Islændingesagaerne 2

Anders Ellegaard, cand.jur.

Denne bog er det andet bind i Gyldendals udgivelse af et udvalg af Islændingesagaerne. Udvalget er fra Forlaget Sagas udgivelse i 2014 af samtlige 40 Islændingesagaer og 49 totter i nye oversættelser. Redaktør på begge udgivelser er lektor Anette Lassen, KU. De enkelte sagaer er oversat af forskellige oversættere, medens forfatteren Merete Pryds Helle har været skønlitterær rådgiver på oversættelserne.

Islændingesagaerne handler om folk på Island i perioden 930-1030. Det vil sige perioden lige efter landnamstiden, som begyndte i slutningen af 800-tallet. Der var stadig stærke forbindelser og familiebånd til Norge, hvorfra de fleste tilflyttere kom. Dette afspejles i handlingen i sagaerne.

Den første saga, Laksdølernes Saga, er nedskrevet i perioden 1230-1260 og følger en slægt i flere generationer. Denne oversættelse følger teksten i et håndskrift i Mödruvellir-bogen.

Kong Harald Hårfager af Norge (ca. 850-932) regerede fra ca. 871 til 932. Han var en hård mand, som samlede Norge til ét rige. Han pålagde de selvrådende stormænd og høvdinge skat til kronen, hvilket fik mange til at udvandre til Orkney- og Shetlandsøerne og til Island. Én af disse udvandrere var Ketil Fladnæse, som rejste til Skotland med sin datter Un den Dybsindige. Ketils sønner, Bjørn og Helge Bjolan, og svigersønnen, Helge den Magre, sejlede til Island, fordi der var meget gratis jord at tage (landnam), og fordi der var mange hvaler og laks. Sagaen fortæller om navnene på de steder, de sejlede forbi eller gik i land på. Dette gennemgående stilistiske træk forhøjer ”sandhedsværdien” af sagaen. Historien om højsædestolperne, som kastes i vandet for at drive i land på det sted, hvor hovedpersonen skal bygge sin gård, er også med. Arkæologer har desværre aldrig fundet nogle højsædestolper. Men det er en god, billeddannende historie.

Efter Ketils og hendes søns død, lod Un bygge et skib, som hun og hendes følge sejlede til Orkneyøerne, Færøerne og Island med. Un er den første af de stærke kvinder, som sagaen handler om. Sagaen er fyldt med personer, idet den dækker flere generationer i forskellige slægter, men mange har især hæftet sig ved de kvinder i sagaen, som enten handlede selv eller satte andre i gang med det. I de fleste sagaer har kvinder en mere tilbagetrukken rolle. Flere af personerne, handlingerne og begivenhederne kendes fra andre sagaer.

En anden kvinde er Turid, som var datter af Høskuld, søn af Kol som sejlede med Un den Dybsindige fra Skotland til Island. Turid blev gift med Gejrmund, men der var ”ikke meget varme i forholdet.” De fik datteren Gro. Da Gejrmund ville sejle til Norge med al sin ejendom og ikke efterlade noget til Turid, roede hun ud til hans skib, lagde Gro hos ham og tog hans elskede sværd Fodbider, som hun senere gav til sin fætter Bolle. Gejrmund forliste og druknede med Gro. Turid byttede sit barn med et sværd.

Høskuld købte en stum slavinde af Gille den Gårdske (russiske). Hun hed Melkorka og var i virkeligheden datter af en irsk konge. Hun blev bortført som 15-årig. Høskuld tog hende med hjem som træl. Høskulds kone, Jorun, var ikke tilfreds med det. Melkorka fødte Høskulds søn Olav, som senere fik tilnavnet Påfugl, fordi han kunne lide flot og farverigt tøj. Olav fik en stor rolle i sagaen. Melkorka kunne godt tale, og også hun fik stor betydning for handlingen.

Og man kan blive ved: Vigdis og Torgerd påvirker handlingen, men Gudrun spiller i høj grad én af hovedrollerne i sagaen. Hun var datter af Usviver og Tordis og nedstammede fra Ketil Fladnæse. ”Gudrun var den skønneste af alle kvinder vokset op på Island, både hvad udseende og åndsevner angik. Gudrun var så høvisk (dannet/fornem), at alt hvad andre kvinder på den tid pyntede sig så pragtfuldt op med, bare lignede barnligt stads i hendes nærhed. Af alle kvinder var hun den skarpeste og mest velformulerede. Og hun var ødsel og gavmild.” Gudrun stod i en kærlighedstrekant med Kjartan Olavssøn og Bolle Torlejkssøn, som var fætre og fostbrødre, og som begge elskede Gudrun. Men sagaen er en tragedie, idet Bolle løj om, at Kjartan skulle giftes med Kong Olav Tryggvasons søster, hvorefter Bolle blev gift med Gudrun, og så fik de sønnerne Torlejk og Bolle (den yngre). - Nå ja, forresten så havde hun også været gift med Torvald og Tord Ingunssøn (som hun fik sønnen Tord Kat med), men de er begge døde, for hun havde drømt fire drømme, som Gæst Odlejfssøn tydede sådan, at hun ville få fire ægtemænd, og de ville alle dø. - Og så var Kjartan og Bolle, som ellers elskede hinanden som ægte brødre pludselig dødsfjender, og så slog Bolle Kjartan ihjel, og så slog Kjartans slægtninge Bolle ihjel. Og så blev Gudrun gift med Torkel Ejolfssøn, som var en velhavende købmand, og de fik sønnen Gelle. Og så drømte Torlejk, at hans skæg kunne dække hele Bredefjord, og mente at det betød, at han ville få magt over hele fjorden. Og så sagde Gudrun, at hun troede, at han kom til at dyppe sit skæg i fjorden. Og så sejlede Torlejk og Gelle til Norge efter kirketømmer, som de fik af Kong Olav i Trondheim. Og så sejlede de hjem, og lagde skibstømmeret i land, men det var for sent på året til at fragte det hjem. Og så sejlede Torlejk næste år ud efter det, men forliste i et stormvejr og druknede. Og så var Gudrun blevet gammel og kristen og blev den første nonne og eneboerske på Island. - Pyha! Og det er kun et overfladisk resumé og krads i overfladen af den del af sagaen, som handler om Gudrun. Der er meget mere. Læs den selv – og holde ørerne stive med alle de person- og stednavne.

Laksdølernes Saga er skrevet i en meget mere narrativ stil end for eksempel Njals Saga. Opdelingen i små kapitler er bibeholdt, og rent stilistisk er denne saga meget mere beskrivende, hvad angår mennesker og landskaber. Den er meget underholdene og bygget op som en spændingsroman, man næsten ikke kan lægge fra sig.

Anden del af bogen er ”Totten om Bolle.” En totte er en novelle, som kan være overleveret i en saga. Denne totte handler om Bolle Bollessøn og tiden efter, at Laksdølernes saga slutter. Den står lige efter sagaen i  Mödruvellir-bogen. Bolle skaffede sig hæder og ære, og totten viser, at venskab mellem mænd som en magtalliance med fester, opfostring af børn, overvintring, giftemål og ikke mindst gaver var vigtigt.

Tredje del af bogen er Viglunds Saga. Det er et klassisk kærlighedsdrama, hvor en ung kvinde og en ung mand ikke kan få hinanden, på grund af fjendskab mellem deres familier. Sagaen er en senmiddelalderlig islændingesaga fra omkring 1400. Sagaen forgår, medens Harald Hårfager er konge, og handlingen starter i Norge. Jarl Tore fik en datter, Oløv Solstråle, som var meget smuk og dannet og som lærte alle kvindelige sysler. Tore byggede et fint udsmykket hus til hende, Der kom mange friere, men ingen var gode nok. Ketil Bonde, som rådede i Romerike i Norge, og Ingebjørg fik to sønner, Gunløg den Forfængelige og Sigurd den Vise. Harald drog i leding og besøgte Jarl Erik, som havde sønnerne Sigmund, Helge og Torgrim (den sidste med en frille). Torgrim kom med Harald. Torgrim friede til Oløv, som sagde ja, men Tore svarede ikke. Ketil, som var blevet enkemand friede til Oløv, og Tore sagde ja. Under brylluppet bortførte Torgrim Oløv, og de sejlede til Island, hvor landnammet var i fuld gang. Holmkel på gården Fos var gift med Torbjørg, og de havde sønnerne Jøkel og Ejnar og datteren Ketilrid. Torgrim købte land i nærheden, og han og Holmkel blev gode venner. Torgrim og Oløv blev gift og fik sønnerne Trøste og Viglund og datteren Helga. Da Torbjørg ikke brød sig om sin datter, Ketilrid, blev hun bragt til Oløv, som skulle lære hende kvindesysler. Ketilrid og Viglund holdt meget af hinanden, men hun ville ikke sværge kærlighed, da de var for unge. Jøkel og Ejnar var et par ballademagere, som lavede meget uro på egnen. De ville have Viglunds gule hingst, men det endte med en hestekamp, hvor den gule hingst dræbte Jøkels brune hingst. Jøkel og Ejnar dræbte senere den gule hingst på sæteren. Senere stjal de Torgrims to store okser og slagtede dem. Torbjørg lavede et måltid af dem. Osv, osv. Og hver gang forligede Torgrim og Holmkel sagerne. Ketil i Norge sendte Håkon til Island for at hævne sig på Torgrim og bringe hans hoved til Ketil. Håkon boede hos Holmkel og friede på Torbjørgs opfordring til Ketilrid, men Holmkel sagde nej. Ved Jøkels mellemkomst blev de alligevel gift. Viglund var rystet, og da han bebrejdede Ketilrid ægteskabet, svarede hun, at hun ikke havde godkendt det. På vej hjem, overfaldt Jøkel, Ejnar og Håkon med 9 karle Viglund og Trøste. Stor kamp hvor Jøkel, Ejnar, Håkon og 7 karle døde. Viglund og Trøste overlevede hårdt sårede. De to karle red hjem og sagde, at alle var dræbt. Viglund og Trøste blev hentet af Torgrim, som sammen med Oløv gemte og plejede dem i et år, til deres sår var lægte. Ketil sendte sønnerne Gunløg den Forfængelige og Sigurd den Vise, som var vikinger til Island for at dræbe Torgrim, men de forliste, og Torgrim reddede og husede dem om vinteren. Stenolf i Rønsdal ville giftes med Ketilrid. Torgrim rådede Viglund og Trøste til at sejle til Norge med Gunløg og Sigurd. Viglund bad Ketilrid om at vente på ham. I Norge ville Ketil dræbe brødrene, men Sigurd og Gunløg ville støtte dem, fordi Torgrim havde behandlet dem godt. Holmkel og Torgrim talte længe sammen. Torgrim sendte tre mand afsted, og de var borte i tre uger. Hvad var deres ærinde? 30 mænd kom nu til Fos. Lederen hed Tore. Han friede til Ketilrid, og de blev på Torbjørgs ivrige opfordring gift og drog til Østfjordene. Tore var gammel, og han behandlede Ketilrid godt. Gunløg og Sigurd var sejlet til Island. Viglund og Trøste fulgte efter, men de kaldte sig Ravn og Ørn, fordi der var søgsmål imod dem. De blæste ind ved Østfjordene, hvor en bonde ville lade sin unge kone selv vælge blandt deres varer. Bonden inviterer Viglund og Trøste hjem. Ketilrid og Viglund genkendte hinanden, men måtte lade som ingenting. Trøste frarådede Viglund at dræbe bonden. Bonden sagde, at brødrene skulle passe hans gård, medens han var væk i en måned. Bonden Tore red væk med 14 mænd. Viglund sagde til Trøste, at de skulle ride væk i en måned, for ellers forførte han bondens hustru. Efter en måned kom brødrene tilbage, og nu dukkede bonden op med Torgrim, Oløv, Helga, Sigurd, Gunløg og Holmkel og flere andre – i alt 50. Og så kommer den store finale, som ikke skal afsløres her. Læs selv sagaen! Og som den gode munk der formentlig har skrevet sagaen ned, skriver:

”Historien bringer fryd og gammen

Gud glæder os alle sammen.

Historien er nu endt

som vi alle til Gud bliver sendt.

Og hvem der lyster historien at sige,

han behøver ej længere at tie.

Tak få den, som har sat historien sammen og skrevet den ned.

Amen.”

Som det kan ses er det en rigtig tåreperser (og den ender lykkeligt!). Igen er sproget her friskt og letflydende. Bogen afsluttes med slægtstavler til Laksdølernes Saga og til Viglunds Saga. Derudover er der kort over vestegnen af Island med mange af stednavnene anført. Til sidst er der et lille leksikon over de ord og begreber, som hører sagaerne til.

Det andet bind i serien af udvalgte Islændingesagaer har to af de måske knap så kendte men meget gode slægtssagaer. En spændingssaga og en kærlighedssaga.

Læs anmeldelsen af Islændingesagaerne bind 1

Bind 3 og Introduktion til sagaerne

Historie-online.dk, den 3. oktober 2017