Niels Stensen

Af Christian Kaaber

Den rager op i boghandlerens biografiafdeling, bogen om Niels Stensen. Den lille, spinkle københavnsk-fødte forsker fra 1600-tallet har fået en nutidig fremstilling i absolut pragtformat. Her er bogdesign for fuldt udtræk - bogen som monument, så at sige. Det fortjener Stensen så absolut for sin banebrydende betydning for kortlægningen af menneskets anatomi og som grundlægger af geologien som videnskab. En sand glæde er det at se så godt og gennemført bogarbejde. Værket lægger sig i forlængelse af en række andre store - i alle henseender - biografier, som forlaget Lindhardt og Ringhof har udsendt gennem de senere år, om eksempelvis Tordenskiold, Karen Blixen og Christian IV. Nu følger så en grandiost anlagt bog om en af Danmarks største naturforskere. Her skal straks kippes med flaget for en fantastisk dygtig og grundig billedredaktion, hvor ingen anstrengelse er skyet for at visualisere personer og processer, og ikke mindst for gode ræsonnerende og informative billedtekster. De sidstnævnte tegner forfatteren sig for. Lindhardt og Ringhof fortjener stor anerkendelse for at folde et efterhånden gennemprøvet koncept ud på et værk, der desværre næppe bliver nogen folkebog. Dertil er Stensen for eksotisk. Hans lærde, latinsksprogede 1600-tals verden ligger meget langt fra vores. Derfor er det også med spændte forventninger, man tager fat på den nye bog om Stensens liv og lærdom.  

Forfatteren, Jesper Brandt Andersen, er speciallæge i børnesygdomme. Han har tidligere i sit voksende faglitterære forfatterskab beskæftiget sig med 1600-tallets naturvidenskabelige univers, senest i et biografisk anlagt værk fra 2017 om den store danske læge og anatom Thomas Bartholin. Bartholin var i 1600-tallets midterste årtier den absolutte nøgleperson på Københavns Universitet og blev Niels Stensens læremester. Det forekommer fuldt forståeligt, at Jesper Brandt Andersen efter sit udmærkede arbejde om læreren og mentoren tager fat på disciplen, der blev omtrent lige så banebrydende i anatomien og kunne være blevet endnu mægtigere, hvis han ikke havde valgt at bruge den sidste del af sit korte liv som katolsk biskop i det dybt protestantiske Nordtyskland - et virke, der i 1988 skaffede ham en katolsk saligkåring, trinnet lige under at være egentlig helgen.  Det lyder ikke som nogen enkel historie, og det er det heller ikke.

Bogen er opbygget kronologisk og følger Niels Stensens liv fra vugge (på hjørnet af Klareboderne og Købmagergade i København) til grav (nu i en romersk sarkofag i en af Firenzes største kirker). Før fortællingen om Stensens levnedsløb får man en særdeles grundig og velskrevet introduktion til det 17. århundredes naturvidenskabelige revolution begyndende med Tycho Brahe. Det revolutionerende bestod i, at erkendelsen af naturens indretning fra og med den store danske astronom byggede på iagttagelse og dokumentation, ikke længere på dogmer og overleveringer tilbage fra antikken. Fra Brahe bevæger fremstillingen sig videre til det lærde Bartholin-dynasti, der fra begyndelsen af 1600-tallet dominerede naturfagene på Københavns Universitet. Forfatteren er grundig og giver reelt læseren en ganske fyldig biografi om slægtens største mand, den allerede nævnte Thomas Bartholin - opdageren af lymfesystemet. Først derefter begynder behandlingen af bogens hovedperson, med en detaljeret redegørelse for hans familiebaggrund. Det er ikke en bog, man skøjter igennem. Til gengæld belønnes man med en omfattende og velskrevet beskrivelse af dansk og europæisk naturforskning i 1600-tallets første halvdel og den kreds af videnskabsmænd, der levede og lærte dør om dør i Christian IV's København, men gennem brevveksling indgik i et vidtfavnende internationalt netværk. Det er langstrakt, men det er godt formidlet. Jesper Brandt Andersen trækker grundigt på brevstof og dagbogsoptegnelser, og gennem mange og ofte lange citater møder læseren en sand mangfoldighed af stemmer, selvsagt med Stensens egen som den dominerende. Alle lærde kommunikerede dengang på latin, men gennem gode oversættelser får man et levende indtryk af meget klarttænkende og velformulerede mennesker, igen med de smukkeste eksempler på Stensens tindrende klare og elskværdige stil. Denne meget høje detaljeringsgrad kendetegner hele bogen og er en væsentlig forklaring på dens ikke mindre end 800 sider. Jesper Brandt Andersen har været dybt nede i kilderne og rundt i imponerende mange historiske og kulturhistoriske hjørner. Og så skriver han selv godt.

Det er 1600-tallets lærde naturvidenskabelige verden, der får liv og fylde gennem læserens følgeskab med Niels Stensen gennem studieårene i København til dels under den svenske belejring. Allerede mens Svenskekrigen endnu rasede, drog han af sted på studierejse, til ophold i først Holland, siden i Paris og ikke mindst i Norditalien fra 1660 til 1672, kun afbrudt af et kort ophold i fødebyen i 1664. I udlændigheden udviklede Stensen sig til en af sin tids allerdygtigste anatomer. Guldsmedesønnen fra Klareboderne var velsignet med en helt enestående fingerfærdighed, og kombineret med en lige så unik iagttagelsesevne gjorde han banebrydende opdagelser med skalpellen i hånden. Han fastslog eksempelvis som den første ørespytkirtlens tilstedeværelse og funktion - en opdagelse, en ældre hollandsk kollega heldigvis forgæves forsøgte at snuppe æren for - ligesom han fastslog, at hjertet er en muskel og ikke andet. Og meget, meget mere. Læseren følger ham siden på vandringerne i de fossilrige bjerge ved Firenze, hvor man fandt de såkaldte tungesten, Stensen gennem dissektion af et indbragt hajhoved kunne påvise som forstenede hajtænder. Ved at udbygge denne iagttagelse til at studere jordlagene, hvor disse fund blev gjort, blev han intet mindre end grundlægger af den moderne geologi.

Egentlig var Stensen på dannelsesrejse og skulle vende hjem til tjeneste i København. Under hans ophold i fødebyen i 1664 blev det klart, at han ikke kunne få det professorat i anatomi, han var selvskrevet til. Jesper Brandt Andersen gør den forbindelse overbevisende op med den fremherskende myte om, at det skulle være Bartholin-klanen, der forpurrede denne oplagte udnævnelse. Stensen rejste sydpå igen. Hans europæiske ry voksede fortsat, men samtidig trådte hans spirituelle side stadig stærkere frem.  Niels Stensen var som de fleste i sin samtid et dybt troende menneske og mente, at hans opdagelser forherligede Guds skaberværk. I Italien vaktes han for katolicismen, der siden reformationen havde været lige så bandlyst i hans fødeland, som protestantismen var det i de fleste katolske lande. Han konverterede til Romerkirken i 1667, samtidig med at Frederik III kaldte ham hjem.  Først i 1672, to år efter kongens død, vendte Stensen tilbage til København. Den nye stærke mand her, Griffenfeld, var både lærd og pragmatisk. Professor kunne den frafaldne ikke blive, men så kongeligt udnævnt anatom - uden om universitetet og kirken. Som sådan brillerede Stensen i fødebyen, men stigende gejstlig chikane fik ham efter to år til at bryde op igen. Læseren mærker både Thomas Bartholins og Jesper Brandt Andersens skuffelse over, hvad der her forlistes for dansk naturvidenskab. Og fra nu af tog Stensens virke en ganske anden drejning.

Efter de to år i København helligede Stensen sig i bogstaveligste forstand kirkelig virksomhed. Han opgav stort set naturvidenskaben, blev præsteviet og sled sin i forvejen svage fysik op som rejsende katolsk biskop i et protestantisk Nordtyskland, hvor pavekirken så at sige levede på tålt ophold. Niels Stensen døde i Schwerin i 1686 og efterlod ud over sine banebrydende naturvidenskabelige opdagelser et meget stort teologisk forfatterskab. Den side af Stensen er ikke Jesper Brandt Andersens anliggende. Efter Stensens afrejse fra København i 1674 bliver den ellers uhyre grundige fremstilling nærmest summarisk. Det svækker bogens rolle som biografi. Jesper Brandt Andersens pragtfuldt udstyrede og myldrende detaljerede værk står til gengæld som en uovertruffen beskrivelse af, hvordan 1600-tallets naturvidenskabelige landvindinger arbejdedes frem blandt ivrigt korresponderende nordeuropæiske forskere.  Den side - og det er og bliver nu den vigtigste - af Niels Stensens indsats er ikke beskrevet bedre og mere tilgængeligt nogen sinde. Jesper Brandt Andersen formår suverænt at bruge sin lægefaglighed i arbejdet med stoffet, men skriver letflydende. Bogen kan læses af enhver, der fascineres af store opdagelser, en spændende skæbne og en dramatisk tidsalder. Det er videnskabsformidling af første karat.

[Historie-online.dk, den 4. maj 2022]