Werner Best

Af Erik Ingemann Sørensen

Den iskolde psykopat

Niels-Birger Danielsen har skrevet den første egentlige biografi om Werner Best på dansk. Der er ikke overraskende nyt stof, men den giver anledning til både hovedrysten, ubehag og undren.

”Der var kvælende hedt i retslokalet… Gangene bag ved stolerækkerne og ned langs med siderne var tæt stuvet – ikke én overflødig kvadratmeter var tilbage…”. På denne stemningsmættede måde blev ”Politikens” læsere, den 19. juli 1949, præsenteret for, hvad der dagen før havde fundet sted i Østre Landsret. Den ved byretten dødsdømte Werner von Best – måske besættelsestidens mest forhadte person – skulle nu konfronteres med det endegyldige skyldsspørgsmål. 

Det var ikke så lidt af et gys, der gik gennem både de tilstedeværende og efterfølgende avisens læsere: ”Landsdommer Frederik Lucas oplæste følgende: ”Han er ”at frifinde” for at have taget initiativ til deportationen af de danske jøder i oktober 1943, samt at der i forhold til både jødeaktionen og de andre forbrydelser, han blev dømt for i byretten – især medansvar for modterror mod den danske befolkning – er en retten formildende omstændighed…”, hedder det i artiklen, der blev bragt under overskriften. ”Dødsstraffen over Dr. Best ændret til fem aars fængsel”.

Det var kort og godt endnu engang lykkedes for SS-Brigadenführer Best at vikle sig ud af det net af anklager, mistanker og ganske velbegrundede fornemmelser, der i adskillige år havde hængt over ham. Da han afsonede den sidste del af sin fængselsstraf i Horsens Tugthus, vandt han en skakturnering for de indsatte. Helt og aldeles symbolsk. For det er svært at finde nogen anden repræsentant for det tyvende århundredes terrorregime, der så listigt og kynisk havde flyttet rundt på skakbrikkerne og sat alle andre skakmat. Iskold og klarhjernet som et memento over, hvordan en psykopatisk sjæl finder selv den allermindste åbning. Men også den største håndvask.

Herom hersker ingen tvivl efter endt læsning af den første egentlige biografi på dansk om Werner Bests optræden på den historiske scene skrevet af historikeren og journalisten på Ekstrabladet, Niels-Birger Danielsen. Og lad det være slået fast med det samme: det er en oplysende, rystende og ganske velskreven bog præget af et yderst solidt arbejde med det store kildemateriale. Kendt som ukendt. Men desværre er den undervejs skæmmet noget af historikerens omgang med boulevardpressen danske ”sprog” og ”stil”. Hertil kommer at bogen – uden at det havde haft nogen betydning for dens informative funktion – kunne være beskåret med næsten 25 %. Der er alt for mange forholdsvis intetsigende sidehistorier med. Og det klæder bestemt ikke historikeren i detaljer at beskrive en afdød kollegas svære sygdom. Det er absolut ikke klædeligt.

Man kan jo undre sig over, at der ikke tidligere er kommet en dansk biografi om Best. Det har jo været mere end oplagt siden 5. maj 1945. SS-chefen går jo igen og igen i det væld af bøger, der er udkommet – især inden for de sidste 10 – 15 år. Hidtil har man måttet klare sig med den tyske historiker Ulrich Herberts bog: ”Best” fra 2005. På et akademisk tysk. På den baggrund er det godt, at Niels-Birger Danielsen nu har publiceret sit grundige arbejde. Det fortjener han dog stor ros for. På trods af de lidt knotne indvendinger ovenfor.

I forordet skriver forfatteren blandt andet: ”Det har været min ambition at skrive en bredt dækkende biografi om Werner Best. Den rummer de vigtigste træk af hans to og et halvt år som chef for den tyske besættelsesmagts hovedkvarter på Dagmarhus i København og sætter hans virke som rigsbefuldmægtiget i sammenhæng med hans baggrund i Tyskland, med perioden i Frankrig og med hans roller i retsopgøret efter befrielsen og i efterkrigstidens Tyskland…”

Således både nedslag i de centrale begivenheder før, under og efter besættelsen med fornemt optrukne linjer. Den side kan næppe gøres bedre.

Tiden før Danmark

Efter 1945 fortæller Best: ”Jeg er vokset op i tjenestemandssystemets  atmosfære.” Med en farfar, der deltog i krigen mod Frankrig 1870-71 og en far der døde en ”heltedød”, da han faldt i oktober 1914. (Typisk Best: faderen blev såret og døde af infektion 4 dage senere) og så Werner Best selv, der rent faktisk opnåede rang af SS-general.

I 1927 bliver Best dr. jur., og tre år senere melder han sig ind i NSDAP. I 1933 knytter Heinrich Himmler ham til SD – ”Sicherheitsdienst” – den 30. juni kommer opgøret med SA og Röhm. Her spiller Best med for alvor. Hans ”færdigheder” bliver anerkendt, og ved nytår kommer han så til Berlin, hvor han bliver nummer 2 i ”Geheime Staatspolizeiamt”. Hans umiddelbart overordnede er Reinhardt Heydrich. Danielsen fremhæver, at Best ”…lige fra begyndelsen af Det Tredje Rige er fuldt bevidst om, hvad der foregår i de kz-lejre, som han har det finansielle ansvar for…” Hvilket han senere totalt afviste. Det er ifølge Davidsen også Best, der nærmest egenhændigt udfærdiger loven om Gestapo i februar 1936. Ligeledes fremgår det, at det er Best, der formulerer en række centrale forslag til ”Løsning af jødespørgsmålet…”

I 1939 er det Best – ”Terrorapparatets arkitekt” – der opstiller de såkaldte Einsatz-grupper, der rykkede ind i de erobrede områder for at udrydde uønskede elementer. Ofte i samarbejde med både Wehrmacht og lokalbefolkningen.

I sin biografi skriver Ulrich Herbert: ”Der var næppe en leder af et Gestapotjenestested eller en Sipo-sagsbehandler, der ikke direkte eller indirekte havde et medansvar for Einsatz-gruppernes massemord, deportationen og udryddelsen af Europas jøder eller undertrykkelsen i de lande, Tyskland holdt besat…” Over for dette står Bests gentagne forklaringer under retsopgørene: ”jeg har intet haft med terrorpolitikken at gøre”. Den gik rent ind ved det danske retssystem. Til terrorarkitektens fordel. Endnu engang. Eller rettere: igen og igen.

Juni 1940 ankommer Best til Paris. Opgaven er her – endnu engang – at tage sig af jødespørgsmålet. ”Han var en af tilintetgørelsens teoretikere”, noterer en tysk officer om Best. At Best yderligere deltog i den berygtede Wannsee-konference, kan givet ikke undre.

Tiden i Danmark

Det var denne mand, Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, modtog i Kastrup Lufthavn, den 5. november 1942. Med et dybt og ærbødigt buk. Som protokollen foreskriver. Til gengæld foreskrev protokollen intet, der berettigede deres efterfølgende fælles morgenrideture.

I begyndelsen af sin ”regeringstid” spiller Best sine kort til Berlins store tilfredsstillelse. Danmark var et ”mønsterprotektorat”, der i den grad var Lebensmittel-forsyner til Det Tredje Rige. Irriterende for Churchill, der kaldte Danmark for ”gangsterens kanariefugl”.

Der er ikke afgørende nyt at hente i denne del af bogen. Det gør den dog ikke mindre interessant. Fra tid til anden spekulerer man over, hvor mange elever, der forlader de danske uddannelsesinstitutioner, uden at have kendskab til Best. Her er bogen en nyttig håndsrækning. Både til historieløse historielærere og historiehungrende studerende. 

Også Niels-Birger Danielsen forsøger at afdække Werner Bests rolle i forbindelse med den 3. oktober 1943: jødeaktionen. Ifølge hovedpersonen ydede han præcis den indsats, der medførte, at de fleste af vore jødiske medborgere klarede sig igennem til Sverige. Det er da også her, landsretten giver Best så megen kredit, at han undgår, at dødsdommen stadfæstes. Det, der er det problematiske, er, at der stadig ikke er fundet et endegyldigt svar. Hvis Best har sikret sig, at de jødiske medborgere fik nys om den forestående aktion – ja, så kan det være et forsøg fra Best på at ”redde sit eget skind”. Ganske som Scavenius. Krigslykken var vendt – det var så småt begyndt at blive et spørgsmål om tid. Men læseren er ikke overbevist. Måske er det fra helt anden side, der er sluppet noget ud. Svaret finder man måske aldrig – men Werner Best forstod i den grad lobhudlerens kunst og færdigheder. Og at bruge disse til egen fordel. Anmelderen må ganske enkelt melde pas. Niels-Birger Danielsen har tilsyneladende heller ikke fundet det afgørende kort at spille ud.  Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at finde dette kort.

Niels-Birger Danielsens øvrige dækning af Bests gøremål i Danmark er overbevisende læsning. Der kommer ikke så meget nyt til – men det er grundige redegørelser, vi præsenteres for.  Og dækkende for Bests virke i Danmark.

Så er der lige Scavenius

Niels-Birger Danielsens redegørelse for de handlinger, Best udførte i Danmark er aldeles glimrende beskrevet – med sikkert afsæt i kildematerialet.  De er med til at understrege billedet af den kyniske SS-general, der tilsyneladende uden betænkeligheder underskrev dødsdomme over frihedskæmperne lige til det sidste. Uanset alle vidste, at krigen var tabt. Og henrettelserne fuldstændigt meningsløse.

Danielsens fremstilling af forholdet mellem den radikale statsminister, Erik Scavenius og Werner Best er interessant at stifte bekendtskab med. Her har han – som flere andre historikere – sans for det mærkværdige forhold, der herskede mellem de to fremtrædende ”personligheder”. Nogle taler om en slags ”far – søn forhold”, og det ligger da også i linjerne. Begge aldeles udemokratiske med deres ”foragt” for menigmand. Men på forunderlig vis kommer Danielsen ikke helt ned under overfladen – om end han har haft mulighed for at gå i dybden med kilderne. Måske bliver det aldrig rigtig afklaret, hvad det egentlig var, der styrede det tilsyneladende meget nære forhold mellem de to antidemokrater. Sjøqvist har i sin to-binds biografi leveret et interessant bud. Danielsen lægger lidt til. Men man sidder stadig tilbage med en fornemmelse af, at der mangler en eller anden brik. Måske flere. Hvordan kan den tidligere statsminister, Erik Scavenius, sende et hengivent, signeret billede til Best og i øvrigt opretholde et forholdsvis anerkendende forhold til Best i så mange år efter besættelsen? Det er en stadig kilde til undren. Var det skæbnefællesskabet? Var Best på en måde den søn, Scavenius aldrig fik? Måske er det slet ikke historikerne, der skal afdække dette – men derimod psykologerne. Der må ligge en spændende forskningsopgave forude – for den, der tør tage udfordringen op.

Det nye liv – uden dom

Som tidligere omtalt lykkedes det Best at udmanøvrere det danske retssystem. Baggrunden for dette var både hans iskolde kynisme, og så den danske dommerstands manglende muligheder/evner til at overskue, hvordan sagerne skulle gribes an. Derfor blev Best også sendt til Nürnberg og tilbage igen. Elegant manøvrerende – og nydende rollen som den, der nærmest kunne sætte dommerne skakmat.

Til gengæld er billedet af den nedbrudte Best, der stortudende og hysterisk ligger i sin fængselscelle – flere gange på selvmordets rand – kompenserende læsning, for de personer, der stadig har det svært med, at de ikke opsøgte Best efter hans løsladelse og udvisning for at likvidere ham. Det havde såmænd ikke været særlig svært. For i efterkrigstidens Tyskland var han absolut hverken persona non grata eller anonym. Han førte sig frem som forsvarer for gamle nazi-folk. Havde kontakter til umådeligt mange eftersøgte og tidligere dømte. Men de nye vinde – med en fjende i øst – blæste hans vej.

Derfor er det også ganske symptomatisk, at det endelige anklageskrift mod Best først blev fremlagt på hans dødsleje. Mord på 8.733 mennesker. Men som bekendt for sent. SS-mandens årelange samarbejde med døden snød også retten. Man kan så læse baglæns i bogen og konstatere, at hvis såvel dommere som lægsdommere havde haft en højere standard og analytisk evne, ja, så havde Best – måske – endt sin SS-løbebane på henrettelsespladsen på det nuværende Christiania. Men. Men. Hvis og hvis nytter ikke meget i denne sammenhæng. Tilbage står blot at konstatere, at sagerne med Werner Best og Søren Kam ikke hører til blandt de kønneste i Danmarkshistorien. På den anden side: det er der så mange af samme slags, der heller ikke gør.

Niels-Birker Danielsen har leveret et fint og anerkendelsesværdigt arbejde. Bogen udmærker sig ved at være den første egentlige biografi om Werner Best på dansk. Dog tog Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør ved ”der Nordschleswiger” mod til sig, og udgav ”Dänemark in Hitlers Hand”. Det var og er en stor præstation af det tyske mindretals fornemme repræsentant. Den danner naturligvis også en del af grundlaget for Niels-Birger Danielsens arbejde. Og lad mig anbefale dette væsentlige kildeskrift til besættelsestidens historie. Danielsens bog ryster ikke ved historien om besættelsestiden. Men han bringer relevant materiale, der måske var ved at blive glemt, frem. Han får stillet en lang række spørgsmål ved opfattelsen af de fem år. Og han får Best placeret ind i en uhyggelig sammenhæng. Derfor er det for anmelderen stadig lidt af en gåde, at der ikke blev fældet dødsdom over personen, som retspsykiaterne karakteriserer som den ”iskolde psykopat”. I Danmark.

Ser man bort fra de pinagtige sidefortællinger, der skæmmer den professionelle historikers fremstilling, holder man sig til Danielsens nøgterne redegørelse, og ser man bort fra et katastrofalt manglende emneregister – netop i denne type historiske fremstilling – ja, så må kan tillade sig at anbefale den.