Havets herskere
Af Anders Ellegaard, cand.jur.
Interessen for den korte vikingetid er enorm. Vikingetiden varede kun omkring 300 år (ca. 750-1050), og navnet betegner tiden mellem jernalderen og middelalderen. Der har været flere forsøg på at omdøbe perioden, men indtil videre har det været forgæves. Vikingetiden er et hit - og det gælder også betegnelsen!
Den norske historiker Kim Hjardar har skrevet flere bøger om vikingerne og vikingetiden. På Turbineforlaget er der tidligere udkommet tre, som alle er anmeldt her på historie-online. Og nu kommer den fjerde bog. De tidligere udgivelser kan siges at have fokuseret mest på den ”vilde” side af vikingetiden: krig, erobring, plyndring m.v. og forudsætningerne derfor. Denne bog er mere fokuseret på beskrivelse af hverdagen og af magtkoncentrationen. Men nutidige vikinger: fortvivl ikke! Den ”vilde” viking er også med.
Bogens indledes med en tidslinje fra år 700, hvor 40 vikinger blev gravlagt på en ø i Estland, og den slutter med at ærkebispesædet for Norden blev oprettet i Lund. Allerførst nævnes dog to ting, som måske var de vigtigste i årene 700-750: brugen af sejl og øget jernproduktion.
I den korte indledning skriver forfatteren, at grundlaget for den magt, vikingerne udøvede i den vestlige verden, var kontrollen over hav og handelsruter. Bogen skal præsentere vikingernes samfund og livsstil m.m. på en kortfattet og overskuelig måde.
Kilderne til vikingetidens samfund er arkæologiske fund: værktøj, våben, skeletter, grave, bygninger og byer. Moderne teknologier kan give ny viden. For eksempel kan nævnes dendrokronologi, som kan datere fund af skibe eller bygninger. - Men hvad med tanker og følelser? Det kan andre kilder bevidne: skjaldekvad, tekster eller billeder på runesten og andre genstande. Og sagaerne hvis sandhedsværdi dog har været - og er – omdiskuteret. De er typisk nedskrevet af munke et par hundrede år efter den tid, de beskriver. Andre kilder er annaler m.m., som kommer fra kristne klostre og kirker, øjenvidneskildringer eller rejseberetninger. - Som i denne bog er moderne forfattere åbne for at hente viden fra mange forskellige kilder.
Kapitel et handler om ”Vikingernes Samfund.” Emnerne er: samfundsstruktur; kønsroller, seksualitet, ægteskab; styrke og samfundsorden, tinget, tidsregning, bøder og straf; at vokse op som viking og at blive gammel som viking; udseende og beklædning, kropskunst; jordbrug, mad, hjemmeliv, handel, vareproduktion, vægt, penge, mønt; vikingeskibene; sport, fritid, spil, musik; sprog og skrift, futhark.
Under punktet om vikingeskibene kommer forfatteren ind på vigtigheden af brugen af sejlet som en forudsætning for de mange og lange sejladser. Det kan undre, at brugen af sejl først skete i 600-tallet. Når der er dokumenteret handelsforbindelser til Sydeuropa siden bronzealderen, og sejlet blev brugt allerede af egyptere, grækere og romere årtusinder eller århundreder tidligere, hvorfor så ikke tidligere i Skandinavien? Klinkbyggede skibe med køl, som var en forudsætning for stabil sejlads med eller op mod vinden, bliver også nævnt. - Klinkbygning med jernnavler krævede en masse jern. I Osebergskibet fra 820´erne blev der ifølge forfatteren brugt mindst 5.000 jernnavler á 25 gram, smedet af 125 kg. jern, som var udvundet af 2,5 ton myremalm. Udvindingen af myremalm og import af jern var meget vigtig i vikingetiden. Jernet blev ikke kun brugt til navler. For eksempel blev arder (plove) og almindelige skovle forstærket på slidkanterne med jern. Og våben, værktøj, beslag, redskaber m.v. - alt blev lavet af jern.
I det andet kapitel skriver forfatteren om ”En krigerisk verden.” Det vigtigste i vikingetiden var, hvorledes man opnåede, beholdt og ikke mistede sin ære i det norrøne samfund. Det var ikke kun gældende for den enkelte mand, men også for hans familie, hustru og børn. Med magtkoncentration ændredes gamle arveregler om lige arv mellem efterkommere til at holde magten/arven samlet. Det betød, at typisk den ældste søn arvede alene. Hvordan skulle de yngre sønner så skaffe sig rigdom og ære? For eksempel ved krig og plyndring. - Vikingernes våben, våben i mytologien og våbentyper for de enkelte samfundsklasser gennemgås. I gravfund findes mange forskellige våbentyper, men sjældent hjelme og ringbrynjer. De var måske så dyre, at de var for gode at begrave. De gik i arv i stedet.
Kapitel tre har overskriften ”Religion, myter og kult.” Underpunkterne er: gudsdyrkelse; vølven i Grønland; menneskeofringer; fra midvinterfest til kristen højtid; sjælen; verdens skabelse; de norrøne guder og gudinder; (de andre) magter; Odins krigere – bersærker og ulvepelse; vikingerne og døden; begravelse. - ”Forn siᵭr” var betegnelsen for den gamle skik eller sædvane, og ”Nyi siᵭr” var betegnelsen for den nye skik, altså kristendommen. Den norrøne trosverden var uden noget fast system, læresætninger eller dogmer. Troen og dens udøvelse var personlig og individuel, og der var mange forskellige guder, som havde hver deres ansvarsområde. Og der var ikke en bog, som man kunne henvise til. Med kristendommen var der styr på tingene – og en bog at henvise til.
I kapitel fire om ”Vikingernes kunst,” beskrives dyreornamentikken og dens forskellige stilarter opkaldt efter forskellige fund. Vikingerne var glade for farverige klæder og genstande. Selv runestenene har været udsmykket med klare farver.
”Vikingerne angriber Europa” i kapitel fem. Her fortælles om tre norske (!) skibe fra Hordaland, som sejlede til øen Portland ved Englands sydkyst, hvor de krævede afgifter af rejsende og varer og mad fra lokale fiskere – og slog kongens foged ihjel, da han bad dem redegøre for deres færden. Det var i sommeren 789! Glem alt om vikingetidens start med danske vikingers raid mod klosteret på øen Lindisfarne d. 8. juni 793. Norge kom først! - Forfatteren drøfter de forskellige teorier om årsagerne til vikingetogterne: overbefolkning, arveregler, rigdom ved plyndring, slavehandel, militariserede samfund, æresbegreber. - Vikingerne fra Danmark og Norge drog i starten mod vest, medens de svenske drog mod øst: de baltiske lande, Ukraine og Rusland. Senere rettedes krig og plyndring også sydpå mod Frankerriget, Spanien, Italien og Tyrkiet. - Et lille afsnit hedder ”Vikingerne var i perlehumør.” Der er i vikingetidsgrave fundet mange perler i både kvinde- og mandsgrave. Det er en særlig arkæologisk disciplin at sted- og tidsbestemme perler. Man husker en udstilling på Moesgård Museum med perler fra hele verden, og historien om museumsinspektør Jeanette Varbergs fund af glasperler på et depot, hvor det viste sig, at de var fra bronzealderen og bestod af glas fra Mesopotamien og Egypten.
I kapitel seks - ”Vikingernes kamp om Norden” - skal læserne holde ørerne stive og tungen lige i munden. Kapitlet handler om magtkampe og -koncentrationer i de tre nordiske lande Danmark, Norge og Sverige. Og det er utroligt hvor mange overkonger, konger, jarler og høvdinge, der har heddet Erik, Harald, Håkon, Knud, Olav eller Svend. For ikke at nævne alle de andre navne, som optræder i perioden. Godt at det var sædvanligt at give hinanden tilnavne. Ud over at kæmpe om de tre lande er der også kampene om De Britiske Øer og Irland – og andre steder i Europa. Hvem kom først, og hvem plyndrede mest?
Den sidste viking er (selvfølgelig) norsk. Magnus Barfod, Krigs-Magnus, forligtes efter kamp med kong Erik Ejegod (DK) og kong Inge Stenkilsson (S). Efter at være blevet overkonge i Isle of Man angreb han i 1103 Ulster i Irland, hvor han faldt i et slag på grund af uforsigtighed – kun 30 år gammel. Han var ofte blevet bebrejdet sin uforsigtighed i kamp, men hans svar var: ”Konger skal man have til ære, og ikke til et langt liv.” Et godt motto for en vikingekonge, og et godt motto for den sidste viking.
I et efterord opsummerer Kim Hjardar de store modsætninger, som lå i vikingetiden. Det være sig filosofisk eller teknologisk. Men perioden sluttede med overgangen til kristendommen og det øvrige europæiske fællesskab, hvor kongedømmer regerede i samspil med den katolske kirke. Individualisme måtte vige for kollektivisme.
Bogen slutter med kildehenvisninger, litteraturhenvisninger, billedkreditering og et godt register over navne og begreber.
Bogen falder i to dele: en detaljeret gennemgang af vikingetidssamfundets praktiske og åndelige liv og en historisk redegørelse for de tre nordiske landes fremfærd i vikingetiden, deres indbyrdes forhold og grænsedragningen mellem dem.
Øvrige bøger af Kim Hjardar, anmeldt på historie-online.dk:
[Historie-online.dk, den 15. april 2020]
