Danske Moskvakadrer i Stalintiden
Af Thomas Petersen
Dette er en ganske enestående udgivelse. For første gang kan et dansk forskerhold publicere et større udvalg af arkivalier fra Den kommunistiske Internationales (Komintern) arkiv i Moskva. Bogen udspringer af det forsknings- og arkivprojekt med titlen ”Komintern og de danske kommunister”, der har været i gang i tre år. Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), fra Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet i Odense og Det Russiske Statsarkiv for Socio-Politisk Historie (RGASPI) i Moskva. Sidstnævnte arkiv rummer bl.a. langt størstedelen af Kominterns arkiv. Digitaliseringen af de danske, dvs. i alt ca 400, personsager i sidstnævnte arkiv har haft en central plads i forskningsprojektet. Ingen af dem har tidligere været alment tilgængelige.
Projektets medarbejdere lagde ud med i 2013 at publicere en antologi med titlen ”Komintern og de dansk-sovjetiske relationer”, anmeldt på www.historie-online.dk. Den bar præg af dels at være en forskningsstatus og dels et forskningsprogram for hele projektet. Nærværende publikation er den første egentlige publikation i dette program.
Komintern, stiftet i 1919, var det nye Sovjetruslands redskab til at udbrede revolutionen til resten af verden. Accept af de såkaldte 21 betingelser var uomgængelig som kriterium for nationale partiers optagelse i verdensorganisationen. De indebar f.eks. en forpligtelse til at forsvare Sovjetrusland med alle midler, en jernhård disciplin og en skånselsløs kamp mod den borgerlige verden. Accept af de 21 betingelser reducerede med andre ord de nationale kommunistiske partier til være lydige sektioner af Komintern.
Komintern var tænkt som en selvstændig, international, konspiratorisk og tophemmelig parallel-organisation til det revolutionære Ruslands officielle udenrigspolitik og med hovedkvarter i Moskva. Men fra slutningen af 1920´erne og i takt med Stalins gradvise overtagelse af magten i Sovjetunionen blev Komintern omskabt til et lydigt redskab for landets udenrigspolitik. Og som sådant fungerede organisationen gennem 1930´erne. Midt under 2. Verdenskrig, i 1943, opløste Stalin pludselig organisationen – angiveligt som en gestus til det allierede samarbejde mod Nazityskland. Men i realiteternes verden fortsatte Komintern sin virksomhed – nu blot med andre organisatoriske rammer.
Den foreliggende bog består af tre dele. Først en ganske omfattende russisksproget introduktion til dens indhold af dokumenter. Dernæst dokumenterne i facsimile og endelig en kort præsentation af samtlige danske personsager - som nævnt for langt de flestes vedkommende fra RGASPI og enkelte fra Det Russiske Statsarkiv for Nyere Historie (RGANI).
Den russisksprogede introduktion, der desværre skæmmes af mangel på korrekturlæsning (se nærmere nedenfor), er forfattet af hhv. arkivar ved Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Jesper Jørgensen og lektor ved Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, Thomas Wegener Friis. Introduktionen består af bl.a. en nyttig indføring i den hidtidige danske forskning i kommunisme. Endvidere af eksempler på, på hvilke punkter arkivalierne kan forøge vor viden om dette emne med eksempel i Martin Nielsens spionsag. Endelig bringer introduktionen en indføring i i det igangværende forskningsprojekt
De medtagne arkivalier rummer personsager på kendte danske kommunister som Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen, Richard Jensen, Hans Scherfig, Hans Kirk, Ib Nørlund, Martin Nielsen, Thøger Thøgersen, Knud Jespersen og Jørgen Jensen. Men også på en række mindre kendte danskere, der på den ene eller anden måde havde kontakt med det sovjetiske system og derfor endte i Kominterns fintmaskede arkivnet. Foruden kommunister rummer samlingen derfor også prominente politikere af såvel socialdemokratisk som borgerlig observans. Samt personsager på andre meningsdannere som f.eks. videnskabsmanden Niels Bohr.
Som bogens udvalg af personsager viser, stoppede registreringen af personer ikke med Kominterns nedlæggelse i 1943. Den fortsatte, men nu i det sovjetiske kommunistiske partis regi, helt frem til Murens fald i 1989.
Personsagerne fylder fra 1 til op mod 1.000 sider. De indeholder typisk selvbiografier, breve, loyalitetsvurderinger, elevvurderinger fra f.eks. de sovjetiske partiskoler, men de rummer også afrapporteringer fra hemmelige Komintern-kurerer og indberetninger fra den sovjetiske ambassade i København til Den internationale Afdeling i partiets centralkomite. Dokumenterne er for langt de flestes vedkommende affattet på russisk, tysk og dansk. På den baggrund kan det undre, at kildesamlingen tilsyneladende primært henvender sig til russiskkyndige læsere. Såvel introduktion som omslag, titelblad og kolofon er udelukkende på russisk på trods af, at antallet af russiske historikere med interesse for danskere i Kominterns sold nok vil være yderst begrænset. En engelsksproget udgivelse havde gjort den tilgængelig for en langt større gruppe. Men det i øvrigt prisværdige samarbejde med russiske forskere og arkiver har naturligvis også skullet tilgodeses.
Som nævnt ovenfor havde Introduktionen haft godt af en mere grundig korrekturlæsning. Den skæmmes desværre af både sproglige fejl og direkte fejllæsninger. Som eksempel på sidstnævnte er på side 25 frontorganisationen ”Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen” på russisk blevet til (oversat) en ”Landbrugsfaglig forening --- ” (= Selskokhozajstvennyj profsojuz ---). Uagtet venskabsforeningen på russisk faktisk hed Obstjestvo za sotrudnitjesvo mezjdu Danijej i Sovjetskim Sojuzom.
Men småting i forhold til det storslåede projekt, der med denne kildesamling er skudt i gang. Nyttig for såvel den faghistoriker, der har forskningsinteresse i emnet, og den historiker, der blot er nysgerrig efter at vide, hvad Komintern fandt interesse i og gemte om danske kommunister og andre danskere. Vi ser alle frem til nye publikationer fra dette unge forskerteam, der udover de historiefaglige kvalifikationer også har den basale kvalifikation ikke selv at have været part i sagen.
