Menu

Og resten er historie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 232

 

Af Kresten Søe

En populærhistorisk podcast bliver til en bog

Bogen er udgivet i forlængelse af en populær engelsk podcast serie af samme titel med værterne Tom Holland og Dominic Sandbrook. På humoristisk facon formidler de to historikere - her såvel som i podcast serien - levendegjort og underholdende historiefortælling i form af 56 kapitler i nedslag med udgangspunkt i såvel den engelske som den generelle verdenshistorie.

Indhold, form og opbygning

Indholdet er primært centreret ud fra den detaljerede engelske historiebog og svinger fx fra Top-10 over historiske katastrofer, berømte hunde gennem tiderne, eunukker, elskerinder og kontrafaktiske nedslag med: ”hvad nu hvis?” opstillet på samme facon.
Derudover kan læseren more sig over holdopstillinger i fodbold VM for engelske premierministre og et ditto for konger og dronninger.
Yderligere tilkommer fx artikler med let anrettet baggrundshistorie for Nelson og sejren ved Trafalgar, Tolkien og hans orker, Kejser Nero og mordet på Julius Cæsar til Robin Hood-myten, de olympiske leges historie, baggrunden for konspirationsteorier og Romerrigets fald.
Ikke sjældent træder de to historikere direkte ind fra kulisserne med direkte spørgsmål til de agerende eller personlig henvendelse til læseren.

Bearbejdningen af det causerende engelske forlæg har næppe været nogen let opgave. Men selv om oversætteren Lene Østerlund er sluppet fint igennem her, så retfærdiggør det ikke helt en manglende tekstredigering, hvor fx den danske konge Erik Lam i stedet for sit danske tilnavn benævnes Erik den våde og Erik den mindeværdige.

 Spøg og skæmt ud fra en reel historisk ramme

Enkelte af de 67 historiske nedslag er tilrettelagt i fx et tænkt forhør i en retssag med fx Nixon efter Watergate i form af vekslende replikker mellem dommer, forsvarer, anklager og Nixon selv.
I nogenlunde samme replikskiftestil foregår yderligere et VM for guder.  
Andre artikler omhandler emnet om ”hvordan man bliver historien største kvindelige farao, Her opereres i 8 tempi: 1. Hav en panter som far. 2. gift dig dårligt, 3. Tag et falskt skæg på osv. osv.

Yderligere underholdning kan desuden hentes i en quiz med oplysninger om St. Patricks Day og en ”gæt hvem morderen var” - udfordring med 13 ledetråde omkring mordet på Edward den fjerdes to sønner i 1483.

Nej, bogen mangler hverken fantasi eller opfindsomhed i de to herrer formidling af noder og unoder i de ofte lidt mere glemte detaljer, personer og kuriositeter i den anglofile historieskrivning.

Lille Danmark er såmænd også repræsenteret med blandt andet blodgildet i Roskilde og redningen af de danske jøder i oktober 1943.

Men lader en podcast uden videre overføre til bogen?

Desværre nej - i hvert fald ikke her. En podcasts rappe engelske replikker og situationskomik gør sig langt anderledes med det trykte ord. De mange vittige kommentarer, der langt bedre ville passere som situationskomik i en kvik radioudsendelse, fremstår i bogen oftest som flade og gumpetunge.

Dertil kommer, at mange af de talrige hints til den øvrige engelske histories mange detaljer, kræver en betydeligt mere udvidet viden om anglofile historiske detaljer, end en almindelig historisk interesseret dansk målgruppe kan præstere.

Ind i mellem kammer de to historikeres humoristiske kommentarer over i en lidet tiltalende - men øjensynlig gængs? - engelske fordomme med sidebemærkninger, som gør sig endnu mindre på skrift end i tale. Her får den ikke for lidt med franskmænd som sure og ubehagelige og frø- og snegleædere m.v. 

Endnu værre er dog afsnittet om Hitlers hund Blondi, der berettes aflivet i en test af den gift, som føreren og Eva Braun skulle bruge til selvmord.
Direkte citeret lyder bogens efterfølgende ”friske” kommentar således: ” Da Hitler og Braun dagen efter havde begået selvmord, skød vagterne alle hvalpene - hvilket fortæller alt, hvad man behøver at vide om nazisterne”.  
Med en vis ironi kunne en og anden måske her have hvisket, at en del mere også kunne være relevant i denne sammenhæng fx kz-lejrene og masseudryddelsen af jøder og slaviske undermennesker.

I det hele taget er bogens efter min vurdering vel poppet i forhold til de mange historiske emners alvor.
En sammenligning med den ligeledes ret nylig udgivne danske populærhistoriske - Løgnehistorie af Kåre Johannessen. (Se anmeldelsen her) Johannessens bog tager - trods nogle gennemgående forskelle - sig væsentligt bedre ud i forhold til målgruppen.

Men selv med alt dette taget in mente, vil jeg dog bestemt også tilkende konceptet i  - … Og resten er historie - kredit for at være et nyt pust og et tankevækkende alternativ med interessant potentiale og fin gennemslagskraft overfor den mere traditionelle populærhistorie

Se relaterede artikler
Skabertrang
Transnationale historier
Sommerglæder