben andre ting. Munken, der bliver sekretær for reform-katolikken Poul Helgesen, genfinder efter reformationen sin nonne og kan nu lovformeligt gifte sig med hende. Alle fire - ovennævnte elskovspar og de hidtil klosterviede unge – møder hinanden, og hele deres verden forandres med et. Synd bliver forvandlet til salighed, livslangt cølibat til erotisk besættelse. Religion til politik og politik til krig. Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et nyt sted. Et sted, de end ikke havde kunnet drømme om. Men forandringer stiller nye krav, kræver nye ofre, kræver tilpasning til nye vilkår.
Forfatteren har gjort et stort og fortjenstfuldt hjemmearbejde. Hun har sat sig grundigt ind i historien. Blodbadet i Stockholm 1520 og dets konsekvenser, Grevens Fejde 1534-36, der reelt var en dansk borgerkrig, samt belejringen af København 1535-36. Alt foldes ud i historien om Elsebeth Gyldenstjerne og Stygge Krumpen. Reformationens turbulente Danmark danner bagtæppe og foldes ud for læseren. Samtidig med, at den store historie krydres og anskueliggøres af den lille. Af hverdagsliv på gård og gods og rigeligt samt sanseligt af livet under dynen. Stormene rusker i sammenføjningerne – såvel dem, der holder samfundet på plads og i gang, i samspillet mellem adelsmand og bonde samt i samlivet mellem mand og kvinde.
Maria Helleberg har med denne historiske roman præsteret et mesterværk. Gjort dansk reformationshistorie levende og varieret for læserne. Hun har skabt et mangefacetteret og skønlitterært værk, der udfylder fugerne i faghistorikernes nøgterne murværk. Og som derfor varmt kan anbefales såvel lærd som læg at spendere nogle storm- og regnfulde sommerferiedage på og fordybe sig i.
Historie-online.dk, den 1. august 2017
