Njals Saga
Af Anders Ellegaard, cand.jur.
Islændingesagaerne handler om nogle slægter på Island og foregår i tiden 930 – 1030. Det vil sige i perioden lige efter landnamstiden, som regnes fra slutningen af 800-tallet til 930. Islændingesagaen ”Njals Saga” er som de øvrige nedskrevet i 1200-tallet. Nogle forskere angiver årstallet 1280 for Njals Saga. Islændingesagaerne kaldes også slægtssagaerne, og de regnes af mange som de egentlige, klassiske sagaer. Betegnelsen ”Islandske sagaer” omfatter alle de forskellige typer af sagaer.
Denne bog er den første i en serie på seks bøger med et udvalg af Islændingesagaerne i ny oversættelse baseret på det islandske forlag Saga´s udgivelse af samtlige 40 Islændingesagaer og 49 totter i 2014 i nyoversættelse på dansk. Redaktør på Sagas bøger og på dette udvalg udgivet af Gyldendal er lektor Anette Lassen, KU. Oversætteren af Njals Saga er Kim Lembek med Merete Pryds Helle som skønlitterær rådgiver. Kim Lembek oversætter fra islandsk og fik en pris af Forfatterforeningen som årets oversætter i 2015. Denne oversættelse er baseret på håndskriftet Reykjabók (Reykir-bogen) fra perioden 1300-1325. Navnebetegnelser i anmeldelsen er taget fra nyoversættelsen. Oversættelsen er opdelt i mange og korte kapitler, i alt 159. Andre oversættelser har været i en skønlitterær romanform.
Njals Saga bliver ofte betegnet som den største og bedst kendte af alle sagaer. Vil man kun læse én saga, er den et godt valg. Den har det hele. Sagaen består overordnet set af to dele: Gunnars og Njals historier. Men man kan også hævde, at der er en forhistorie, hvor blandt andre Halgerd introduceres som barn. Rud siger: ”Pigen er overordentlig smuk, og det vil mange undgælde for. Men hvordan de tyveøjne er kommet ind i vor slægt – det ved jeg ikke.” Sådanne forudsigelser er ét af de typiske stilistiske træk i sagaerne. Det vækker tilhørernes eller læsernes forventninger til den senere handling. Et andet eksempel på en tidlig forudsigelse i Njals Saga kommer fra den ældre dronning Gunhild af Norge, som siger til islændingen Rud, som hun er blevet forelsket i: ”Hvis jeg har så stor magt over dig, som jeg tror, så lægger jeg den forbandelse på dig, at du ikke vil kunne gennemføre et samleje med den kvinde, du vil have på Island. Men med andre kvinder vil du kunne få din vilje. Så nu ser det lige dårligt ud for os begge. Du betroede mig ikke alt.” Det lo Rud af og gik sin vej.” - Tilhørerne eller læserne er nu spændte: både forudsigelse og trolddom eller hekseri. Hvad mon det ender med? (Bonusoplysning: Rud bliver gift med Un, men ægteskabet kan ikke fuldbyrdes, da hans lem er for stort for hende. De ender med at blive skilt, og så ruller handlingen).
Et andet stilistisk træk er præsentationen af vigtige personer. Det starter typisk med et navn: Mård hed en mand, som blev kaldt Gige. - En mand hed Atle. - En mand hed Gunnar. - En mand hed Njal. Og derefter føler en opremsning af hans slægt på både den fædrene og den mødrene side. Nogle gange så langt, at man bliver ganske katolsk i hovedet, men nogle af navnene – især tilnavnene – er morsomme: den Kvikke, den Gamle, Snotnæse, Muddergode, Ringslynger, Halvtrold, Loddenkind m.fl. Denne opremsning af slægten havde stor betydning, fordi man i ”sagatiden” havde pligter og rettigheder både indenfor slægten og i forhold til andre slægter og samfundet. Ære, skam og hævn var grundbegreber i livet, som man ikke kunne komme uden om. Forlig, som er en gentagen handling i Njals Saga, er en mulighed, som kan anvendes, såfremt parterne er enige om det. Forlig kunne være i rede penge eller handling som for eksempel udlandsrejse i en periode.
Ofte beskrives mænd meget udførligt: Gunnar Håmundssøn. ”Han var stor af vækst og stærk, i kamp var han den bedste blandt mænd. Han huggede og kastede med begge hænder, hvis han ville, og han svingede sværdet så hurtigt, at det så ud, som om der var tre i luften…Han havde et smukt ydre, var lys og havde en lige næse med opadvendt næsetip, havde blå og skarpe øjne og rødme i kinderne…Af mænd var han den mest belevne, var hårdfør i alt, gavmild, behersket, trofast mod sine venner og kræsen i sit valg af venner. Han var meget velhavende.”
Njal: ”...var meget velhavende og havde et smukt udseende. Han havde ingen skægvækst. Han var så lovkyndig, at ingen syntes at være hans lige. Han var klog og forudseende…og alt gik, som det skulle, når han vejledte folk.”
Kvinderne beskrives derimod som regel mere kortfattet. ”Hans (Njals) kone hed Bergtora. Hun var datter af Skarpheden, og var en fremragende og ædelmodig kvinde med et noget stridbart sind.” Lidt længere er beskrivelsen af Halgerd som voksen: ”… (hun) vokser op og bliver en af de smukkeste kvinder og meget høj, og derfor blev hun kaldt Langbrog. Hun havde et smukt hår, der var så langt og tæt, at hun kunne hylde sig i det. Hun havde et ødselt og stridbart sind.” En sådan beskrivelse varsler ilde! Kvinderne i denne og andre sagaer spiller umiddelbart en tilbagetrukken rolle, men reelt har de ofte afgørende indflydelse på handlingen.
Njals Saga finder sted i en tid, hvor kristendommen vedtages på Altinget som den officielle religion på Island. Gunnar er af den gamle tro, Asatroen, medens Njal er kristen. Vedtagelsen på Altinget i år 1000 beskrives i kapitel 105. Kristne og Hedninger (det kaldes de i denne oversættelse) er ved at komme op at slås, men Torgejr samler dem ved Lovbjerget og får dem alle til at aflægge ed på, at de vil følge den lov, som han ville fremsige. ”Det er begyndelsen på vores lov,” siger han, ”at alle mennesker her i landet skal være kristne og tro på én Gud, Fader og Søn og Helligånd og ophøre med al afgudsdyrkelse, ikke sætte børn ud og ikke spise hestekød. Straffen skal være landflygtighed, hvis det opdages, men hvis det sker i det skjulte, skal det være straffrit.” Men hedenskaben blev afskaffet efter få år, så man lige så lidt måtte praktisere den i det skjulte som åbenlyst.” - Det skal dog her bemærkes, at de skrivere, som nedskrev sagaerne, alle var kristne, og at det skete et par hundrede år efter handlingen i sagaerne.
Den sidste del af handlingen skal med: Gunnar bliver dømt ved Altinget til at betale erstatning for nogle drab og til at rejse udenlands i tre år. Da han ikke rejser, bliver han dræbt. Halgerd, som han engang gav en lussing, nægter at give ham noget af sit lange hår til en ny buestreng vel vidende, at det bliver hans død. Njal bliver indebrændt af Sigfussønnerne, da de vil dræbe Njalssønnerne som hævn. Njal og Bergtora vælger at gå ind i huset og lade sig indebrænde frem for at skulle leve med skammen efterfølgende. Heller ikke Njal kunne frigøre sig fra de gamle æresbegreber. Den sidste del af sagaen handler om Njals svigersøn Kåre, som undslap fra branden ved at springe ud i røgen. Han var ikke omfattet af hævnen som ramte Njalssønnerne. Kåre er dog forpligtet til at hævne mordbranden, hvilket han gør på Island, Orkneyøerne og Wales. Den eneste som undslipper af Sigfussønnerne er deres anfører Flose, som rejser til Rom og får syndsforladelse af Paven(!) og rejser hjem til Island. Kåre rejser også til Rom, får syndsforladelse og rejser hjem. Da hans skib forliser tæt ved Floses gård, går han derop. Flose og Kåre indgår fred med helt og fuldt forlig. Flose sejlede til Norge efter tømmer, men forliser på hjemturen. Kåre blev gift med Floses brordatter Hildegun. ”Og her slutter vi Brand-Njals saga.” - En lunken munkeafslutning efter anmelderens mening.
Njal og Gunnar repræsenterer det gamle og det nye Island. Det asatroende og det kristne Island med forskellige holdninger til moral, ære, hævn og slægtsforpligtelser. En stor del af sagaen foregår på Altinget og giver et billede af retsforholdene på Island omkring år 1000, hvor skriftligheden endnu ikke var kommet til Island. Retssager og lovfortolkning var betroet særlige lovkyndige.
Hvorfor skal vi have en ny oversættelse? Det skal vi, fordi forskerne får ny viden og nye hjælpemidler til fortolkning. Læsning og fortolkning af sagaerne er ikke en eksakt videnskab. Hver gang nye øjne ser dem, kan der komme nye vinkler og fortolkninger frem. Og så er der sproget. Altså det sprog som sagaerne oversættes til. Sproget og sprogbrugen ændrer sig hele tiden. Som historikerne siger, at hver generation skal have sin egn version af fortidens historie, så kan man sige, at hver generation skal have sin fortolkning og oversættelse af sagaerne. Et par eksempler kan være på sin plads.
Sammenligningen er med Gyldendals udgivelse fra 1930 i Ludvig Holsteins oversættelse. Det er 3-binds udgaven med Johannes Larsens tegninger fra rejser på Island, og med Johannes V. Jensens indledning i bind 1.
Om Halgerd hedder det: ”Vist er pigen fager, og det vil mange komme til at undgælde for; men jeg kan ikke vide, hvordan det er gået til, at der er kommet Tyveøjne ind i vores Æt.”
I den nye oversættelse: ”Pigen er overordentlig smuk, og det vil mange undgælde for. Men hvordan de tyveøjne er kommet ind i vor slægt – det ved jeg ikke.”
Det næste eksempel er det mest morsomme og outrerede, anmelderen har kunnet finde, og det skal ikke tages for mere, end det er. Njal og Gunnar har forligt endnu et drab, som Halgerd har været bagkvinde til. Det er hun meget utilfreds med og siger i LH´s oversættelse: ”I er hinanden værdige, du og Njal, I er lige vege begge to.” ”Det er som man tager det” svarede han. Der gik nu lang Tid, og Gunnar holdt sig fra hende, indtil hun igen blev mygere.”
I den nye oversættelse: ”I ligner hinanden, ved at I begge to er et par feje skvatmikler.” ”Det vil vise sig,” siger han. Herefter var Gunnar i lang tid afvisende over for hende, indtil hun blev mere medgørlig over for ham.”
Stilen i sagaen og den nye oversættelse kan kaldes kort og tør sammenlignet med Ludvig Holsteins mere floromvundne romanstil. Der er ikke levnet meget plads til beskrivelser af personerne, gårdene, indretningen, landskabet eller miljøet. Når en ny person introduceres, kan der være en smule beskrivelse ellers ikke. Måske lige undtaget Skarphedens skæve smil, som nævnes flere gange. Det er handling og replikker, der beskrives. Det er specielt for denne oversættelse fra Reykjabók, at der er vers (kvad) med i sagaen, som ikke findes i andre versioner. Der har været mange spekulationer om, hvorvidt sagaerne byggede på mundtlige overleveringer. Nogle steder i teksten kan der være formuleringer, som lyder som mundtlige fremstillinger. De fleste forskere hælder i dag til, at sagaerne er litterære fremstillinger, som nogle steder tilstræber at lyde som mundtlige. Måske har sagaerne været tænkt til oplæsning.
Bagerst i bogen er der 10 slægtstavler over personer i sagaen, og et leksikon på 25 sider over ”Ord og Begreber i Slægtningesagaerne.” Begge dele meget nyttige.
Hvis man kun har tænkt sig at læse én saga, kan det varmt anbefales, at man læser Njals Saga. Den indeholder alt, hvad mennesker dengang og nu har gjort af godt og ondt ved hinanden. Og det kan varmt anbefales at læse sagaen i den nye oversættelse. Det er dansk sprog på højt niveau.
Læs anmeldelse af Islændingesagaerne bind 2, bind 3 og Introduktion til sagaerne
Historie-online.dk, den 27. september 2017
