Den røde grevinde
Af Tommy P. Christensen
Den svenske professor i kønshistorie Yvonne Hirdmann (f. 1943) har kastet sig ud i det vanskelige projekt at skrive om mellemkrigstidens stormfulde Europa og benytte den biografiske form i et forsøg på at fortælle om - og forstå - sin egen mor og den tid, hun var en del af. Det er bestemt ikke nogen let opgave. Dels har moderen gennem årene opholdt sig i en række europæiske lande, og dels er moderens efterladte materiale trods alt begrænset. Hirdman har taget bestik af den vanskelige situation og valgt at trække læseren ind i de mange overvejelser, betragtninger og forestillinger, hun må gøre sig i sine forsøg på at få hoved og hale på den kønne, kosmopolitiske la garconne (Liva Weels fortolkning rinder unægtelig i hu, når man ser billederne i bogen).
Hvilket perspektiv skal man som forfatter vælge, hvis man skal prøve at forstå et andet menneske - tilmed sin egen mor - som andet og mere end et barn af tid?
Forfatterens moder var født i Tartu, Estland, da århundredet endnu var ungt, men tilbragte barndommen, bl.a. i Summertown i Oxford, og op til - og under - den 1. Verdenskrig i det daværende Østrig-Ungarnske Kejserriges udkant: Bukovina (i dag en del af det nordlige Rumænien). I 1920-erne levede hun i Weimar-republikkens Jena og Berlin, inden hun via Zürich og Prag endte som kommunist i Moskva. I årene op til den anden verdenskrig finder man hende bl.a. i København, Paris og Pontigny, inden hun via Norge nåede i sikkerhed i det neutrale Sverige ved årsskiftet 1939-40. Hun døde i 1966.
Der er blevet gjort en kæmpeindsats for at finde oplysninger om alle de begivenheder, steder og personer, som myldrer frem på bogens sider. Hirdman vedkender sig gerne, at internettet har haft stor betydning for den research, hun har valgt at gøre (s.431), men som læser sidder man også tilbage med en oplevelse af et noget diffust billede af ophobede, svært verificerbare oplysninger. Fokuserer man til eksempel på de sider, der må formodes at være af interesse for flest danske læsere (s.343-370), kan man se et spændende plot tegne sig. På de foregående sider er både det sovjetiske NKVD og det tyske Gestapo omtalt, og i København søger "kammerat Stenbock" at komme i kontakt med det tyske kommunistpartis emigrationsledelse. Også et aktstykke, der kan dokumentere hendes mission for GPU i København omtales (s. 349), men det lykkedes ikke forfatteren at få hoved og hale i den historie, trods flere gode anslag, bl.a. baseret på arkivmateriale fra fremmedafdelingen hos Københavns Politi. I øvrigt glipper det i denne sammenhæng for den ellers pålidelige oversætter, da den danske politimand der afhører hende, er blevet til en "politikonstabel" (s.358) - en temmelig direkte oversættelse af den svenske gradsbetegnelse. I øvrigt er der også noget i historien her, som skurrer i anmelderens ører, i og med GRU (en afd. indenfor NKVD) var virksom i perioden 1922-23(?)
Forfatteren angiver loyalt, at hun har baseret sig på Niels Erik Rosenfeldts disputats fra 2009: The "Special" World. Stalin's Power Apparatus and the Soviet System's Secret Structures of Communication, 1-2, (anm. af Espen Kirkegaard Espensen her på BogFeature i 2009). Men bortset fra dette omfattende værk ser det ud til hun helt har afstået fra at trænge dybere ind i emnet, hvad angår danske forhold. Således ses Ole Sohns bøger om Arne Munch-Petersen (DKPs mand i Komintern), og andre der i Moskva kom til at dele skæbne med den røde grevindes venner under skueprocesserne (udgivet på samme forlag) ikke at være konsulteret. Her ville hun ellers kunne se, at Arne Munch-Petersen i København var den danske ansvarlige for Kominterns illegale OMS-støttepunkt i Danmark. Blandt hans opgaver for russerne var netop at finde kurerer, kontaktpersoner samt logier til de mange tyske kommunister, der begyndte at komme til Danmark i 1930-erne. Inden han forvandt sporløst under et ophold i Moskva sommeren 1937, havde han siden januar 1936 været DKPs repræsentant i Komintern, og da "kammerat Stenbock" kom fra Moskva til København i februar 1937, var det nærmest samtidig med Arne Munch-Petersen. På samme vis kunne Henrik Stevnsborgs disputats Politiet 1938-47. Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed været hende til nytte, når det drejede sig om den overvågning af de illegale miljøer, det danske politi havde iværksat. Kønshistorie-forfatteren er tydeligvis ikke på hjemmebane her, og det er vel også meget forlangt, men alligevel ærgerligt for en dansk læser.
En smart detalje i bogen, der også kunne anvendes af andre forfattere er de mange henvisninger til sider på internettet, som her markeres med * - og så er alle de lange adresser i stedet samlet på det svenske forlags hjemmeside.
Her findes ganske vist ikke nogen link af relevans for "kammerat Stenbocks" københavnertid, men det gør jo ikke fremgangsmåden ringere.
Afsluttende bør det vel fremhæves, at den svenske udgave af bogen fik den store svenske fagbogspris i 2010, og det forstår man egentlig godt, fordi den på mange måder bryder grænser for den nordiske fagbog - og det er jo ikke så ringe - med eller uden "feministiska betraktelser rörande genusordningen" som det hedder hinsidan...
