Leni Riefenstahl - Filmmager for Hitler

Af Mona Jensen, cand. mag., Historisk samling fra Besættelsestiden

Har man set Leni Riefenstahls ”Viljens triumf” om partidagene i Nürnberg i 1934 eller hendes film fra de olympiske lege i Berlin 1936, er man ikke i tvivl om, hvorfor hun i samtiden nød stor anseelse som filmmager. Først med kendskabet til nazismens rædsler ledsages synet af hendes imponerende optagelser af afsky, men man kan ikke frakende filmene den æstetiske værdi, der fremkaldte begejstring i samtidens Europa. Efter gallapremiere på olymiadefilmene i europæiske hovedstæder i 1938 blev hun modtaget og fejret af flere konger, bl.a. den danske.

Riefenstahl iscenesatte og filmede partidagene i Nürnberg, og hun blev den propagandist, der – også for efterverdenen - mest mesterligt dokumenterede den nazistiske repræsentative offentligheds massescenarier. Hendes film formidlede billedet af den massesuggererende magt- og herrefolksæstetik, der var et centralt led i den nazistiske propaganda.

Sammen med historien om Riefenstahls vej til Hitlers gunst giver Steven Bachs bog et glimrende billede af 1920’enes Berlin-miljøer, hvor Riefenstahls karriere tog form. Hun begyndte som danser og havde en kort karriere som skuespiller, inden hun blev ”Hitlers filmmager”. Hun optrådte i halsbrækkende scener i genren bjergfilm, men opnåede aldrig anerkendelse som hverken danser elle skuespiller.

Hun var i stand til at nå sine mål ved hjælp af en stædig udnyttelse af den karisma, som hun utvivlsomt var i besiddelse af. Hun mestrede til virtuositet, længe før begrebet var opfundet, at opnå resultater gennem ”networking”. Kombineret med et vist omfang af seksuelle ydelser formåede hun at skaffe og fastholde værdifulde kontakter.

”Jeg må bare møde den mand,” skal hun ofte have udtalt, også da hun i 1932 begejstredes over læsningen af Hitlers ”Mein Kampf” og med vanlig taktløshed anbefalede bogen til en af sine jødiske venner. Hun fik arrangeret en invitation fra Hitler i maj 1932, og de to fandt straks hinanden. Det blev til et langvarigt bekendtskab til begges fordel. Hitler sponsorerede Riefenstahls dyre filmprojekter, og hun leverede den propaganda, der bidrog til masseopbakningen bag det nazistiske styre.

Sine øvrige prominente bekendtskaber i nazitoppen udnyttede hun fermt til egen vinding. Bortset fra, at hun skaffede sig uhyre summer til sine film, sørgede hun for, at hendes yndlinge blev fritaget for indkaldelse til værnemagten.

Efter sammenbruddet i 1945 lykkedes det hende tilsyneladende at overbevise de allierede myndigheder, der undersøgte hendes medskyld i naziforbrydelser, om at hun var så godt som uskyldig. Resultatet af afnazificeringshøringen var, at hun blev klassificeret som ”medløber”, den næstlaveste grad af medskyldighed.

Det skal siges til Riefenstahls fordel, at hun aldrig benægtede den virkning, som Hitlers udstråling havde på hende. Bortset fra det benægtede hun med et vist held til sit 101. år at have haft kendskab til nazismens forbrydelser og dermed at have haft nogen form for medskyld.

Selv om hun opnåede en vis grad af rehabilitering, klæbede anklagerne fra offentligheden til hende til hendes død – og med rette.

Det lykkedes Riefenstahl at vinde mere end 50 injuriesager. Først i 1987 blev hun tvunget til offentligt at beklage nazismens ofre, da det gennem en retssag blev påvist, at hun havde udvalgt sigøjnere fra opsamlingslejre til statistroller. Sigøjnerne levede som slavearbejdere i lejre under kummerlige forhold og blev efter filmoptagelserne sendt til udryddelseslejre, hvorfra kun få vendte tilbage. Riefenstahl påstod imidlertid efterfølgende, at hun så alle sigøjnerne efter krigen. Det var den bemærkning, der fremkaldte beskyldningerne om Holocaustbenægtelse, som hun blev tvunget til offentligt at korrigere. Men da var hun 85 år gammel.

Et andet prekært punkt i hendes karriere var, da hun under det tyske overfald på Polen med sine kameraer deltog som krigskorrespondent. Her blev hun i landsbyen Konskie vidne til en massakre på civile jøder, hvilket stemmer dårligt med hendes efterfølgende påstand om ukendskab til naziforbrydelser. Riefenstahls tilstedeværelse er fotografisk dokumenteret. Alligevel forsøgte hun at bortforklare. Bl.a. påstod hun, at hun efter episoden straks havde sagt op og var rejst tilbage til Berlin. Sandheden er imidlertid, at hun fortsatte direkte til Gdansk, hvor hun sammen med Hitler fejrede byens ”befrielse”.

Det er vanskeligt at finde sympatiske træk i Riefenstahls personlighed. Hun var kold og beregnende, og omgikkes sandheden lemfældigt. Hun var i stand til at fremstille tingene, så de passede ind i det selvbillede af uskyldigt offer, som hun promoverede hele sit liv.

Hun forfalskede sit arierbevis, idet hendes biologiske mormor (i et eller andet omfang) havde været jøde. Samtidig påstod hun at have været særdeles kritisk over for nazismens jødepolitik. Selv veg hun imidlertid ikke tilbage for at angive en jødisk kollega, der var blevet besværlig for hende, til den berygtede Julius Streicher.

Af sine medarbejdere betegnes Riefenstahl som diktatorisk, herskesyg og ude af stand til at samarbejde. Som 90-årig opnåede hun efter flere forgæves henvendelser at formå dokumentaristen Ray Müller til at lave en dokumentarfilm om sit liv. Her hersede hun hysterisk med filmfolkene, som hun havde gjort under sine egne optagelser. Ikke mindst var hun utilfreds med optagelser, der efter hendes mening fremhævede hendes rynker.

Da hun som 98-årig overlevede at blive skudt ned i en helikopter i Sudan, kom hun med hårde kvæstelser først flere dage senere til bevidsthed på et tysk hospital. Da hun vågende, spurgte hun ledsageren Müller, om han havde fået filmet situationen, da hun blev trukket ud af vraget.  Da det ikke var tilfældet, overvejede hun, om hændelsen kunne simuleres og optages i et studie i München. Disse overvejelser synes symptomatiske for hendes egocentrisme, men episoden vidner også om den enorme fysiske styrke, hun var udstyret med. Hun fortsatte sit arbejde, dykkede og optog undervandsbilleder til kort før sin 100-års fødselsdag, hvor hun udgav sin sidste fotobog. 

Oversættelsen af Steven Bachs bog hører prismæssigt ikke til i den helt dyre ende. Det er muligvis årsagen til, at noteapparatet har fået den særprægede form, at der ikke i selve teksten henvises til noterne, som er anbragt bag i bogen. Her er der blot anført et antal noter til hver side, uden at læseren er blevet gjort opmærksom på dem undervejs. Det gør efter anmelderens mening noterne værdiløse.

Forfatteren er filmproducer og underviser i filmstudier på amerikanske universiteter. Hans interesse for og indsigt i filmhistorie og filmproduktion afspejles i de detaljerede beskrivelser af produktionsforholdene i forbindelse med Riefenstahls filmprojekter. Bogen er velresearchet, og forfatterens kildemateriale udgøres bl.a. af interviews med en lang række af Riefenstahls samarbejdspartnere, der ikke tidligere har været anvendt.

Bogen om Leni Riefenstahl er en særdeles spændende beretning om en kvinde, der opnåede stjernestatus i Det 3. Rige på grund af film, der begejstrede det meste af Europa. I sit 101-årige liv modstod hun ufattelige fysiske og psykiske strabadser. Hendes overlevelseskraft kan skyldes, at hun samtidig var udstyret med en fantastisk evne til at fortrænge og fornægte sine egne fejltrin.