Islændingesagaerne bd. 3

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

I serien af Islændingesagaerne, som handler om de mennesker, der boede på Island i tiden 930-1030 - perioden lige efter landnamstiden - er nu udgivet bind tre med tre af de mere kendte sagaer. De er alle nyoversat af forskellige oversættere og med forfatteren Merete Pryds Helle som skønlitterær rådgiver. Redaktør af serien er lektor Annette Lassen, KU. Alle navne i anmeldelsen er skrevet som i bogen.

Den første er Egils Saga, som er nyoversat af Rolf Stavnem. Sagaens første del handler om Egils forfædre og deres forhold i Norge. Kong Harald Hårfager (ca. 870-930) var konge i perioden ca. 890-930 og kong Erik Blodøkse var konge i perioden 930-35. Sidstnævntes dronning var Gunhild.  Harald Hårfager var en hård mand overfor sine fjender. Han var meget enerådende og ville eje meget land og krævede høje skatter af de stormænd, som fik lov til at beholde deres jord og gårde. Mange selvbevidste og selvrådende stormænd ville ikke finde sig i kongens fremfærd, og de rejste med deres familier, folk og gods til Orkneyøerne, Hebriderne, Skotland, England og ikke mindst til Island. I landnamstiden var Island frit, således at tilflyttere kunne tage den jord og ejendom, de ville, og de skulle ikke betale for den. I sagaen er der både i landnamstiden og tiden efter en livlig handel og sejlen frem og tilbage mellem Norge og Island, og nogle af islændingene bliver hirdsmænd hos de norske konger.

Blandt de norske indvandrere i Island var Skalle-Grim (skaldet som 25-årig!), som var gift med Bera. Ét af deres børn var Egil Skallegrimssøn, som tegnede til at blive overordentlig grim og sorthåret. Han udviklede sig hurtigt og blev en hidsig kriger. Som treårig digtede han sit første kvad, som syvårig begik han sit første drab og som tolvårig sejlede han for første gang fra Island. Egil opholdt sig både i Norge og på Island, og han drog på flere vikingetogter. I Norge ragede han uklar med mange, og han dræbte mange. På Island var han som regel mere fredelig. På vej hjem fra et vikingetogt til Kurland (Letland) plyndrede og nedbrændte han Lund. Under et andet vikingetogt gik Egil i tjeneste hos den engelske kong Ædelstan, hvor han og hans mænd blev primsignet, således at de kunne være blandt både kristne og hedninger, men alligevel have den tro de ville. I et slag for Ædelstan døde Egils bror Torolf. Egil fik to kister med sølv af Ædelstan, som skulle gives til Skalle-Grim, Torolfs arvinger og Egils folk. Egil sejlede til Norge, hvor han blev gift med Torolfs enke, Halgerd, som senere tog med til Island. Da havde Egil været udenlands i tolv år….”men der fortælles ikke noget om, at Egil delte det sølv, som kong Ædelstan havde givet ham, hverken med Skalle-Grim eller nogen anden.”

Sagaen forsætter med Egils mange rejser, ophold i Norge og på Island, opkrævning af skatter i Värmland med deraf følgende kampe, og med æresdrab, hævn, strid om arv, giftermål, sønner og døtre. Alt for meget at genfortælle.

Egil var en dygtig skjald, som fremsagde flere kvad gennem sagaen. To af de mest kendte er Hovedløsen og Sønnetabet. Hovedløsen blev fremsagt under en form for tvang. Egil var havnet i fangenskab hos kong Erik Blodøkse og dronning Gunhild, og han stod til at miste hovedet. Arenbjørn, som var Egils ven og anset hos kong Erik, talte Egils sag, og opfordrede Egil til at fremsige en æresdrape til kong Erik. (En drape er et særlig fint æreskvad.) Egil fremsagde drapen og reddede hovedet. Deraf navnet Hovedløsen, som var på tyve vers.

Egil holdt meget af sin søn Bødvar. Da han druknede, lukkede Egil sig inde i alkoven og ville hverken have vådt eller tørt. Han ville sørge sig ihjel. På tredjedagen sendte hans kone Asgerd bud efter yndlingsdatteren Torgerd. Hun gik ind i alkoven til sin far, for hun ville følge ham i døden. Hun tyggede tang, for at det skulle gå hurtigere. Det ville Egil så også. Torgerd bad om noget vand at drikke. Det fik hun, og det fik Egil også, og han tog en stor slurk. Da sagde Torgerd: ”Vi er blevet narret, det er mælk.” Altså mad. En anden af Egils sønner, Gunnar var død kort forinden, og Egil digtede Sønnetabet på femogtyve vers.

Egil blev en gammel mand, blind og vakkelvorn. Køkkenpigerne lo ad ham, når han tumlede rundt. Det forlyder, at han begravede de to kister med sølv, som han havde fået af kong Ædelstan, men ingen ved, hvor det er. Egil led strådøden, hvilket kan undre, når man har læst om alle de stridigheder, krige og kampe, han var indblandet i. En rigtig viking skulle dø i kamp for at blive hentet af valkyrierne til Odin i Valhal. Det er måske en munk, der har nedskrevet sagaen?

Den næste saga, Fostbrødrenes saga, er oversat af Peter Springborg. Den handler om Torgejr Håvardssøn og Tormod Bersessøn, to af kong Olav den Helliges hirdmænd. Olav (ca. 995-1030) var konge 1015-1028. Han blev fordrevet af kong Knud den Store og døde ved slaget ved Stiklestad 1030. Olav kunne styre Torgejr og Tormod, men de var ellers et par voldsmænd med mange liv på samvittigheden. Torgejr og Tormod var fostbrødre og aflagde ed på, at den, der levede længst, ville hævne den anden. Eden blev aflagt efter gammel skik ved at gå under tre hævede græsstrimler. Torgejr var den stærkeste af dem, ordknap og ikke til kærlighed. Tormod var skjald, mindre stærk og han rodede tit rundt i det med kvinder - som skjalde nu gjorde.

 I denne saga har kapitlerne overskrifter. De siger meget om, hvad man kan vente sig som læser: Torgejr dræber Jøder. - Ingolf og Torbrand bliver dræbt. - Torgejr slog Bultrade ihjel. - Torgejr fælder Torgisl og hans mænd. - Torgejr dræber Torve. - Torgejr dræber Skum og Bjarne. Osv. Deres fostbroderskab blev sat på prøve, da Torgejr ville måle sig i styrke med Tormod. Det endte med, at de skiltes, og Torgejr sejlede til Norge, hvor han blev hirdmand hos kong Olav.

Herefter begynder historien om Tormod Kulbrynsskjald. Det flotte tilnavn fik han, fordi han mødte pigen Torbjørg, som var skøn at se på, men ikke rigtig smuk. Hun havde sort hår og sorte øjenbryn, hvoraf tilnavnet Kulbryn. Tormod digtede et kvad til hende: Kulbrynsdigtet, som desværre ikke er med i sagaen. Dette digt skrev Tormod senere om, så det passede til en anden pige, Tordis. Det opdagede Torbjørg og truede ham i hans drømme med, at han ville miste øjnene i smerte, hvis han ikke gik til bekendelse. Som Besse, Tormods far, sagde: ”Det er nogle værre kærester du har...”

Sagaen fortsætter med Torgejrs returnering til Island, hans drab af manden Gøt, og Torgrim Ejnarssøns og Toraren den Overmodiges (slægtning til Gøt) hævn på og drab af Torgejr, som havde langt færre mænd end dem.

Tormod blev hirdmand i Danmark hos kong Knud den Store, hvor han underholdt til kongens tilfredshed. Én af Knuds vikinger, Hårek, blev ven med Tormod og ville have ham med som stavnbo (udkigsmand og kriger, som stod i forstavnen) på togt sommeren efter. Tormod udmærkede sig i ord og kamp. Da de lå for anker, sejlede kong Olavs drage hen til dem, og dens stavnbo råbte, at de skulle flytte sig fra kongens havn. Tormod huggede hovedet af ham og sprang over på dragen. Han talte så godt for sig, at han blev kong Olavs nye stavnbo. Tormod sejlede senere til Island og videre til Grønland. Sagaen beretter kort om grønlændingerne, og om Tormods ophold hos Torkel, Leif Erikssøns søn. Herefter går det slag i slag med drab og hævn. Der var mange, der stræbte Tormod efter livet. Han blev meget hårdt såret, og man troede, at han var død, men han blev plejet i al hemmelighed. Og for at gøre historien kort: det endte med, at Tormod fik sin hævn og slap væk med nogle venner og sejlede til Norge, hvor han igen gik i tjeneste hos kong Olav. I en samtale lovede Tormod, at han ville følge kong Olav i ét og alt. Tormod fortalte, at han havde dræbt 14 mænd, hvilket Olav takserede til 7 dage i skærsilden. Et halvt døgn for hver mand. I slaget ved Stiklestad i 1030, som beskrives grundigt, blev kong Olav hurtigt dræbt. Tormod fandt på en list, så Olavs resterende mænd kunne slippe væk. Tormod ville ikke tjene andre konger end Olav, og han ramtes i siden af en pil. I det sidste kapitel beskrives Tormods død. Der er ikke nogen blødsødenhed over Torgejrs eller Tormods død.

Den tredje saga er Erik den Rødes Saga. En kort historie på 29 sider, som er oversat af Helle Degnbol. Sagaen indledes med den sædvanlige præsentation af personerne. Erik den Røde var i flere konflikter, som endte med. at han dømtes fredløs. Han besluttede, at han ville prøve at finde det land, som Gunbjørn havde set, dengang han drev vestpå over havet. Erik ville også vende tilbage, hvis han fandt det. Efter nogle somre og vintre i Grønland sejlede Erik tilbage til Island, men efter en overvintring tog han tilbage til landet ”...for at bosætte sig i det land, han havde fundet, og som han kaldte Grønland. For det ville give folk stærk lyst til at tage dertil, hvis landet hed noget godt.”

Sagaen fortsætter med beskrivelse af bosættelsen og de personer, som rejste til Grønland. Et kapitel handler om en periode med misvækst og hungersnød, hvor en spåkvinde, Torbjørg, udfører sejd og spår om fremtiden for stedet, gården og de mennesker, som bor der.

Erik var gift med Tjodhild, og de fik sønnerne Torsten og Lejf. Lejf sejlede til Norge via Hebriderne, hvor han gjorde Torgunna gravid med sønnen Torgils, som senere kom til Grønland, hvor Lejf vedkendte sig ham. I Norge gik Lejf i tjeneste hos kong Olav Trygvessøn, som senere lod Lejf rejse tilbage til Grønland på betingelse af, at han forkyndte kristendommen. På vej tilbage til Grønland drev Lejf rundt, og han så land med selvsået hvede, vintræer og masertræ. På et skær fandt Lejf nogle skibbrudne, som han tog med. Han blev kaldt Lejf den Lykkerige. I Grønland forkyndte Lejf kristendommen ”...og fortalte, hvor mange fortræffeligheder og hvilken herlighed der fulgte med denne religion.” Det passede Tjodhild godt, men Erik var ikke tilbøjelig til at forlade sin religion. ”Tjodhild ville ikke have noget samliv med Erik længere, efter at hun havde antaget troen, og det huede ham slet ikke.” Og så kan læseren selv gætte på, hvad der mon skete.

Sagaen fortæller, at man ville lede efter det land, som Lejf havde set. Erik skulle med, for man mente, at han havde heldet med sig. Man sejlede ud, men drev rundt og fik Island i sigte og så fugle fra Irland. Om efteråret sejlede de hjem med uforrettet sag. Tanken om det nye land gjorde, at man lavede et nyt forsøg med i alt 160 mand og husdyr på skibene. Sagaen beretter om opdagelsen af Helleland (Klippeland) og Markland (Skovland). Man sejlede langs landet og roede ind og udforskede det. Man fandt vindruer og selvsået hvede, og der var dyr i skovene, æg ved strandene og fisk i vandet. Og så var der skrællingerne, de indfødte i landet. I begyndelsen mødtes man fredeligt og byttede varer – rødt stof mod pelsværk – men efter nogen tid opstod der kampe mellem grønlændingerne og skrællingerne. Det endte med, at man indså, at selv om landet bød på rige muligheder, ville de altid leve i ufred og skræk. Så de sejlede mod Grønland igen efter at have været væk i tre år. Det ene skib kom forbi et sted, som de kaldte Enfodingeland, fordi de så en enfoding, som skød en pil efter dem og ramte Torvald, Erik den Rødes søn. Det andet skib var angrebet af pæleorm og sank med den halvdel af folkene, som ikke kunne være i efterbåden.

Sagaen om Egils liv og levned illustrerer den frie mands konflikt med kongemagten og fortæller gennem hans liv og levned om landnam og Islands tidlige historie. Sagaen om fostbrødrene er beretningen om to mere eller mindre utilpassede vikingetyper, som levede for ære og for hævn for krænkelser af den. Sagaen om Erik den Røde er dels om bosættelsen i Grønland dels om rejserne til Vinland.

Nyoversættelserne er mere tro mod de oprindelige tekster end de tidligere oversættelser, som både var oversættelser og gendigtninger. For eksempel er kapitlet om skibet, som synker fordi det er gennemtæret af pæleorm, ikke med i Johannes V, Jensens gendigtning fra 1930. At sproget også er mere frit kan for eksempel ses i kapitlet om Tormods død, hvor han såret var søgt ind i den lade, hvor de sårede lå og blev behandlet. En mand fra bondehæren kom ind og hånede dem. I Hans Kyrres oversættelse fra 1930 hedder det at: ”...Tormod skavede ham med øksen og gav ham et godt strejfsår. Manden skreg op både højt og fælt” I den nye oversættelse hedder det: ”I samme øjeblik huggede Tormod efter ham. Hugget ramte ham i ryggen og snittede begge ballerne af ham. ”Nu skal du ikke jamre dig” sagde Tormod. Bonden skreg højt og brølede og greb efter ballerne med begge hænder.” Der er gået lang tid mellem de to oversættelser, sproget har ændret sig og frisproget er et andet. Gode begrundelser for nyoversættelserne.

Bogen har bagerst slægtstavler til de tre sagaer, kort over bosættelser på Island og i Grønland og kort over forskellige rejser til Vinland. Leksikonet over ord og begreber i Islændingesagaerne er også med.

Til bind 3 af de nyoversatte Islændingesagaer er valgt tre gode sagaer, som repræsenterer tre meget forskellige genrer indenfor sagalitteraturen. Nyoversættelserne bør få mange nye læsere, som kløjs i  det gamle sprog i tidligere oversættelser og gendigtninger.

Læs anmeldelsen af Islændingesagaerne bind 1

bind 2, og Introduktion til sagaerne

Historie-online.dk, den 17. oktober 2017