The Governor’s Residence in Tranquebar

Af Rasmus Christensen BA i historie, BA i forhistorisk arkæologi

Sidste år sluttede Tranquebar Initiativet, der var påbegyndt i 2004 og var ledet af professor Esther Fihl fra Købehavns Universitet. En lang række institutioner og fonde har samarbejdet som en del af Initiativet. Formålet med Initiativet har været bl.a. at sætte fokus på den danske koloni Trankebar (nutidens Tharangambadi) i Indien, at deltage i bevaringen af de fysiske levn fra den dansk-indiske periode og at styrke et tværfagligt samarbejde mellem individuelle forskere og institutioner. Derudover var det også et mål, at Initiativets resultater skulle formidles til offentligheden og dette må siges at være lykkedes.

Resultaterne af Initiativets arbejde har udmøntet sig i en omfattende liste af publikationer, herunder monografier og artikler udgivet i nationale og internationale tidsskrifter. Samtidig har Initiativet produceret en række film og webbaseret undervisningsmateriale, der ligger tilgængeligt på Nationalmuseets hjemmeside.

Bogen The Governor’s Residence in Tranquebar, der netop er udkommet, må siges at leve op til Initiativets målsætning og placerer sig dermed fint i forlængelse af Initiativets hidtidige produktioner. Som titlen antyder, tager bogens kapitler udgangspunkt i guvernørens bolig i Trankebar, og som redaktøren skriver i introduktionen, fungerer guvernørens bolig som en slags prisme, hvorigennem historier om kolonien, dens bygninger, personer og begivenheder, bliver belyst. Samtidig søger bogen også at belyse de kulturelle udvekslinger der fandt sted mellem Indien og Europa og de internationale relationer og alliancer, der satte den politiske dagsorden i området.

Bogen består af følgende otte kapitler, foruden introduktionen:

Kapitel 1: The South Indian Setting.

Kapitlet udgør en form for baggrundsfortælling, der situerer Trankebar i tid og sted. Det omhandler den danske kolonis relationer til Thanjavu-kongedømmet, i hvis territorium kolonien fik sin beliggenhed, som følge af en invitation fra kong Raghunatha Nayak. Herunder fortælles om, hvordan den danske koloni blev en del af kongedømmets politiske hierarki og på vegne af kongen skulle indkræve skatter i nærliggende områder.

Kapitel 2: No Place to Receive a Man of Rank.

FortDansborg blev opført i 1620’erne og fungerede som Det Dansk Ostindiske Kompagnis administrative og militære hovedkvarter. Også koloniens guvernør havde til huse i fortet, men i løbet af sidste halvdel af 1700-tallet befandt fortet sig i så dårlig forfatning, at det ikke egnede sig som residens for guvernøren, ej heller som sted for officiel modtagelse af gesandter eller andre vigtige personer, fra andre nationer. Den ny udvalgte guvernør, David Brown, der i 1774 ankom til Trankebar, valgte i stedet for egen regning at købe et passende hus, af den engelske købmand Edward Stevenson. Først ca. 10 år efter kompenserede den danske konge Brown for købet, og huset blev dermed den officielle residens for fremtidige guvernører i Trankebar.

Kapitel 3: The Most Prominent House in Town.

Dette kapitel følger op på det foregående og omhandler om guvernørboligens udseende og arkitektoniske detaljer. Huset og dets have skiftede udseende over tid, og kapitlet fortæller om denne udvikling på baggrund af arkæologiske udgravninger og historiske tegninger og kort. Kapitlet bruger også plads på at fortælle om, hvordan husets arkitektur relaterede sig til andre europæiske bygninger i Trankebar og fremhæver de elementer, der gjorde bygningen til en særlig konstruktion; en særlig sammenblanding af danske, indiske og britiske bygningstraditioner.

Kapitel 4: Everyday Life between Private and Public.

Her fortælles om, hvordan huset blev oplevet af folk, der ankom til Trankebar, enten fra havet, eller fra landsiden, samt hvordan huset var indrettet – de offentlige og privates rums udseende og brug. Til at illustrere disse oplevelser, bliver der citeret beretninger fra historiske personer, der besøgte stedet. Ikke kun guvernørerne og deres familie får en plads i huset, også assistenters, slavers og indiske tjenestefolks roller i husets daglige drift bliver fremhævet.

Kapitel 5: Furniture and Decoration.

Indretningen og møblement i guvernørens bolig fortæller historier om mødet mellem dansk, europæisk og indisk materiel kultur. Indretningen af boligen fortæller dels om de pågældende beboeres kulturelle præferencer, men er samtidig også udtryk for den kulturelle påvirkning, beboerne hele tiden er blevet udsat for. På baggrund af inventarlister, salgs- og auktionsprotokoller, kan man let få det indtryk, at indretningen primært var europæisk, men ofte var det kun funktionerne ved møblerne og de dekorative elementer, der var europæisk; materialerne, udformning og stil var asiatiske.

Kapitel 6: Navigating International Relations.

I dette kapitel udfoldes en historie, der sætter huset i fokus som et mødested for et pan-europæisk fællesskab. Trankebar var ikke kun en lille, isoleret, dansk enklave i det sydlige Indien, men en medspiller i internationale, politiske forhold, der dækkede hele det syd- og østlige Asien. Nogle gange gjaldt det handelsrelationer med andre nationer, andre gange handlede det om at navigere mellem krigsførende parter. I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark selv involveret i krigshandlinger mod England, i Napoleonskrigene, og denne storpolitiske situation var også virkelighed i Trankebar.

Kapitel 7: Far from Home.

Kapitlet fortæller om, hvordan det var at komme til Indien og Trankebar som dansker; de forberedelser man gjorde, før man tog af sted, samt hvad man fik tiden til at gå med, når man var ankommet til kolonien. Igen bliver udsnit fra dagbøger og breve gengivet for at levendegøre disse oplevelser. F.eks. skrev guvernør Konrad Mouriers søster, Adéle, et brev til sin niece hvori hun fortæller, hvordan hendes indiske tjener hjalp hende til at forstå forskellige aspekter af den indiske kultur. Hun og flere andre personer får lov til at fortælle deres oplevelse af Indien i denne del af bogen.

Kapitel 8: The House after the Danish Era.

Dette kapitel er en fortælling om guvernørens hus og dets brug, efter Danmark solgte kolonien til briterne i 1845. Huset blev i en periode brugt som kontor for skatteopkrævning, siden retssal for til sidst at blive forladt i 1980’erne efter at have tjent som ”Salt Department” i ca. 100 år. Samtidig fortæller kapitlet også om den restaurering der fandt sted af huset i perioden 2006-2012, som har ført til, at man i dag kan se, hvordan guvernørens bolig tager sig ud i det moderne Tharangambadi.

Bogen er forsynet men en del vignetter, der fungerer som en slags afbræk til den primære tekst; som en række ekstra gode historier. Vignetterne tager udgangspunkt enkelte personer og begivenheder, der bliver nævnt i den primære tekst, men som i vignetterne får ekstra opmærksomhed. Udover vignetterne giver en overdådig mængde af illustrationer også mulighed for at tage nogle pauser i læsningen.

Bogen bevæger sig mellem at være en faghistorisk- og populærvidenskabelig bog. Grundige slutnoter sørger for den videnskabelige dokumentation, der gør den velegnet i faghistorisk kontekst, samtidig med at den rige mængde af illustrationer samt det let forståelige sprog, gør bogen tilgængelig for dem, som blot har lyst til at få et lille indblik i en spændende del af den danske, koloniale fortid, og som er nysgerrige efter at tage et kig ind ad vinduet i guvernørens bolig.

Historie-online.dk, den 1. november 2017