Herregårdshistorie 9
Af Anders Ellegaard
Er Herregårdsmuseet Gammel Estrup et museum eller en forskningsinstitution eller et oplevelsessted eller et dannelsessted?
Det letteste svar – og det mest rigtige – er, at det er det alt sammen. En levende institution – et levende museum.
Hvert år udgiver Herregårdsmuseet Gammel Estrup en årbog. Skabelonen er: et forord, en række artikler med emner fra herregårdsforskningen og et afsluttende kapitel med en gennemgang af det forrige års arbejde og begivenheder på museet og på Dansk Center for Herregårdsforskning, som har til huse på Gammel Estrup. Bogens format er det samme, og prisen er den samme som sidste år.
I forordet til dette års bog, som er nummer 9 i rækken, skriver museumsdirektør Britta Andersen, at herregårdsmuseet siden 2011 har haft dannelse på dagsordenen for at bidrage aktivt til den nødvendige dannelsesproces for områdets børn og unge. Dette sker for at øge de unges sociale og kulturelle kapital, hvilket er en forudsætning for deres muligheder for at klare sig fremadrettet. Villy Sørensen citeres for, at dannelse er en social egenskab, for ”man kan nemlig ikke være dannet for sig selv”. Dannelse handler om, hvordan man omgås andre, og hvordan man agerer i fællesskaber. Begrebet forstås altså her som både uddannelse og social dannelse. Efter at dannelse har været miskrediteret og latterliggjort i nogle årtier, ser det ud, som om skuden er ved at vende. 68-generationens børnebørn vil gerne være mere dannede end deres forældre og bedsteforældre.
Det mener også cand. mag. Bjørn Andersen i hans undersøgelse af valget af tiltaleformerne ”De eller du” og den måde, vi behandler hinanden på. Han mener, at pendulet er ved at svinge den anden vej mod større høflighed. Især blandt unge. (Weekendavisen 23. dec. 2014).
Dette – dannelse og uddannelse - er emnet for museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster Jesper Munk Andersens artikel ”Kartofler, kundskaber og den rette karakter – indblik i opdragelsen og dannelsen af Sophie Charlotte komtesse Reventlow”. Komtessen levede fra 1779 til 1846. Et studie i ”uddannelsen” af en adelig pige, som skulle forberede sig på at kunne blive det kvindelige overhoved på en herregård. En uddannelse som omfattede ansvar, ledelse, økonomi, sprog (engelsk, fransk og tysk), dans, musik, klaverspil, sang, brevskrivning, påklædning, opførsel og omgangsformer. Selv om de første skolelove først blev indført i 1814, blev Sophie Charlottes uddannelse sammensat ud fra de samme grundtanker, som lå bag lovene: kundskaber, karakterdannelse og praktiske færdigheder. Dette var baseret på især Rousseaus naturfilosofi. I kapitlet beskrives også forskellen på pigers og drenges opdragelse og uddannelse, og på drenges huslærere og pigers ”mademoiseller”.
I et kuriøst kapitel om ”Folkeskolen og private undervisningsinitiativer på herregården Gerknäs i Finland i slutningen af 1800-tallet” beretter cand. mag et art. Carl-Thomas von Christierson om sine tipoldeforældres oprettelse af en svensksproget folkeskole i den lille by Jönsböle 50 km. vest for Helsinki. Ud over de almindelige skolekundskaber blev eleverne undervist i sløjd og vævning. Man lagde også vægt på indlæring af praktiske færdigheder.
Forfatteren grevinde Mette Maria Ahlefeldt-Laurvig har skrevet kapitlet ”Korn, krak og krige. Herregården Eriksholm i tiden omkring år 1800”. I 2012 udgav forfatteren bogen ”Eriksholm, et hus på landet”. I dette kapitel beskrives en kortere periode af godsets og nogle af dets ejeres historie. Som kapitlets overskrift siger, er godsets produktion hovedemnet. Dels landbrugsproduktionen, som for en dels vedkommende blev eksporteret, dels økonomien som blev hårdt ramt af de ulykker, som ramte Danmark i første del af 1800-tallet: Slaget på Reden, Københavns bombardement, tabet af flåden og Kielerfreden. Indførelsen af toldbarrierer i England og Frankrig var med til at ruinere ejeren af godset Hans Diderich Brinch-Seidelin, som måtte opgive Eriksholm i 1824. En interessant del af kapitlet handler om Brinch-Seidelins svoger: Generalkonsul Emanuel Rasmus Grove, som efter udstationering i Marokko og ophold i København blev sendt med sin familie til Paris i 1794. Her oplevede de rædselsregimet indtil hjemrejsen i 1797.
Stud. mag. Matias Stii Malmborg har skrevet kapitlet ”Forsvarssymbolik på danske renæssanceherregårde – adelig selvforståelse i arkitekturen?”. Adelen var som den øverste af stænderne optaget af selviscenesættelse/selvforståelse. Nogle herregårde fremtræder som ”herreborge”, fordi de inkorporerer forsvarssymboler som for eksempel hjørnetårne, vægtergange og skydeskår. Dette skulle fremhæve den gamle opfattelse af herregårdenes ejere som krigere. I arkitekturen er der i herregårdsbyggeriet to udtryk for selvopfattelse. Dels adelen som krigere beredte på at forsvare Riget og Kongen, dels adelen som en civil, kulturel, administrativ og veluddannet embedsstand på højeste niveau. De sidste havde ikke behov for forsvarssymboler. Én ting har mange herregårde dog til fælles: voldgraven, som egentlig er et forsvarssymbol.
Som en fortsættelse af den forrige årbogs kapitel om de onde godsslagtere, som kun var ude efter profit, skriver mag. art. Ellen Damgård i denne årbog under titlen ”Lad os slagte godsslagterne” en mere positiv opfattelse af processen med at redde, hvad reddes kunne på de herregårde, som af forskellige grunde var i økonomisk uføre. Det foreslås at kalde dem for godsmæglere i stedet for godsslagtere som et mere dækkende udtryk.
Arkitekt MAA Maj Bjerre Dalsgaard har skrevet om ”De danske herregårde – kulturarv og atmosfære”. Det er vigtigt at man ved vedligeholdelse og restaurering holder sig den arkitektoniske kulturarv for øje. Den arkitektoniske atmosfære mellem bygning og menneske opleves subjektivt, og den er vanskelig at beskrive éntydigt. Det er ikke desto mindre vigtigt, at man ved bevarende, fysiske og funktionelle ændringer af bygninger tager sådanne hensyn, at man ikke mister deres atmosfære. Forfatterens fotografier fra Ørslev Kloster er af ”Hammershøisk” kvalitet, og beskrivelsen af klosteret bringer ”A sentimental journey” i erindring.
Cand. arch., ph.d. Sonja Marie Overgaard har opstillet et vurderingssystem, som kan anvendes, når en fredet eller bevaringsværdig bygning skal restaureres eller konverteres. Kapitlet ”Forskydning af arkitektoniske kulturarvsværdier” er et resumé af forfatterens ph.d. afhandling. Vigtigheden af et vurderingssystem ses af, at der ifølge forfatteren i 730 herregårdsanlæg er cirka 9.000 fredede og cirka 300.000 bevaringsværdige bygninger. De fleste af disse bygninger er nuværende eller tidligere avlsbygninger. Forfatterens udgangspunkt er ”ikke hvorfor – men hvordan”. I forbindelse med processen sker der en forskydning af bygningernes tilstand og anvendelse. Forfatterens værdiforskydningsmodel er derfor et analyseapparat. Der indgår fire værdier i modellen: arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssig værdi samt nytteværdi. Disse værdier kan overlappe hinanden eller trække væk fra hinanden. Forfatteren pointerer, at værdiforskydningsmodellen ikke er fastholdende, men peger fremad.
I den forrige årbog skrev ph.d. Mikael Frausing om oplevelsesøkonomi. I denne bog har forfatteren haft en samtale med John Munro om ”Ledreborg - herregård, kulturarv og virksomhed”. John Munro fremhæver skævheden i, at samfundet freder men ikke betaler – eller i hvert fald kun betaler lidt. I oplevelsessamfundet er det påfaldende, at den anlagte golfbane genererer flere penge, end landbrugsproduktion ville gøre på samme areal. Ledreborgs succes med slotskoncerter i samarbejde med DR og livsstilsmesser er blandt andet betinget af en beliggenhed tæt på København og omegn med 2½ million mennesker.
Ph.d. Hanne Roswall Laursen skriver om, at ”Hertuginden vender tilbage”. Hertuginden er Anna Amalia af Sachsen-Weimar og Eisenach (1739 – 1807). Det tilbagevendende ligger i, at et maleri af hende efter en omtumlet tilværelse vender tilbage til Weimar i 2011. Auktionshuset Sotherby´s i London kontaktede Klassisk Stiftung Weimar og meddelte, at man havde fået indleveret et maleri, som var registreret i databasen Lost Art. Om man var interesseret? Det var man! Hertuginden havde – højst usædvanligt – rejst alene til Italien og havde opholdt sig dér i en periode. Under opholdet havde hun lært malerinden Angelika Kauffmann at kende, og var blevet portrætteret af hende på det omtalte maleri. I årbogen er maleriet gengivet, ligesom der er et selvportræt af malerinden. Ligheden mellem de to malerier er påfaldende.
De to sidste kapitler i årbogen handler begge om adelige kvinders tøj i 1600- og 1700-tallet. Sådan cirka. Cand.mag. Sofie Frøkjær Justesen skriver om ”Hofkjoler, skibe og traditioner – kvindelig iscenesættelse i klædedragt”. Det fremhæves, hvordan klædedragten var med til at vise en persons rang og stand. Dette var så vigtigt, at man indførte overdådighedsforordninger (-love). I lovene af 1683 fik de højeste rangklasser for eksempel mulighed for at bruge kniplinger, brokadestof indvævet med guldtråd og fine silkestoffer. Flere samtidige kilder angiver dog, at folk snød! Forfatteren skriver om klædedragtens udvikling, kjoler og undertøj, frisurer (med opsatser), galanteri (accessories på nudansk), brudekjolen, traditioner og totalteatrets endeligt i 1700-tallets slutning, hvor paryk og krinoline blev anset for gammeldags. En ny kvinderolle og -mode vandt frem.
Det sidste kapitel, som også handler om kvinders tøj, er skrevet af stud. mag. Julie Størup. ”Fashionable kvinder på Gammel Estrup” er overskriften. Her tages der udgangspunkt i to kvindeportrætter, som hænger på herregårdsmuseet. Billedet af Christince Viffert (1561 – 1624), som var gift med den daværende ejer af Gammel Estrup Eske Brock, er malet i helfigur. Det andet billede er af deres datter Jytte Brock. Det er i halv figur. Det første billede er malet i 1612, og det andet er angiveligt malet i 1634. Tøjet som de to kvinder bærer, bliver beskrevet (Christince Viffert bærer en såkaldt great farthingdale og Jytte Brock en møllestenspibekrave!) i detaljer. Desuden beskrives mere generelt undertøj, kraver og hovedtøj. Til sidst omtales modestrømninger i perioden.
De sidste 30 sider af bogen – ”Gammel Estrup – Herregårdsmuseet i 2013” - omhandler alle de forskellige ting, der forgik på herregårdsmuseet og på Dansk Center for Herregårdsforskning i dét år. Man har igen valgt at skrive om det foregående år for at få et helt år med. I modsat fald ville begivenhederne, kalenderåret og årbogen komme i utakt.
Og der er mange andre emner. Her skal i flæng nævnes: besøg af kulturministeren, forskningsstipendiater, formidling og synlighed, udstillinger, formidling for børn, udgivelser, forskning og undersøgelser, indsamling og registrering, bevaring og konservering, og ikke mindst de store arrangementer: æbledag, sommerferieaktiviteter, herregårdsmarkedet og Jul på Gammel Estrup.
I løbet af året blev restaureringen og nyindretningen af 1. salen færdig, og en fondsdonation giver mulighed for at begynde på 2. sal.
I en tak til personale, bestyrelse, netværk og fonde m.m. er der en særlig tak til og omtale af museumsbetjent Jørgen Justesen, som fik et fondslegat på 20.000 kr. for sit arbejde på herregården. Mange af de besøgende har sikkert mødt ham i én eller flere af alle de funktioner og roller, han i tidens løb har påtaget sig. Mon ikke den varme omtale i bogen har glædet Jørgen Justesen lige så meget som legatet?
Alt i alt en årbog med mange forskellige emner fra et spillevende herregårdsmuseum, som kan tjene til dannelse – både socialt og kundskabsmæssigt.
