Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005

Af Preben Etwil

Dette er historien om en fodslæbende dansk venstrefløjs forhold til europapolitikken. Bogen består af ti veldisponerede og velskrevne bidrag fra en række historikere og politologer, samt en enkelt politisk aktør, der delagtiggør læseren i den seneste forskning indenfor venstrefløjens holdning til europapolitikken efter 1945 – med særlig vægt på dansk EU-medlemskab. Redaktørerne formår faktisk at holde en rød tråd gennem hele antologien. Det skal de have ros for, da det ofte er en udtalt mangelvare for mange af den slags bøger, men her lykkedes det faktisk at binde tingene godt sammen, og evindelige gentagelser er blevet begrænset til et minimum.

Bogens gennemgående tema er hvordan de forskellige venstrefløjspartier, folkebevægelser og grupperinger har betragtet den europæiske udvikling, og hvordan de politisk har handlet i de forskellige situationer. Dertil er knyttet en række sideløbende analyser af arbejdsmarkedsudviklingen – både ud fra en fagforeningsinstitutionel og kønspolitisk vinkel.

Omdrejningspunktet i alle bidrag har været modsætningen mellem national selvstændighed og en europæisk integration. Historien har i modsætning til venstrefløjens oprinde­lige politiske udgangspunkt vist, at der ikke er tale om et historisk nul­sums­spil, men derimod om en proces der kontinuerligt har vist, at man godt kan deltage i en øget europæisk integration uden nødvendigvis at miste sit nationale særpræg eller politisk selvstændighed. 

Bogen starter med forhistorien, hvor venstrefløjens forhold til inter­nationalismen og det nationale særpræg analyseres. Det er modsætningen mellem klassetilhørsforholdet over for national loyalitet. I hele arbejder­bevægelsens historie har dette dialektiske forhold spillet en afgørende rolle for venstrefløjens politikudvikling. Man tænkte måske internationalistisk, men handlede i høj grad nationalistisk. Denne tankegang blev i lige linie båret over i holdningen til EF, der politisk kom på dagsordnen i løbet af midt-halvtredserne. Det var både fjernt og uvirkeligt, og den danske venstrefløj blev pga. fransk veto mod Storbritanniens optagelse i EF i midt-tresserne forskånet for at skulle tage realistisk stilling til et dansk medlemskab af EF. Dette ændrede sig radikalt fra starten af halvfjerdserne, hvor et evt. dansk EF-medlemskab nu blev en realitet.

Venstrefløjen reagerede meget forskelligt – om end reaktivt hele raden rundt.

Socialdemokratiet, der var det store regeringsbærende parti, havde en skeptisk men også pragmatisk tilgang til EF-medlemskabet. Det lykkedes partiet at afkoble EF-debatten fra den indenrigspolitiske dagsorden ved at få etableret en særskilt folkeafstemning om medlemskabet. Dermed sikrede partiet sig mod en intern og ødelæggende sprængning, da medlemsskaren omfattede både begejstrede tilhængere, indædte modstandere og skeptiske tilhængere. Det blev den skeptiske tilhængerskare, der løb af med sejren, hvilket lige til i dag har skabt interne problemer vedr. en yderligere integration i EU-politikken. Især har de socialdemokratiske vælgere i perioder haft svære problemer med at følge partilinien, hvilket har skabt et naturligt grundlag for forskellige folkebevægelser i at samle de utilfredse vælgere op under deres mindre kompromissøgende nej-paroler. Socialdemokratiet forholder sig som parti yderst skeptisk til enhver form for yderligere EU-integration helt frem til vedtagelsen af den såkaldte EF-pakke i 1986.

For den yderste venstrefløj var forløbet noget anderledes. De startede alle som de argeste modstandere af enhver form for EF-medlemskab. Der var tale om faste standpunkter uden plads til mange nuancer. Det lå så at sige ikke i tidsånden. Når man i dag læser udvalgte afsnit af deres politiske standpunkter til EF’s forventede udvikling og de danske muligheder for enegang, må man forbavses over den kvalmede nationalisme og himmelråbende uvidenhed, flere af deres analyser byggede på. Men som sagt er det jo altid let at bedømme andre i historiens ufattelige klare lys.

Den yderste venstrefløj var i realiteten meget opsplittet og i evig kamp mod sig selv.  Pragmatikerne i SF var de første, der fandt ud af, at man kun får indflydelse på udviklingen, hvis man er villig til at indgå kompromisser. Den øvrige venstrefløj hyldede de rene og ranke, og har aldrig siden folkeafstemningen i 1972 været med til at formulere en brugbar europapolitik. De har tilsyneladende stillet sig tilfreds med at være en klassisk nej-bevægelse, som blev samlet i Folkebevægelsen mod EF. Selv ud af denne gruppe er der sket afskalninger i form af en mere kompromissøgende Junibevægelse, der blev dannet i 1992. Valget i juni 2009 vil dog vise, om dens politiske platform ikke efterhånden er blevet indoptaget af de tradi­tionelle politiske partier.

SF’s udvikling ind mod midten af dansk politik har betydet, at partiet er gået fra at være et uforsonligt nej-parti til måske landets mest begejstrede tilhængerparti. Naturligvis under en række bibetingelser så som krav om en bedre forbrugerbeskyttelse, miljøpolitik, åbenhed i forvaltningen mm. Bogens eneste aktørbidrag behandler denne problematik. Men det er og forbliver et partsindlæg i den lidt selvsmagende og selvfede stil. Politikere der ikke roser sig selv og sit eget fantastiske klarsyn, er som en nonne uden cykel. Hermed afviger indlægget også fra bogens øvrige bidrags meget stringente kildebaserede analyser. Til forsvar for indlægget er dog, at læseren hermed kommer helt ind i det politiske maskinrum, hvor det nationale kompromis blev gjort til virkelighed.

Bogen er en kradsbørstig kritik af venstrefløjens europapolitik. Det er der bestemt også behov for, men der er tilsyneladende heller ikke gjort mange forsøg på at formilde denne kritik. Ingen refleksioner om at en del af venstrefløjspolitikken kunne være en naturlig reaktion på højrefløjens utilslørede og åbenlyse begejstring for EF’s anti-regulerende økonomiske politik – og det klassiske modsætningsforhold mellem by- og landbe­folkningen. Det kunne have været befriende i dette moment at læse en anden bog, der havde behandlet højrefløjens måske lige så naive EU-forestillings­verden.

Men hvorom alting er, så er den foreliggende bog både til faglig fordybelse, politisk refleksion og ikke mindst velegnet til undervisning inden for faget samtids­historie.