Grønland. Den arktiske koloni
Af Ida Munk, cand.mag, direktør
Bogen er et af fem bind i ’Danmark og kolonierne’ i alt 2000 sider kr.1499, som med forlagets ord er: Nyt kolonihistorisk storværk i fem bind.
Dette bind om Grønland er skrevet af anerkendte kapaciteter, nemlig forskere fra henh. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Nationalmuseet, Grønlands Universitet og Københavns Universitet.
Bogen omhandler perioden fra den førkoloniale tid helt frem til i dag. Den udgør en tiltrængt samlet og opdateret fremstilling af Grønlands historie og forholdet til Danmark som kolonimagt.
Det er en omfattende, grundig og detaljeret fremstilling i 8 tidsafsnit, hvor perioden fra 1905 fylder halvdelen af de godt 400 sider. De 8 kapitler er enkeltvis skrevet af en eller flere forskere. Historien føres faktisk helt frem til 2017, selv om sidste kapitels overskrift er 1979-2009. De sidste sider inddrager således også Grønlands og Danmarks strategi i det arktiske spil.
Inden for hvert afsnit tematiseres der f.eks. i livs- og levevilkår, institutionalisering og internationale relationer og ikke mindst Danmarks rolle som kolonimagt. Danmarks skiftende prioritering af mission og handel gennemgås med fornem dokumentation: Den danske respekt for grønlændernes overlevelsesevne i det barske land kontra den danske mangel på tiltro til grønlændernes formåen i forhold til udviklingen mod et selvstændigt europæisk samfund. Det ”fodslæbende” danske administrative system kontra den grønlandske insisteren på selvstændig ledelse dokumenteres og fremstilles forbilledligt. Frem til 1900-tallet var det tydeligvis det danske ønske, at Grønland skulle vedblive at være en nation af fangere. Først herefter ændredes langsomt denne holdning.
Bogen indledes med et glimrende kapitel om den førkoloniale tid. Herefter følger vi tæt Hans Egedes mission, som for hans vedkommende slutter opgivende efter 15 år med tilbagerejse til Danmark. Hans Egede citeres for i sin afskedsprædiken at sige:”- jeg havde arbejdet forgæves og spildt min kraft omsonst og unyttigt, ihvorvel min sag er Herrens og mit embede er min Guds.” (s.82)
Også Store Nordiske Krig og Napoleonskrigenes betydning for det grønlandske projekt omtales forbilledligt kort og klart. Fangst af hvaler, sæler og fisk udvikler sig over årene med bestandenes udvikling og de mange konkurrerende europæiske fartøjers opdukken. Temaet mission og handel og statens prioritering blandt de to felter er væsentlige områder til forståelse af udviklingen af kolonimagtens administration.
Bogen kommer glimrende ind på de mangeartede problemer, kolonimagten havde fra start til i dag i forhold til administrationen af den lokale befolkning, ikke mindst når det gælder overholdelse af aftaler om levering af fangstudbytte og arbejdstider. Her markerer bogen gennem det velvalgte kildemateriale, at manglende leverancer fra fangerne ikke nødvendigvis skyldtes, at fangerne opgav det hårde fangstliv til fordel for ’nasseri’ på samfundet. At det var den danske opfattelse fremgår af bl.a. en instruks fra 1782 fra KGH ( Den Kongelige Grønlandske Handel) til købmændene på Grønland, som ”..skulle modvirke et for stort forbrug af europæiske varer og udviklingen af en så europæisk livsstil, at det kunne skade fangsten.” (s. 118) Her var der dog tale om en balancegang for købmanden, idet købmanden fik provision af sit salg, hvor avancen var stor på netop ’overdådighedsvarer’ som kaffe, sukker, tekstiler og synåle. Desuden havde købmanden konkurrenter i de fremmede hvalfangere fra bl.a. Holland.
Der var i denne forbindelse en problematik med afsondring af den grønlandske befolkning fra folk udefra, idet man ikke ønskede at påføre grønlænderne andre sæder og skikke; således indførte instruksen fra 1782 forbud mod ægteskab imellem europæere og grønlændere. Dette forbud ændres senere, dels fordi det var svært at opretholde, dels fordi man mente at kunne påvise, at efterkommere af blandingsægteskaber var langt stærkere og sundere end grønlænderne. Denne dokumentation fremstillet i 1924-25 blev brugt i argumentationen mod at ophæve koloniseringen. (s.268)
I løbet af 1800-tallet fortsætter den moralske nedvurdering af grønlændernes nydelsessyge. Det kan ses bl.a. i konst. inspektør H.J. Rinks henvendelse til Indenrigsministeriet i 1856, hvor der er krise i Grønland. Den forklares her bl.a. med, at grønlænderne overindhandler dvs køber flere luksusvarer end de kan betale med indleverede skind, hvorved de sætter sig i gæld. Her dokumenterer bogen s. 216, at det nok snarere var naturgivne forhold, der bevirkede en nedgang i sælfangsten og at grønlænderne faktisk tilpassede indkøbene til indtægterne fra salget af skind, idet man prioriterede egen husholdnings behov for spæk og skind over indhandlingen. Det var med andre ord ikke ’mangel på arbejdsmoral’ og ’moralsk slaphed’, der gjorde mændene til ”nassere og tiggere frem for aktive fangere.” (s.216)
Fra 1830erne ændredes kolonipolitikken fra rene fangst- og rentabilitetshensyn til også at omfatte civilisatoriske projekter som renlighed, moral, flid og sparsommelighed – de europæiske borgerlige dyder. Man får et indblik i, hvorledes kolonimagten både ønskede, at grønlænderne holdt fast i deres fangst af henh. hvaler, sæler og fiskerierhverv, da det var handelsvarer og at man ønskede, at de tilvænnede sig de civilisationsformer, som europæerne bragte med sig.
Hvis den almindelige danske opfattelse i 1900-tallet af grønlænderne som laverestående væsner gjorde sig gældende, kunne det meget vel bero på de publicerede udsagn fra eksperter som ”Dr. med. Knud Poulsen, der i 1909 mente at have fundet træk ved østgrønlændernes ører, der kunne betragtes som tegn på intellektuel og moralsk degeneration.” (s. 268). Også lægen på Julianehåb Sygehus Erik Bay-Schmidt kom i 1920’erne og lægen Alfred Bertelsen i 1940 kom med tilsvarende ’videnskabeligt’ funderede nedvurderinger. Hvis det var eksperternes vurdering, hvorfor skulle så den almene opfattelse være en anden?
Et tema i flere af kapitlerne er fordanskningen af retssystemet: Med konkrete eksempler vises, hvordan danskerne over tid forholdt sig til de forbrydelser, der forekom i de små og større samfund begået af danskere og grønlændere. Man drøftede, hvilken form for afstraffelse af grønlænderne, der ville nytte, da de lokale skikke var så meget anderledes end de syddanske. Der var således forskellige strafformer for danskere og grønlændere, idet man i perioder over for grønlænderne forsøgte at anvende elementer af lokale straffe i kombination med de danske straffe – tæsk – som f.eks. at klippe hårtoppen af kvinder, der havde begået ulovligheder – det kunne være at føde i dølgsmål. ( s.227)
Et andet væsentligt tema, som stadig er aktuelt, er grønlændernes adgang til uddannelse og embeder i missionssystemet og administrationen. I 1847 blev et seminarium oprettet i Godthåb med henblik på at uddanne kateketer. Missionsselskabet, der havde initieret seminariet, havde oprindelig lagt op til, at grønlænderne skulle uddannes til præster. Men dette blev afvist. Der var således skabt en uddannelsesmulighed, men der blev sat grænser for, ”hvad man kunne aspirere til som kateket, for præst kunne man ikke blive,” (s.139)
I 1907 blev Lov om Kirke- og Skolevæsen i Grønland vedtaget. Hermed var missionsprojektet afsluttet. Fra slutningen af 1860erne var danskundervisningen begrænset til det strengt nødvendige for kateketer og andre med særlige funktioner i samfundet. I KGH blev der ansat en større andel af grønlænderne – fra 1828 var 36% af de ansatte grønlændere - i 1880 var tallet 68%, men det var på de mellemste og laveste niveauer i hierarkiet.
Det belyses bogen igennem, hvorledes danskerne, hvad enten de opholdt sig i Syddanmark eller faktisk boede i Grønland, så de økonomiske og magtmæssige muligheder i landet, og hvordan de forsøgte at udnytte disse med og/eller uden den lokale befolknings accept. Det gælder fra hval- og sælfangst til nutidens fiskeriproduktion og minedrift samt ikke mindst internationale aftaler. Dette har naturligvis betydning for udviklingen af Grønland fra koloni til hjemmestyre, til selvstyre og mod selvstændighed. Det er her den danske politiske ageren og administration gentagne gange viser sig at være ’fodslæbende’.
Dette dokumenteres bl.a. i kapitel 7 ’Nyordning og modernisering 1950-79’, hvor grønlandiseringen forhales, men langsomt sætter sig igennem. Kapitel 8 gennemgår de komplicerede forhold, der fører ’Fra hjemmestyre til selvstyre 1979-2009’. Her får læseren virkelig en chance for at få hold på de forskellige grupperinger og politiske vinkler samt resultaterne af de mange forhandlinger på forskellige niveauer.
Grønlændernes forskellige syn på Danmarks og danskernes rolle i deres land fremstilles klart, hvilket er en bedrift i forhold til dette meget sammensatte samfund. Det er med vore dages øjne ganske rystende at få dokumentation for, hvorfor danskerne (også iflg nyere undersøgelser) har anset grønlænderne ” som venlige og tolerante, men samtidig primitive og ineffektive.” (s. 406)
Bogens udmærkede tematisering betyder imidlertid også, at den læser, der ønsker at få hold på kronologien i udviklingen af diverse institutioner eller fænomener, mangler et ord- og kortregister. Der er fine person- og stedregistre, men den 422 sider store, smukke bog med fornemt billedmateriale læses ikke på en dag, og mange vil derfor skulle bladre frem og tilbage for at få et samlet billede af f.eks. forstanderinstitutionen eller de utallige kommissioner. Endvidere ville det være hjælpsomt med et samlet kort med såvel grønlandske som danske navne. Der er 4-5 små tema-kort, hvor flere manglende overskrifter irriterer.(s. 38 og s. 413) Dette gælder også for skemaet s. 379. Der er til gengæld en glimrende litteraturgennemgang relateret til kapitlerne.
Man glædes som læser over den faglige og saglige grundighed, der præger hele bogen. Historien er vel fortalt. Den smukke og forstandige bog kan med glæde læses af såvel fagfolk som den, der privat rejser til det enestående land. Den yderst rimelige pris på bogen – 350 kr.- gør den også til et godt gavekøb.
Se anmeldelse af de øvrige bind i værket: Danmark, en kolonimagt - Vestindien - Vestafrika - Indien
Historie-online.dk, den 26. april 2017
