Lodbrogsønnernes hævn

Af Jakob Ørnbjerg, historiker, ph.d.

”Om Grisene vidste, hvad Galten maa lide, til Strid de stævned og stormed Stien”. I henhold til Saxo Grammaticus var disse ord de sidste, der kom over den berømte og berygtede viking Ragnar Lodbrogs læber. Ragnar Lodbrog havde i årevis hærget Vesteuropas og De Britiske Øers kyster og klostre med ild og sværd, men da han i sit overmod angreb den engelske kong Ællas rige med blot to skibe, gik det galt. Ragnar Lodbrog blev taget til fange og kastet i kong Ællas ormegård, hvor slangerne bed ham ihjel. I henhold til Saxo var det altså den træske kong Ælla, der myrdede Ragnar Lodbrog. Dette mord indebar dog også kimen til Ællas politiske og personlige undergang, for Ragnar Lodbrog var ikke blot en navnkundig viking, men også fader til en anseelig flok sønner, der i henhold til blodtørst og vildskab ikke lod deres fædrene ophav noget at høre. Alene sønnernes navne, hvoriblandt skal nævnes Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje og Bjørn Jernside, vidner om, at det måske ikke var Ællas bedste beslutning at lade Regnar Lodbrog blive ormeføde.  Sønnerne samlede da også med lynets en talstærk invasionsflåde, knuste den engelske hær i et blodigt slag, tog kong Ælla til fange og torterede ham derefter til døde.

Så vidt Saxo Grammaticus, der som bekendt skrev sin Danmarkskrønike århundreder efter vikingetidens afslutning. Men var det i virkeligheden kong Ælla, der overlod Ragnar Lodbrog til sin grumme skæbne i ormegården? Eller var der monstro andre mistænkte og medgerningsmænd, der kunne have motiver til at tage livet af en Nordens mest navnkundige vikinger? Det er denne kriminalgåde, som Lasse Holm sætter sig for at opklare i sin roman ”Lodbrogsønnernes hævn”, den første del af en historisk krimitriologi, der her skal anmeldes.

Vikinger har altid appelleret til fantasien. Lasse Holm er da heller ikke den første skandinaviske forfatter, der har givet sig i kast med at skrive en roman om vikingernes vilde liv og færden. Klassikerne over dem alle er naturligvis Frans G. Bengtssons ”Røde Orm”, der udkom helt tilbage i 1940’erne og som i 2017 var udgangspunktet for teaterforestillingen af samme navn på Moesgaard Museum. Hvad enten Røde Orm kæmper som lejesoldat i emiren af Cordobas tjeneste, mæsker sig i blodpølse ved julegildet hos Harald Blåtand eller drager på skattejagt på de store russiske floder, er her skumsprøjt under kølen, skallesmæk og skønne møer over hele linjen. I 2013 tog den norske forfatter Tore Kvæven så tråden op i ”Hård er mit lands lov”. Her er vi dog langt fra Bengtssons humørfyldte vikinger. Kvæven går nemlig en helt anden vej, da han i sin roman fortæller den fantastiske og dystre beretning om skibet Havjærven og dets besætning, der i det Herrens år 1010 sætter ud på en mareridtsagtig rejse til Afrikas indre i håbet om at finde de sagnomspundne Kong Salomons Miner.

Ikke blot eventyr og opdagelsesrejser, men også krimigenren har fundet inspiration i vikingetiden, hvor den danske forfatter Martin Jensen har skrevet syv bind om mordgåder og magtkampe i Knud den Stores og angelsaksernes England. Det er således store og vægtige forbilleder, som Lasse Holm skriver sig op imod.

Inden vi går videre med denne anmeldelse vil undertegnede gerne komme med to tilståelser. For det første læser jeg til dagligt ikke mange kriminalromaner. For det andet har jeg hverken i min studietid eller mit arbejdsliv i nævneværdig grad beskæftiget mig med vikingernes mangfoldige verden. Det er også ensbetydende med, at der er vurderinger i det efterfølgende, der muligvis kan skyldes uvidenhed om såvel krimigenren som vikingetiden. Når det så er sagt, er det bedste ved skønlitteratur om historiske begivenheder og emner, når forfatteren tager os læsere ved hånden og introducerer os for stemninger og steder, der for længst er gået til grunde. Historiske romaner kan også, hvis håndværket ellers er i orden, bidrage til at give både de nuancer og det nærvær til de store historiske personligheder, som faghistorikeren måske viger tilbage for at levere.  I denne roman lykkedes disse kunstgreb dog desværre kun i mindre grad. Som læser føler man sig kort fortalt ikke hensat til de dramatiske tider, hvor vikingerne var havets herskere, og hvor alene rygterne om deres ankomst kunne bringe hele kongeriger til fald. De mange kampe og slagsscener, hvor der ellers skulle være rigeligt med drama at øse af, kommer heller ikke rigtigt til deres ret i bogen. Det er næppe heller et realistisk scenarie, når det på side 302 beskrives, hvordan fem vikinger sidder ved ”baren”. Vel er pubben en engelsk opfindelse, men en så moderne installation som en bardisk har man vel næppe kendt til i 800-tallets England? Og hvordan forholdt det sig egentligt med barstole på den tid? Det er måske alt sammen for små ting at regne, men det bidrager alt andet lige til, at man som læser ikke føler sig rigtigt hjemme i Lasse Holms vikingetid.

Scenen sættes ellers fint med Ragnar Lodbrogs forsmædelige død i ormegården. Med denne dramatiske begivenhed som romanens fikspunkt præsenteres nu et broget persongalleri af vikinger og saksere, konger og biskopper, munke og landsbyboere. Blandt disse skal fremhæves en mandhaftig skjoldmø med afskårne bryster, en læge- og medicinkyndig munk og en sorgløs ung kriger ved navn Hastein. De for enhver midddelalderroman uundgåelige hykleriske gejstlige med skjulte dagsordener og pædofile tendenser under munkekutten er naturligvis også repræsenteret.

Endelig er der så romanens helt og hovedperson Wulf/Rolf Rapkæft. Hans livshistorie fortælles af ham selv via indlagte flashbacks i romanen. Rolf er den uægte søn af en dansk troldkvinde/vølve og en lokal saksisk smed. Som om det ikke var nok, er Rolf Rapkæft delvis blevet opfostret af et ulvekobbel (!), hvilket naturligvis kommer vor helt til gode i en presset situation. Rudyard Kipling har altså ikke levet forgæves. Jeg afslører næppe for meget ved at antyde, at man med en sådan opvækst er selvskreven til at få både fanatiske munke og overtroiske landsbyboere på nakken. Til alt held bliver vores hovedperson i sidste øjeblik reddet af en bande vikinger. I første omgang var det vist kun vikingernes plan, at Rolf skulle bruges som vejviser til det nærliggende klosters skjulte rigdomme, men han vinder meget hurtigt flere af Lodbrogsønnernes tillid. Efter mange genvordigheder afslører Rolf Rapkæft, den virkelige gerningsmand bag Ragnar Lodbrogs død. Hvem det er, skal naturligvis ikke afsløres her.

Der er bestemt gode takter i ”Lodbrogsønnernes hævn”, hvor forfatteren dygtigt væver sagaer, sagn og de få bevarede historiske fakta om Lodborgslægten sammen. Sagnet om Ragnar Lodbrogs kamp mod de to drager, der vogtede den fagre kongedatter Thora, lyder pludseligt ikke så urealistisk endda, når dragerne beskrives som krokodiller, som Thoras fader har købt af en sydlandsk købmand. I beskrivelsen af Regnar Lodbrogs begravelse gøres der også flittigt brug af araberen Ibn Fadlans beskrivelser af de ritualer, der omgav en vikingebegravelse i 1000-tallets Rusland. Sidst, men ikke mindst leverer Lasse Holm en ganske god forklaring på Ragnar Lodbrogs konsekvente brug af det skindtøj, der i sin tid gav vikingen hans tilnavn.

Lodbrogsønnernes hævn ender med, at Rolf Rapkæft stikker til søs med sine nye vikingevenner. Om Lasse Holm ændrer kurs undervejs og får Rolf og hans venner på ret køl igen, vil tiden vise.

Historie-online.dk, den 6. december 2017