Friskolehistorie – en antologi
Af Ning de Coninck-Smith, professor mso, Aarhus Universitet, DPU
De frie grundskoler og de private skoler har medvind blandt forældrene, men noget mere modvind i pressen og blandt (nogle) politikere. De er socialt elitære og dræner folkeskolen for de mest ressourcestærke og dygtigste elever, lyder anklagerne. Det er afsættet for denne antologi i to bind, som ifølge omtalen på bagflappen ”… skal medvirke til at kaste nyt lys over den tid friskolerne opstod i, samt virkningshistorien frem til i dag, hvor frihedssynet er kommet under voldsomt pres fra mange sider.” Indlæggene er skrevet og redigeret af en personkreds med tætte bånd til Dansk Friskoleforening. Med sine omkring 330 medlemsskoler og en årligt tilvækst på 4 til 5 skoler er det den største blandt den række af foreninger, som tegner området. Det gør foreningen til en vægtig spiller i den skolepolitiske debat.
I tråd med den Grundtvig-Koldske tradition rummer bind 1 en stribe værdi-fortællinger om alt lige fra friskoletraditionens oprindelse, de karismatiske lærere, der vægtede kaldet højere end lønnen, undervisningspligtens tilblivelse (1855), læreruddannelsen (som følges op af et aktuelt indlæg om Den frie lærerskole i Ollerup i bind 2), det religiøse værdigrundlag til sangens betydning og hensynet til den enkelte elev. Det er i flere tilfælde markante politiske indlæg, som når Thorstein Balle ender sin gennemgang af lovgivningen med at konkludere, at det ikke længere er et spørgsmål med at skolerne skal stå mål med folkeskolen – de skal være magen til – og allerhelst lidt bedre til at gøre børnene til demokrater i nationalstatens tjeneste. Jeg har læst det før, for indlægget er stort set identisk med en tidligere tekst fra 2001, bragt i tidsskriftet Uddannelseshistorie.
For denne læser var der mere nyt historisk gods i bind 2, hvor foreningens tidligere sekretær Cecil Christensen bidrager med et stort afsnit om foreningens historie fra stiftelsen i 1886 og til i dag. Kapitlet bygger på en tæt gennemgang af forhandlingsprotokollerne, og kan man klare de små typer, teksten er sat med, er her mange interessante informationer om dialogen mellem undervisningsministeriet og de frie grundskoler. Konflikterne har ikke overraskende især handlet om statstilskuddets størrelse, og hvad ”modydelsen” skulle være i form af minimum elevtal og lærerlønninger, undervisningspligtens længde, tilsynet og undervisningens resultater. Ønsket om en selvstændig lovgivning, hvor man ikke blev målt med folkeskolens alen, har stået stærkt. Det blev opfyldt i 1946. Kapitlet ud- og underbygger dermed en række af de pointer, som kunne læses i et jubilæumsskrift, skrevet af samme forfatter i anledningen af foreningens 125 års jubilæum i 2011.
Hvor antallet af skoler enten stagnerede eller ligefrem gik tilbage frem til 1970, har udviklingen været helt modsat lige siden. Mange nye friskoler er kommet til, mange er forsvundet igen – og et helt særligt problem har været spørgsmålet, om en kristen forening kunne optage muslimske skoler. Spørgsmålet meldte sig i 1980, og svaret var først nej, for derefter at blive et ja, og i 1988 var fire indvandrerskoler, som de foretrak at kalde sig, blevet optaget. Siden er flere kommet til, og i 2015 fik foreningen ydermere et tilskud af ca. 60 lilleskoler, der besluttede at melde sig ind kollektivt.
Også de mange tal, som foreningens tidligere formand Ebbe Lilliendal lægger frem, er interessant læsning, og konklusionerne naturligvis farvet af foreningens interesser. Det fremgår bl.a., at forældre på tværs af landet betaler mellem 1 og 1,5 % af deres husstandsindkomst for at have deres barn i en fri grundskole, billigst er det i Jylland, dyrest i hovedstaden. Lilliendal ønsker tydeligvis at mane myten om, at det er de ressourcestærke forældre, der vælger det frie alternativ til jorden. Tallene peger til dels i den retning, 37 procent af forældrene i folkeskolen er topledere eller lønmodtagere i den højeste ende, mens det tilsvarende tal i de frie grundskoler er 35 %. Ser man derimod på de private skoler ryger tallet op på næsten halvdelen af forældrene, mens man her kun finder 7 %, der er pensionister eller uden for erhverv. De tilsvarende tal for friskolerne og folkeskolen er 11 procent og 8 procent. Så noget peger jo også på, at den økonomiske elite hytter sig og sine. Hvorfor den konklusion ikke er kommet med, kan man spekulere over. Svaret er formentlig, at Lilliendal repræsenterer friskolerne, men når forholdet er så iøjnefaldende, burde der vel være plads til i det mindste en diskussion af talmaterialet.
Værket afsluttes med 45 indsendte beskrivelser af en bred vifte af danske friskoler. De viser bredden og skolernes forskellige historiske tilblivelser (om end de muslimske skoler kun er repræsenterede med et foto). Om 100 år – eller bare om 25 år, når alting er glemt, - vil der her være et godt afsæt for at skrive en egentlig friskolehistorie med vægt på, hvordan friskoler gøres i praksis – og hvordan deres historie og pædagogik spiller sammen med ikke bare folkeskolens – men også med de private skoler og øvrige frie grundskoler - samt den bredere samfundsfortælling. Det savner jeg i dette tobindsværk.
historie-online.dk, den 25. april 2017
