1950’erne

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

1950’erne – årtiet midt i det tyvende århundrede – er blevet tillagt så mange kedelige egenskaber. 1950’erne var grå, fattige, snæversynede, kommunistforskrækkede osv. Det var også et årti, der pegede både bagud og fremad, når man ser det på afstand. Bagud mod besættelse og modstandskamp, fremad mod de farverige tressere. Og så er der jo Den kolde Krig og Koreakrigen, Rock and Roll og Far til Fire, bolignød og forstadsbyggeri. Der er faktisk massevise af ord og begreber, man kan knytte til 1950’erne, så skønt det måske ikke var det bedste tidspunkt at leve, så er det faktisk et meget spændende årti at studere. Det er der også nogle, der gør, og Golden Days retter spottet mod årtiet i årets festival. Det er en rigtig god idé, og det er også en rasende god idé i lighed med tidligere år at udgive en antologi, der sætter os i den rette stemning op til festivalen. Den ligger her altså nu, denne flotte bog med bidrag af personligheder, der husker årtiet og er i stand til at formulere sig i erindringsstof, og med bidrag fra historikere, der har beskæftiget sig med forskellige sider af 1950’ernes virkelighed.

Lad os begynde med at rose billedredaktør Pipaluk Balslev for de mange fremragende fotos, der er fundet frem. Fx billedet side 43 af et ældre ægtepar til Rebildfest i 1954: Han sidder i græsset med sin sodavand og en serviet over knæet, og hun sidder ved siden af med skoæsken, der i dagens anledning er forvandlet til madkasse, klar til at række ham leverpostejmaden. På mappen foran ligger oplukkeren placeret, så den ikke bliver væk i græsset. Jeg er også ret vild med billedet af syv unge piger (side 57), der skal vise det nye begreb ’teenage’ ved at holde skilte med bogstaver op. Desværre er ordet stavet ’taenage’. Sådan kunne man blive ved. Det er dog ikke meningen med disse linjer, men derimod ganske kort at præsentere noget af indholdet.

Pernille Steensgaard fortæller i første afsnit om dansk arkitekturs guldalder, hvor det bløde, organiske og menneskelige byggeri vinder frem, tegnet af arkitekter, bygget af håndværkere – i modsætning til tiden efter 1960, hvor de maskinprægede typehuse vinder frem i tusindtal.

Nils Arne Sørensen fortæller om 1950’ernes amerikanisering med baggrund i den voldsomme rejseaktivitet, som forskellige mellemfolkelige organisationer udfoldede for at få danske beslutningstager, studerende osv. på kortere eller længere ophold i USA. Det er også drømmen om det grænseløse forbrugersamfund, som trives i den lidt grå og slidte efterkrigstid. Og så begyndte man at dyrke ungdommen – og det har man så gjort siden – altså ungdommen som forbrugere, der skulle have tyggegummi, cola, amerikanske film og amerikansk jazz og rock. Men Nils Arne Sørensen kan slå fast, at skønt bekymringen over den amerikanske indflydelse var stor i nogle kredse, så forblev Danmark meget dansk. Danskerne flokkedes fortsat til Morten Korch- og Far til Fire-film, De mest elskede slagere var på dansk osv.

Rasmus Mariager tager sig af 1950’erne politiske historie, dvs. den kolde krig, Danmarks optagelse i Atlantpagten, dansk udenrigspolitik i forhold til den amerikanske og socialdemokraternes kamp mod kommunisterne på og uden for arbejdspladserne. Og Mariager slutter sit afsnit med: ”1950’erne var på mange måder et klaustrofobisk årti for Danmark og danskerne. Den kolde krig var en spændetrøje, en skruestik, der stillede krav om konformitet, og som definerede verden i sort og hvidt. Langt de fleste valgte helhjertet og med åbne øjne landene i vest. Men 1950’erne var et iskoldt årti, hvor det var vanskeligt at bekende sig til tidens gråtoner.” (side 111).

Kulturlivet har naturligvis også sit selvstændige afsnit, skrevet af Michael Fjelsøe, Morten Michelsen, Jens Tang Kristensen og Liza Burmeister Kaaring. Også her hører vi om dyrkelsen af ungdommen – både for at hylde dens kraft og vitalitet og for at kontrollere den – og vi hører om den øgede afstand mellem ’høj’ og ’lav’ kunst. Mellem den frie kunst for kunstens egen skyld og den masseproducerede underholdning. Her er vi igen ovre i amerikaniseringen, men også her kan det slås fast, at rock’n’roll faktisk ikke fik den store indflydelse i Danmark i 1950’erne. Det er rocken, man har hørt mest om efterfølgende, fordi den ledte frem til både Beatles og Stones, men i virkeligheden var ungdommens musik i 1950’erne jazzen – både den traditionelle og bebop’en – og refrainsangere som Gustav Winckler og Raquel Rastenni sang på dansk, og det var ikke rock.

Og så er der erindringsafsnittene, som også er fine karakteristikker af årtiet. Klaus Rifbjerg fortæller om den unge mand på besøg i det imponerende USA, Hanne Reintoft erindrer 1950’ernes fattigdom og elendighed i de københavnske baggårde, Hans Hertel, der var værnepligtig i 1950’erne, fortæller om bekymringen for ungdommen på den ene side og fedteriet for ungdommen på den anden. Og endelig Maria Marcus om at være kvinde i 1950’erne.

Det er mageløst spændende læsning alt sammen. Oplysende og underholdende på én gang. Uden undtagelse jager man igennem afsnittene, og jeg synes egentlig også, at antologien tjener sit formål at vække interessen, give blod på tanden. Man får faktisk ganske megen lyst til at læse mere om den amerikanske indflydelse, om kultursammenstødene og kulturudtrykkene, om ungdomsdyrkelsen, om kold krig og en hel masse andre 1950’er-kendetegn. Og man får lyst til at deltage i Golden Days arrangementer!