De nye silkeveje
Af Hans Henrik Schou
Bogen er en slags selvstændig fortsættelse af Frankopans oprindelige værk ”Silkevejene” fra 2015, hvor dog det sidste kapitel overlapper med starten af den nye bog. (Se Thomas Petersens anmeldelse af ”Silkevejen” på historie-online)
Silkevejene er det overordnede begreb for begge værker, men i den nye bog er det strakt helt til det yderste og er egentlig ligegyldigt. Oprindelig var Silkevejene et transport-og handelsnetværk fra øst til vest igennem Eurasien samt også fra nord til syd i Asien, men her i bogen er det reelt globalt.
I forhold til den oprindelige bog er der ikke rigtig noget med om kulturelle ideers og sygdommes spredning igennem det nye netværk.
De nye Silkeveje drejer sig om konflikter og kontrol over naturressourcer herunder især vand og energi samt langdistancehandel. Det vil medføre at Asien får endnu større vægt økonomisk og politisk i hele verden i det 21. århundrede og dermed får stor indflydelse på vores forhold i Vesten.
Tidsmæssigt omhandler den nye bog perioden fra ca. 2013 til foråret 2019, hvor den oprindelige bog beskrev perioden fra ca. 600 f.v.t. frem til ca. 2012. Den er mest kronologisk ordnet og ikke efter enkelte temaer, så den er ikke særlig systematisk i sin behandling af de forskellige områder bortset fra den fastlands-kinesiske politiske økonomi.
Geografisk dækker den meget bredt: hele Mellemøsten, Asien og desuden forhold i USA, Europa og Latinamerika samt Afrika – et forsøg på en slags global samtidshistorie med hovedvægten på Asien.
Bogen er reelt et eksempel på temaet Globalisering, som blev en populær genre fra begyndelsen af 1990’erne, her med hovedvægten på Kina, Rusland, Iran og Tyrkiet samt Pakistan og Indien.
Temamæssigt dækker den især investerings- og handelsforhold samt IT-teknologi; desuden behandles de politiske og militære udviklinger og konflikter imellem landene langs Silkevejene, uden at det gøres systematisk og dybtgående.
Det meget aktuelle stof gør, at bogen balancerer på grænsen mellem nyhedsjournalistik og historie med alle samtidshistoriens svage sider. Det kan være svært at udtrække de relevante forhold i den uendelige nyhedsstrøm, og mange udviklinger er slet ikke afsluttede, så en endelig vurdering kan være umulig. Visse konklusioner er allerede uholdbare efter de nyeste begivenheder som f.eks. Irans påståede økonomiske fremgang i bogen, hvor landet nu er i økonomisk krise. Der er også en del andre meget spekulative formodninger f.eks. om en byttehandel mellem USA og Rusland, hvor Rusland skulle tvinge Iran ud af Syrien, mod at USA godkendte Ruslands besættelse af Krim og ophævede de amerikanske sanktioner.
Der er kapitler om det globale skift inden for handel og økonomi, hvor Asien er på stærk fremmarch, med særlig vægt på fastlands-Kinas store ambitioner med Belt & Road initiativet, hvor ”Belt” pudsigt nok refererer til at skabe forbindelser over land med nye jernbaner og landeveje samt lufthavne, og ”Road” refererer til de maritime forbindelser via nye og bedre havne igennem hele Asien til Europa og Afrika. Det skal bl.a. finansieres via kolossale lån fra Kina til de berørte lande.
Der refereres til mange store planer og igangsatte projekter under Belt & Road initiativet, men de fleste er igangværende eller slet ikke startet og absolut ikke økonomisk transparente, så deres betydning og konsekvenser på længere sigt er uklare. Det er meget usikkert, om man kan opnå de forventede fordele, og om man kan holde styr på omkostningerne, idet mange af de involverede lande er svage og kan have svært ved at honorere de store opgaver og gældsbyrder, man har påtaget sig.
Ifølge Frankopan er Vestens reaktion på initiativet tøvende og meget splittet uden en sammenhængende langsigtet strategi, og det helt store spørgsmål for ham er, om fastlands-Kinas ambitioner er at pådutte den internationale scene deres egen lokale autoritære politiske model gennem økonomisk påvirkning og dermed skabe et nyt kinesisk imperium, eller om det virkelig skal opfattes som et fredsskabende initiativ til fremme af samhandel til fælles bedste.
Forfatteren hører til de forsigtigt optimistiske globalister, idet han endnu ikke ser udviklingen i skiftet fra en vestlig domineret verden til en mere østlig/ kinesisk domineret verden som et fastsumsspil, men som værende til begge parters fordel. Dog betoner han også Europas stærkt svindende – nærmest ikke eksisterende – indflydelse ligesom Uffe Østergård i sin bog ”Hvorhen Europa”.
Med det beskedne omfang(286 små sider) må den nødvendigvis være noget overfladisk med alle de forskellige temaer, den anslår, men bogens store force ligger i, at den fortæller om de mest aktuelle økonomiske og politiske forhold især i dele af verden, som vi i Danmark ikke rigtig hører så meget om.
[Historie-online.dk, den 5. november 2019]
