Det sidste gidsel
Af Anders Ellegaard
Hvad er bedst en fiktiv helt eller en rigtig levende helt? - James Bond eller Mogens Pedersen? - Somme tider er virkeligheden – som man siger – mere fantastisk end fantasien.
Hvor mange husker en mand med det gode danske navn ”Mogens Pedersen”, og dét han gjorde, som skulle gøre ham fortjent til titlen helt?
Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen har skrevet en bog om baggrunden for og optakten til Golfkrigen i 1990 og om, hvad der skete med de danskere, som dengang opholdt sig i Kuwait.
Ganske kort: Kuwait var en ret tolerant muslimsk stat, så længe der ikke blev viftet for meget med vesteuropæiske kulturvaner. I staten boede der mange udlændinge af forskellige nationaliteter; for eksempel op mod 100 danskere: ambassadefolk, tandlæger, forretningsfolk m.m. - Saddam Hussein, som var præsident i Irak, invaderede og besatte den 2. august 1990 golfstaten Kuwait med den begrundelse, at kuwaiterne havde snablen inde under grænsen til Irak for at stjæle Iraks olie. Besættelsen omfattede ikke kun de nordlige regioner, men hele staten. Irak blev dermed nabo til Saudi-Arabien, som var gode venner med USA.
Første del af bogen (”Kaos i Kuwait”) handler om denne periode, hvor Mogens Pedersen, som var attaché ved den danske ambassade, bliver præsenteret. Han organiserede hurtigt en form for oplysnings-, rednings- og forsyningstjeneste for danskerne. Flere danskere er nævnt, men her skal kun to med: Liselotte Hertz og Wicki Hill, som udførte et stort undergrundsarbejde med at skaffe forsyninger til personer, som var i ”deep hiding”. Et arbejde som var med livet som indsats. De valgte at blive i Kuwait under invasionen og efter det egentlige krigsudbrud. - Denne del af bogen ender med, at en del af danskerne kørte i karavane til Bagdad i Irak i forventning om, at de ville få tilladelse til straks at tage til Danmark. Denne tur blev ledet af Mogens Pedersen. I Bagdad havde han ikke diplomatstatus.
I del to (”Gidsler i Bagdad”) viste det sig, at udrejsetilladelsen lod vente på sig i lang tid. Udenrigsministeriet i Danmark sendte en erfaren problemløser, Mads Sandau-Jensen, til Bagdad. Han skulle få gidslerne hjem på én eller anden måde. Mads og Mogens arbejdede godt sammen og organiserede gidslerne i undergrupper med forskellige opgaver. Tidligere statsminister Anker Jørgensen påtog sig opgaven med at forhandle om frigivelse af gidslerne med Saddam Hussein. Det lykkedes næsten, idet de kom hjem. Men uden Mogens Pedersen. Havde irakerne noget på ham? USA, FN med flere havde sat en frist for Saddam Hussein til at rette ind og forlade Kuwait, for ellers… Mads Sandau-Jensen, som var rejst til Danmark efter frigivelsen af gidslerne, måtte af sted igen. Denne gang med en hjælper, Tine Astrupgaard.
Den sidste del af bogen (”Udvej gennem sandet”) handler om, hvordan det lykkedes at få Mogens Pedersen, Mads Sandau-Jensen og Tine Astrupgaard ud af Irak og hjem til Danmark. Som der står i pressemeddelelsen var vigtige hjælpemidler under udsmuglingen: en hvid stationcar, en omsyet diplomatpostsæk og en hundehvalp ved navn Saddam. - Når der var irakere i nærheden blev hvalpen (og præsidenten i Irak) kaldt Søren Hansen.
Forrest i bogen er der en meget hjælpsom navneliste med en kort beskrivelse af folks stilling, tilhørsforhold og daværende alder. Bagerst i bogen er der et navneregister.
Bogen er skrevet i en letlæst flydende tekst og i nutid, hvilket giver den en frisk og medlevende her-og-nu fornemmelse af, at det er nu det sker, og læseren er næsten neglebidende med til det hele.
Det er en forrygende spændende bog, som bygger på virkelige hændelser og en grundig research. Hvem savner en fantasihelt, når man kan få én fra det virkelige liv?
[Historie-online.dk, den 22. september 2020]
